[1884. 17. juni], Tirsdag Aften. [Ramlösa]


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Tirsdag Aften.

Skønt jeg skrev til dig igaar, kære Peter, fik jeg Samvittighedsskrupler ved at modtage dit Brev. Thi mit var vistnok meget kort. Men jeg er ikke oplagt til lang Fortrolighed – for mig er atter begyndt en af de Perioder, hvor jeg holder mer af at høre om de andres Livsplan – saa lad min være dernede i Kælderen, hvor der er mørkt.

Men siden jeg forstaar din Ængstelse, saa skal jeg sige dig, at jeg idag har oversat en Akt af "Roman Parisien"[1], gymnastiseret i to Timer og tænkt meget paa Dramatiseringen af "Fædra", som en Dag vil tage Iltog ud af mit Hoved ned paa Papiret, hvorfra det tager direkte Billet til Stockholm.

Saa bliver dette mit siste navnfulgte Arbeide, indtil den Dag, hvor jeg er blevet Skuespiller. Selv fordrer jeg at spille Vilsac[2].

Til Eibe[3] har jeg skrevet om en navnløs Oversættelse af "Lise Fleuron"[4]. Billigt Tilbud, som jeg haaber, han modtager. Desuden skriver jeg tænkeligt imorgen til to svenske Blade om en Korrespondance under Mærke – det er nødvendigt desværre, thi jeg kan selv ikke leve under femtenhundrede og mine Kreditorer maa have 2000 om Aaret.

Jeg skrev igaar et Brev til Brandes[5].

Ak, du, hvilken Tid der er gaaet: Hvor jeg har lært Menneskene at kende. Og hvor meget jeg har lidt. Ved du hvad Cetti[6] sagde en Dag:

– Ser De – selv Deres Hoved passer ikke for en Skuespiller: nu Deres Pande; den er blevet altfor stor – De har tænkt for meget – det duer ikke for en Skuespiller!

En Skuespiller – han, som mer end nogen maa tænke, gennemtrænges, erindre. Bon dieu[7].

Og Frøken Lerche[8]:

Synes De virkelig, det er saa yndigt: at være det hæsliges Repræsentant paa Theatret. Thi andet bliver De aldrig.

Bortset fra Komplimenten – saa tror jeg ikke, at det skønne er evigt det samme. Personlighederne, som paatvinger sig Menneskenes Sind, omskaber mægtigt Begreberne.

Et inderligt Had har jeg iøvrigt til denne gamle Kokotte[9].

Endnu en Morsomhed: Da mit Navn tilfældig blev nævnt paa Odas Bryllupsaften[10], brast "la Diva" i Graad. Er hun endnu saa lidet sikker paa at have banlyst Erindringen om mig. Det er et miserabelt Resultat....

Jeg vilde, kære Peter, alvorligt ønske, at du arbeidede paa dit Drama. Olga[11] vilde være storartet som "Donnaen", og for mig vilde det være meget lykkeligt at have to Roller. Hr. de Vilsac er og bliver en Bifigur. Hele min Sjæl bliver i Dramaet nedlagt i Fædra selv.

Min Sjæl – Sig mig dog, hvorfor jeg ikke er død? Siden jeg ikke frygter Døden, siden jeg kunde kærtegne den som en Ven. Men jeg vil ikke dø med et Nederlag, det er Tingen. Jeg vil om fem eller maaske om ti Aar i en eneste Triumf, der skal snævre mit Hjerte sammen i en Fryd saa voldsom, at den smerter, betale tilbage hver Haan, hvert Smil fra disse fjorten Dage, hvor jeg er blevet haanet af disse Folk, der ikke forstaar en Tøddel af mine Sindsbevægelser.

Men jeg skal blive ydmyg, og jeg skal vente. Der kommer atter en Række "Larsen-Aar"[12], og der bliver ikke en men mange "Larsener".

– – Jeg taler ikke med nogen her. Har idag bogstavelig kun aabnet min Mund for at give Ordres til Kellneren, og da jeg læste Rolle nede i Allèen. Mit Organ trænger sikkert til Øvelser i fri Luft for om muligt at faa mere "Stof".

Ved du, hvad der ærgrer mig ved Skuespilkunsten? Det er, at den evindelig maa beskæftige sig med Petitesserne: Tænderne, Fødderne o:s:v: o:s:v: Smaa Aander maa drukne i dette – og de ender som Attrappe[13], der blot er alle disse Ting.

Levvel, très cher[14].

Din Herman.