[1885. 3. marts], Tirsdag. [Stockholm]


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Tirsdag.

Kære Peter.

Jeg er nu her. Göteborg var vild. Bogstavelig ude af sig selv med Blomster, Kranse og Penge. Først lokker Nyfigenhed dem, siden kommer de af Beundring. Jeg forsikrer dig, at en Knappenaal, som faldt, kunde høres i Salen, saa stille sad de. Jeg talte i G. godt de to Gange, slet den tredie. Jeg sender dig en Lok af Turgenjews[1] Haar, som en Dame gav mig[A] , en Selskabsdame hos Fru Viardot[2], en svensk Dame, som var hos T og lukkede hans Øine. Hun sendte mig Lokken med de Ord, at jeg havde forstaaet T, som om jeg havde levet med ham.

Hertil kom jeg Mandag Morgen, havde reist hele Natten.

Uagtet "det unge Sverig" havde tiet om mig og "det gamle" gjort Nar af mig, var der udsolgt allerede igaar morges. Hundreder gik uden Billet. Jeg talte middelmaadigt. Stor Velvilie hos Publikum. Ingen Begeistring – men det kommer paa Fredag.

Det skal komme. Om du kendte dette Liv, saa trist, saa tomt.

Selvforbitrelsen, Raseriet før man har seiret og saa den kolde Ligegyldighed, naar man har "tændt".

Bladene idag "anerkender". Men jeg vil triumfere over "Anerkendelse"; jeg vil aftvinge dem[B] Beundring.

Jeg har tjent 1500 Kr. Naar jeg bliver ved et Fjerdingaar, naar jeg vel de ti tusind. Fra Berlin har jeg faaet to Tilbud om at tale. 300 Reichsmark for Aftenen. Maaske tager jeg derimod og taler i Efteraaret efter at have tilbragt Sommeren i Tyskland.

Hils Immanuel[3] saa hjerteligt fra mig. Hvis jeg var mindre træt og grædefærdig, skulde jeg skrive langt, nu faar du kun dette "Hap"[4].

Din Herman.

A. mig] rettet fra: ham. B. dem] rettet fra: Dem.