[1885. 10. april], Fredag. [Helsingfors]


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Fredag.

Kære Peter.

Jeg har kun ét Minut. Jeg talte her første Gang i Onsdags paa Teatret. Entusiasmen var ubeskrivelig og Huset udsolgt Dagen forud. Jeg fik fra finske Damer til "Fædras Digter" en storartet[A] Lyre af røde og hvide Roser samt en Laurbærkrans. Til min første egen Forelæsning igaar var alt udsolgt til Trængsel, og Bifaldet uendeligt. Indtægten var 2000 Francs men Udgifterne her svarer dertil. Alt er udsolgt til mine tre Forestillinger. Paa Teatret skal jeg spille to Gange – siste Gang tredie Akt af Osvald[1]. – I Slutningen af Maaneden gaar jeg til Petersburg , hvor alt beredes til Krigen[2]. At gaa til Afghanisthan – hva'? Jeg har atter modtaget Tilbud fra Tyskland. Vilde gerne, aa, saa gerne tale med dig for at spørge om din fornuftige Mening. Idag kom Posten – en Gang om Ugen Post fra Jer – og fra dig intet Brev. Slet intet Ord fra Danmark. Du begriber ikke, hvor Livet her er mærkeligt. Det er et brutalt Raffinement. Man overøser mig med Gaver. Jeg har faaet en Skitse af Edelfelt[3]

Her findes en finsk-svensk Skuespillerinde[4] af Sarah-Rang[5], det rentud vidunderlige, du, af Geni.

Her lever en Fyrstinde Kamrazim[6] – den skønneste Kvinde, jeg har set. Jeg maa slutte, jeg skal nu just sé hende til Middag hos – Enkegrevinden af Puschkine[7]. Det er hele Ruslands Aristokrati. Igaar paa Døren til Forelæsningssalen læstes Telegram fra Petersburg: Krigen erklæret. Og en Mængde russiske Officerer sad endda og hørte roligt efter.

Din Herman.

Hils "Hvalpen"[8]

A. storartet] Ordet er tilføjet over linjen.