1885. 26. april [søndag]. Åbo/Turku


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Åbo 26.4.85.

Min kære Peter.

Tusind Tak for det rare Brev, som jeg – ti hertil er Posten saa langsom – først fik for to Dage siden. Du har taget min Afghanistan -Reise helt alvorligt[1], og du har gjort Ret. Men at udmynte den som Journalist har ei været min Tanke. Naar jeg om nogle Dage har sluttet her i Finland, gaar jeg til Skt. Petersborg – hvorvidt jeg kommer til Afg. beror paa Krigen først, siden paa hvilket Indtryk jeg gør i Gatshina [2]. At jeg kommer til Gatshina er nu temmelig sikkert, da jeg har storartede Anbefalinger bl.a. fra Fyrst Demidoffs Moder[3]. Hvad jeg, hvis jeg skulde vinde Keiserinden, agter at gøre, vil jeg ikke skrive. Før det er blevet en Mulighed, ser det jo bare ud som et dumt Fantasteri.

Hvis jeg skriver til Blade, bliver det kun til fremmede. Foreløbig véd du jo, kan jeg slet ikke skrive til noget dansk Blad – og i det hele vil jeg det ikke. Fra Nationaltidende har jeg paa hele min Reise intet hørt – og bryder mig ikke derom. Hele dette journalistiske Spørgsmaal kan, min egen Ven, forklares helt kort. Jeg forlod med Glæde Arenaen, fordi det var mig smerteligt at arbeide uden dig. Jeg gaar aldrig til noget Foretagende, som konkurrerer med dig. Derfor bliver jeg ikke nogensinde mere Bladmand i Fædrelandet. Ti at arbeide sammen med Edvard B.[4] er mig af Sind og Hjerte umuligt, og det vil aldrig ske.

At du brænder for din Opgave, er mig en uendelig Glæde. Arbeide, vi elsker, er det eneste, som kan forsone med Livet. Jeg skal aldrig, det maa du vide, lægge Lod i Vægtskaal imod dit Arbeide og din Arbeidsglæde.

Skrive til dig fra Petersborg skal jeg gerne – men vi maa være meget forsigtige, ti jeg vil saamæn ikke unde Ferslew[5] den Fryd at holde mine siste Maaneders Gage tilbage.

Men hvoraf vil du leve – spørger du? Enfin[6] – hellere indstudere disse to Foredrag paa tysk og tjene mine tilbudte 30,000 Reichsmark og alt frit i fem Maaneder. Det er altid Begyndelsen til en Formue. Du ler, ved jeg, naar du læser dette – men det er dog muligt, det ender med, at jeg bliver formuende.

Her i Finland gaar alt vel. Ved min Afskedsforestilling i Helsingfors var Jubelen ubeskrivelig. Studenterne bragte mig Serenade, og jeg fik en Diamantring og to Malerier – en Akvarel af Edelfelt[7]. Desuden et russisk Helgenbillede med Guld.

Esmanns Bog[8] har jeg modtaget og takket ham i et Brev, som vist gør ham vred. Men jeg maatte sige ham, at den elegant skrevne Bog syntes mig baade lykkelig og ulykkelig som Debut. Jeg ved ikke, hvor jeg skal finde Fremtidsløftet i al denne Fuldkommenhed.

Jeg maa nu, kære Peter, klæde mig paa til indlagte Program: Menter-Concert[9] med Assistance af Herman Bang. Ikke sandt – Skæbnen har besynderlige Hændelser?

Hils Immanuel[10]. Jeg har ikke Tid at skrive – i syv Dage har jeg talt eller spillet seks Gange, og mit Helbred er saa slet, at jeg om Formiddagen ikke orker at være oven Senge.

Din Herman.