[1885. 11. juni], Torsdag. [Bergen]


Fra Peter Nansen til Herman Bang

Torsdag.

Min kære Peter.

Du vil have modtaget Bladene og deraf have sét, hvordan man har behandlet mig.[1]Ikke, hvordan det er gaaet mig. Men derom senere. Stemningen er nemlig allerede slaaet om, og hvis jeg vilde, kunde jeg vistnok opnaa selv som Osvald at gøre Lykke her[2].

Da jeg saa, at jeg ikke havde slaaet igennem, sank jeg sammen. Ti det er tungt, naar man tror at staa ved Begyndelsen til Enden, da at sé, at man først er Halvparten af Marchens Vei.

Imidlertid er jeg ikke nu – som ifjor – noget Barn og at synke sammen er nu at hvile ud, det er ikke at opgive. Jeg begyndte hurtigt at ræsonnere.

Men først om Aftenens Gang. Jeg spillede paa et Teater, hvor man den foregaaende Aften lo himmelhøit af "En Forlovelse s"[3] Effekter (spillet af Teatrets egne Skuespillere). – Aftenen begyndte med et Par Novelletter, som blev modtaget køligt, hvad der er fuldkommen egalt[4]. Derpaa fulgte "Gengangere". Jeg spillede stærkt men langt jævnere, ogsaa bedre end i Helsingfors . Publikum sad i forstenet Taushed under hele Akten. Fru Alving[5] sagde til mig: De sidder i Andagt. Og vi spillede. Da Tæppet faldt, applauderede man, hvorpaa man hyssede ganske lidt. Jeg reiste mig fra Gulvet og sagde: Saa De[A] hysser? og saa ud ad Tæppet. Da – paa et Minut – var de[B] ligesom flygtet.

Men der var udbrudt en Panik. Og i den, ophidsede og uforstaaende (begge Dele) faldt alt over mig: Det var for stærkt, saaledes spiller man ikke. Om Morgenen paa Prøven ved min Entré, spurgte Fru Alving mig: Men, Hr. Bang, er De syg? – Nei, jeg spiller min Rolle – – Ja saa – men er De ikke virkelig syg? ... Og om Aftenen, da Fru Alving løber ud af Døren, sprang en ung Dame, der ikke kendte Stykket, ud af Logen og sagde: Nei – nei – hun raaber om Hjælp ....

Det er jo i og for sig naturligt, at sligt giver Panik. Den ene Kritiker sagde: Jeg maatte gaa den halve Nat paa Gaden og kunde ikke finde Ro – i en saadan Irritation var jeg kommet ...

To Mennesker kom strax til mig. Den ene sagde – en ung Skuespiller ved Teatret – : Tak, det var genialt. Jeg smilte og sagde: Hm – – saa sagde han: "Ja – glem ikke, om nogle Aar, at jeg takkede Dem." Manden var ikke dum. Næste Dag sendte jeg hans Frue en Buket, og jeg skal ikke glemme ham.

Den anden, en af Byens rigeste Mænd, sagde: "Undskyld – men jeg er den og den. Jeg har set al Verdens Skuespilkunst og jeg siger Dem, at De hører til de største."

Næste Dag gav alle Mennesker de opskræmte Ret. Og saa havde jeg heller ikke forstaaet Osvald. Om Aftenen mødte Bladene. Mig traf de i Sengen efter heftige Krampeanfald. Jeg læste dem og saa, at ikke saa meget var tabt, ti dette Rakkeri kan ikke forliges med mine Triumfer i Finland, hvis Teater er fuldt saa godt, og hvis Publikum tillige har rigeste Leilighed til at sé i Petersburg al Verdens største Kunstnere. Man kan ikke være gal i den ene By og genial i den anden. Man kan til Nød blive kaldt det. Dette sagde jeg til mig selv og fik paany Krampe af Anstrængelsen ved at ræsonnere.

Publikum, der læste sine Aviser – velsagtens de Blade, det fortjener – blev forfjamsket og gav sig til at skælde Referenterne ud. Indsigelser begyndte at florere – og jeg tilkaldte Lægen for at give mig Sovemidler. Iaften skal jeg tale om Lie[6]. I Dag kom de første ti Visitkort, den første Invitation og den første Buket ... Voilà le momen psychologique[7].

Du véd, at jeg i sligt er strictement[8] sanddru. Jeg refererer, for at du skal sé ligesaa klart som jeg, og jeg skjuler intet, ti for at raade Bod paa et Nederlag maa man maale dets Omfang og Dybde. Aftenen blev[C] et Nederlag. Kunstnerisk skal jeg lære deraf, reelt – overfor Skandinaviens Publikum – er det naturligvis beklageligt, ikke dræbende.

– Hvis jeg endnu var ung og opbrusende, vilde jeg fristes til at skrive derom. Nu tier jeg og venter. Kun dig har jeg villet gøre klart Rede for noget, som maatte være dig en stor Overraskelse.

– – – Og saa til at takke dig for dit lange Brev, som endelig naaede mig her. Jeg har læst det mange Gange og saa at sige indsuget dets Luft, som er saa hjemlig. Nu vil jeg tale derom, som du har skrevet. eftersom det falder mig ind.

Esmanns Bog[9]. Ja – ser du – den er maaske akkurat, hvad den skal være – men den[D] er ikke megetdin Bog[10] er ofte, som den ikke skulde være – men den er noget. Din Bog er noget nyt fra københavnsk Liv; hans er noget nyt fra fransk Aand og Kunst. Finder du dette dumt, saa er det jo kun sagt til dig. Véd du hvad, det glæder mig ofte, at jeg ikke skriver offenligt mere. Saa har man, her i et Brev, Lov til at sige ogsaa Dumheder, og der er ofte saa megen Sandhed i et og andet, der lyder dumt.

Jeg læser meget – mest svensk men her kan jeg jo ogsaa faa danske Bøger. "Et Brud"[11] har jeg læst. Men du tager feil – den er ikke betydelig. Den er atter for graa, og Konflikten er ikke ret til at tro. Ogsaa begynder Ensartetheden hos Konrad Reesen – Repholt-Neergaard – Reimert[12] at genere mig en Smule. Nogle Dumheder læste jeg forleden om Stykket i en Avis. Det er en saa forstandig Kritik, vi har. (Apropos – jeg kommer pludselig til at tænke paa en skøn Føljeton[13] her blev skrevet om mig. Den vedlægges.)

Saa har jeg med inderlig Glæde gjort mig bekendt med "Vennen Karls"[14] Opmaalinger af Skt. Petersburg. Jeg har set Newski og ikke maalt den – han, Stakkel, har faaet den maalt og glemt at sé[15]. Øiner du ham ikke ogsaa der, hvor han kælent leger med Boa'en[16]. Lad dig idetmindste paapege dette glade Sted. Men hvad siger Eugenia[17]? – ti hun hedder jo saaledes, Englen fra Bendix' Have. Ogsaa læste jeg en anden munter Bog. "Et ubetydeligt Menneske"[18]. Det var mig hele Tiden, som om jeg havde grædt over disse Skæbner i min Barndom – saa ofte, saa længesiden – nu forbausede det mig at jeg endnu skulde opleve at "græde" over dem.

– – – Du skriver, om jeg ikke vil savne Journalistiken? Hm – næppe. Ser du, du véd, at jeg undertiden taler noget om at forsøge at blive lidt bedre – du véd maaske ogsaa, at jeg paa et og andet Punkt har forsøgt det, at gøre ialfald lidt godt – hvad der er en svag Form for det første: at blive bedre ... Naa – nu tror jeg sikkert, at intet er saa farligt for Moralen som Journalistik. Derfor vil jeg ikke savne den og kun behøve den saa lidt som muligt.

– – Jeg fortsætter, hvor jeg slap igaar. Publikum var iaftes[19] talrigere end ved min første Forelæsning – der var vel en 400 af det Rak – og Jubelen var ubeskrivelig. Alle klappede som vanvittige. Jeg hilste ved min Entré kun ved at bøie Hovedet, og jeg tog kun en passant Blomsterne op. Til sist klappede de som rasende, men jeg viste mig ikke mere. Jeg var – som jeg nu altid er paa Scenen – i sort Kjole, Vest og Benklæder – ingen blanke mer og kun et helt lille hvidt Slips om den høie Flip[20]. Jeg tror nok, jeg saa ud som en Hertug.

– – Jeg har allerede (Klokken er ti om Morgenen) faaet tre Buketter og tre-fire Anmodninger om dog for Guds Skyld at spille Osvald – en Gang endnu! Iaftes efter Foredraget kom en Recensent – han havde skrevet i sin Avis, at jeg havde misforstaaet Osvald – hen til mig: "Jeg har en Hilsen at bringe Dem.["] – "Tak" – "Fra vor Sindssygelæge. Han ønskede gerne at takke Dem." – "For hvad?" – "For Osvald. Han sagde mig idag, at hvert et Træk i Deres Spil var sandt og mesterligt."

Hvad synes du? Det kommer han og siger?

– – Du skriver, at jeg er fanatisk i mit Venskab. Ser du, det kommer deraf, at et Liv som mit er den skaanselsløseste Læremester i Menneskenes fuldstændigt idéforladte Lumpenhed. Man ser saa megen Lavhed, Misundelse, tom Begeistring, fjantet Henrykkelse, Mangel paa Forstand, feig Bøien sig for det, andre har erklæret for stort, saa megen Løben fra sit Ord – at man bliver ligesom stoppet til Halsen af en halvkold Grød af Væmmelse og Menneskeforagt. I mine bedste Øieblikke kan jeg omskabe Foragten til Medlidenhed – ti, ser du, det er et sandt Ord: De ved ikke, hvad de gør[21] – men til daglig (og alt, hvad jeg her skriver, er ikke dikteret af mit Osvald-Uheld, som jeg nu nærmest finder komisk) bliver det hele til en halvt haansk Ligegyldighed for den Livets Pøbel, som lever i moralsk Dumhed og Idioti.

Men saa er det, at paa denne store Baggrund, kære Don[22], Mindet om de enkelte Øieblikke stiger frem, hvor man mødte et Blik, fik et Haandtryk, hørte et sagte næsten lydløst kommende Ord, hvori der laa en virkelig Hengivenhed. Og de uendelig faa Mennesker, hos hvem man har mødt en Hengivenhed, man var Herre til at besvare, disse uendelig faa, med hvem man har levet sammen et og andet af det gode i sit Liv, hvor ingen Anger tilslører noget – de Mennesker, ja dem klynger man sig maaske til fanatisk eller bedre, tror jeg, man vil omgive dem med en vis stilfærdig, men uden Bulder offervillig Sympati? Er dette mon ikke saaledes?

Jeg fik i dette Nu et langt Brev fra Betty Varburg[23] i Göteborg . Hun var begeistret over Stella Kleve[24]s Bog. Hun siger, at den er et rent Dokument, og hendes Dom gælder meget, da hun er intelligent og sanddru.

– – Naar du tænker dig til, Peter, nu vil Ottesen[25] sagsøge Larsen[26] for nogle Penge. Larsen – skriver Breve, Ottesen skriver Breve, og jeg sender stadig begge Penge. Mon Larsen vil slaaes med Ottesen? Det raader jeg ham fra – men vilde iøvrigt gerne sé det.

– – Jeg arbeider paa et Foredrag om I.P.J.[27]. Jeg skal holde det første Gang her til Afsked. Forresten taber jeg Penge her i Staden – det er da tydeligt.

Adieu, cher – hils Hvalpen[28] og sig ham, at man nu ikke er comme-il-faut[29], naar man ikke gaar med Ringe.

Din

Herman.

A. De] Skrivefejlen med stort D er ikke rettet af Bang. B. de] rettet fra: De. C. blev] Bang har understreget ordet tre gange. D. den] rettet fra: dette.