[1885. 24. juni, cirka]. Kristiansand


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Christianssand.

Min kære Per Parket.

Tak for dit Brev, hvori der intet stod. Tak for hvad du udpønskede om Bergen . Tro ikke, at jeg noget Øieblik var naiv nok til at mene, at almindelig Afrakken var istand til at gavne mig i mit dyrt elskede Hjem – langtfra – men denne Deliriumsattest, belyst af et andet Publikums Jubel var skikket til at ægge min Trods og pirre andres Interesse. Der er for langt Spring mellem gal og genial.

Men lad dette være som det er.

Skrev jeg dig virkelig intet om "Olaf"[1]? Ja saa skal jeg gøre det nu – men kun til dig. Jeg vil ikke kæmpe med saadanne smudsige Mennesker.

Altsaa – vi mødes første Dag ved table d'hôte[2]. Jeg reiser mig og gaar hen og hilser paa Manden. Venlig Samtale.[3]

Næste Dag spiller jeg. Jeg saa, da jeg fremsagde Novelletterne, Olaf – han sad i Balkonen, saa han kunde sés af hele Teatret. Saa kom Katastrofen. Jeg laa syg. Saa snart jeg kunde, gik jeg imidlertid i Teatret – hvor pinligt det end var mig – for at kaste en Buket til Poulsen paa Landsmandsskabets Vegne. Dagen efter sagde en ung Frue til mig: Nei – nu skal De ha'e det at vide? – Hvilket? – Poulsens Opførsel – – Jeg saa Buketten iaftes og sagde til mig selv: Ja – han skulde kende Landsmandsskabet – –

Og saa fortalte hun, at Olaf fra den første Dag, han kom i Land havde beredet Jorden for Osvald ved at fortælle og fortælle – –

"Der var i det dannede Bergen", sagde Damen, "ikke én, som ikke ventede det latterligste" ....

["]Ham skylder De rigtignok Tak".

Jeg svarede kun: Skade for Poulsen, at Publikum ikke lo mig ud. Det vilde have glædet ham mere.

Tro nu ikke, at jeg tilskriver Olaf mit Nederlag. Ak nei, sligt hidføres ikke ved en Faktor. Men han gjorde sit. Jeg følte strax ved "Novelletterne", at Publikum var yderlig antipatisk[A] – men selv et antipatisk Publikum burde jeg have kunnet beseire.

Naa – det var Olaf. Ja – jeg hverken hørte eller saa ham. Han færdedes i det "literære" Bergen – Nordal Rolfsen[4] og et Par til – som forblev hermetisk lukket for mig – hvad jeg ikke beklager.

Kun hørte jeg, at O. havde nægtet at medvirke ved nogen Forestilling, hvor jeg optraadte. Derfor kunde Osvald ikke gentages. Da jeg skulde tale om Kjelland[5] søgte han paa ny at anstille Smaaløier. Han talte til Gud og Hvermand om mine "Nedrakninger" af K. og sagde: "Det maa være lidt svært nu at skulle rose ham". Skuespiller Halvorsen[6] sagde naivt: Ja – Poulsen havde rigtignok gjort os meget nysgerrige. Aftenen blev imidlertid en Triumf – og jeg sagde ikke et Ord, som modsagde noget tidligere.

Voici ce Scapin[7]. Jeg overvandt mig ikke til at sige den Mand Farvel. Jeg talte i Bergen aldrig om ham. Den eneste Hævn, jeg har nærmet mig til at tage over disse Folk er at forblive en Gentleman. Saadanne Personer tilhører hverken min Sfære eller min Race. De kan skade mig, de kan ikke tvinge mig til noget Fællesskab med sig.

Iaften reiser jeg til Frederikshavn. Atter har jeg slidt mig hen gennem nogle Provinsbyer[8] og tabt – hvad vi skulde reise for. Nu havde jeg glædet mig til disse 8 Dages Reise sammen i tre Maaneder. Brev kan træffe mig i Aarhus. Naar jeg har bestemt at tage et Par danske Byer, er det i Haab om at hale nogle Mønter ind. Mine Kreditorer er umættelige.

– – Hvad i Herrens Navn gaar der af Hvalpen[9]? Ikke et Muk fra Drengen, og hans Examen[10]? Sig mig, hvor han er, og om jeg ustraffet af Papa kan skrive til ham.

Om vi ses – naar vi ses? Himlen véd det. Jeg ved ikke, hvorhen jeg reiser. Kun et ved jeg, at Livslede er min bedste Høst af dette "Triumftog". Tilbedelsen opveier ikke Smerten over at optage saamange Gemenheder. Blomsterne er ikke nok til at dække over Usandhederne og Dumheden.

Din Herman.

A. antipatisk] anti er tilføjet over linjen.