1885. 25. juli. [lørdag]. [Marienlyst, ved Helsingør]


Fra Herman Bang til Peter Nansen

d. 25.7.85.

Min nette Don.

Jeg var igaar saa ophidset-uoplagt, at jeg intet kunde skrive, nu skal jeg forsøge, om det gaar idag. Maaske er jeg i denne Tid saa nervøs, at jeg kun kan "diktere" mine Værker. (Stakkels Eugenia[1]!)

Esmann[2] gør mig maaske ogsaa lidt nervøs. Han har nu slaaet sig til Ro her for otte Dage og iaften ankommer hans Pige for at bo paa Jernbanehotellet. Han sagde mig, at han ikke kunde undvære hende mere end to Dage. Uden at knytte Kommentarer til noget, vil jeg tilstaa, at det maa være noget generende at være af et saa heftigt Temperament.

Hans omarbeidede første Akt[3] hørte jeg iaftes, Peter, med Forfærdelse. Denne raa Ven fra Ægypten , som aldeles umotiveret vælter et Par Skarnbøtter over en Vens Forlovede, er noget af det umuligste ɔ: usandeste, jeg kender. Eller har du maaske hørt nogen "Ven" udtale sig, turde udtale sig saaledes til nogen om hans Forlovede? For, saa vidt jeg véd, er Fru Holten [4] jo ingen Ludder. Men naar visse ringe Mennesker bare kan sætte noget sammen, "der kan faa dem til at spjætte paa Bænkene" – bryder de sig Pokker om, hvorvidt det er sandt eller ei.

Ellers var Dialogen god – stærkt Edvardsk[5] i Tonefaldet.

Tal ikke til Es om hans Piges Ankomst hertil. Han frygtede selv meget vort forenede Grin paa dette Punkt.

– Mor dig nu rigtig godt i din Forsamlingsbygning og kom herop saa snart du bare kan. Esmann og jeg skændes ikke. Vi siger bare forfærdelig lidt.

Din Herman.