[1885. 9. december], Onsdag Formiddag. [Berlin]


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Onsdag Formiddag.

Siden jeg, kære Peter, nu én Gang har talt, og siden jeg taler for slet om det, som bevæger mig saa dybt, vil jeg skrive disse Par Linier.

Jeg har handlet, som jeg har i dette, fordi jeg ikke vilde tillade, at vort gensidige Forhold døde under en klam Haand. Og den klamme Haand, det er alle de Smaa-Tausheder, Smaa-Gaaen-udenom, Smaa-Paavirkninger, smaa Usandheder i vort Forhold til hinanden, som langsomt men sikkert vilde skabes af dit Samarbeide, dit Samvær, dit Interessefællesskab – ti fælles daglig Interesse væver et seigt Væv af Vane, med hvilket Følelser ikke altid tager Kampen op – med disse Mennesker[1], hvem jeg ikke dømmer, for der er vel andre, mod hvem de er gode, offervillige og hengivne, men fra hvem jeg er skilt ved tunge og dybe Ydmygelser, beredt Kunstner og Menneske, ved Forskel i Temperament og Aand, ved alt.

Er det da ikke meget, meget bedre, min Ven, hos os begge at bevare Erindringen om de enkelte Timer, indfattet af et Par Aars Leven sammen, hvor vi virkelig forstod hinanden, hvor vi ungdommeligt elskede hinandens Arbeide, hvor vi nød den dybe og eneste Lykke at være hinanden uendelig nær – end smerteligt at trivialisere, hvad der er os begge saa kært? Og udsætte for skillende Forholds langsomt lammende Magt en fortrolig Hengivenhed, der for mig ialfald betød saa meget.

Lev vel, min kære Peter. Og husk, at naar der kommer selvprøvende Dage og lange Nætter uden Søvn, da er det ikke, hvad vi har naaet, men hvordan vi har handlet – som kommer og holder os med Selskab.

Tilgiv saa dette, hvis du enten finder det sentimentalt eller affektert eller hvad véd jeg. Jeg har kun skrevet det, for at du skulde forstaa mig bedre.

Herman.