1885. 24. december [torsdag]. [Berlin]


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Juleaften 85.

Tak, kære Don, for dit Brev og for Ordningen af Pengene. Nei – min Ven – jeg vil ikke gaa i Seng men skrive til dig og saa gaa ud at sé paa denne Bys Ruder, bag hvilke nogle fremmede feirer Jul. Alle her paa Hotellet har Juletræ, Kellnerne, Pigerne, Værten og Karlene. Jeg ser i Tankerne paa Jeres Træ hos din Direktør[1] og stiller det ved Siden af hint dit Træ fra ifjor. Hvor du er blevet stadig – det kommer med Aarene. Denne Ting, man kalder Kærlighed, er svær at komme til Rette i – som Hængekøien paa Marienlyst – men er man der, ligger man godt og rart.

Jeg vil ikke forstyrre dig. Men en Bi kunde maaske sætte sig paa din Næse og Smerten, som denne Bi (maaske er den kun en lynsnar Eftertanke, Bien) foraarsagede dig – vilde sige dig med ét, at Vanen er med om at indsnævre Livet, gøre Modtageligheden mindre – kortsagt gøre En mindre ung.

Men lad os ikke tale derom. Jeg er altid sky for at tale om de Punkter i mine nærmestes Liv, hvor jeg ikke kan kende fuldstændigt. Forelskelsen er et af disse Punkter. Før jeg har sét en af mine Bekendte beruset, ved[A] jeg ikke, hvorledes han tér sig som fuld – hvordan Kærligheden laver Jer – hvad I søger deri, hvad I søger igennem den at komplettere hos Jer selv – véd jeg jo ikke.

Kan heller ikke dømme om, hvorvidt[B] den eller den Kvinde bringer slettere eller bedre Egenskaber til Vækst hos Jer.

Du lader mig nu i denne Henseende roligere. Du elsker for lidt til væsenlig at lade dig omskabe. Hvis det ikke var saaledes, vilde maaske en og anden af de Kvinder, som du har levet med[C] , have ængstet mig lidt for din Skyld. Nu er det saadan, at du som en Del i Bunden yderst pessimistiske Sjæle i Virkeligheden – mon i ubevidst Følelse af Svaghed?[D] – fra første Færd opgiver Kærligheden ɔ: ikke stiller store Fordringer udover Nydelse eller Interesserthed – og samler den nobleste og dybeste Side af dit Væsen i den Hengivenhed, som du skænker enkelte Mennesker, og som er mindre fordringsfuld ɔ: fordrer mindre af dig, er mindre central.[E]

Og alligevel kunde jeg ønske – hvormeget jeg end véd, at jeg selv modtager denne stille men dybe Hengivenhed – at en smuk Dag en stor Lidenskab tog dig og førte dig saa langt bort fra alt andet end dette ene: din Lidenskab.

Nu – jeg véd jo, at du vil finde alt dette græsseligt – men sig mig, min Ven, har man ikke Lov til at vrøvle Juleaften – mens Kellnerne selv holder Juletræ, og jeg bare sidder alene – med gammel Sentimentalitet, som jeg vil væk fra?

Du skriver, jeg vil "tænke paa bare bedrøvelige Ting[F] . Nei – jeg vil ikke tænke derpaa. Jeg vil tænke paa Fremtiden. Langt ud paa naar jeg ikke mere behøver at skrive for Penge – men kan skrive en rigtig Bog – og saa lér jeg selv og véd, at den Dag er Talentet slidt tyndt af at flyde evindelig paa Journalistikens Disk. Nei – nei – disse Talenter,som vil fylde Geniers Plads – nu vel – de kan, ved et ustanseligt Arbeide, naa at komme til at sé ud som Geni i Samtidens Øine. Eftertiden, som sér alt i Orden og Følgen og i sine Forhold til alle Omgivelser – slaar Blæren itu, det knalder, og der ligger Geniet.

Hvor man dog er dum. Jeg, som har opgivet at haabe paa Livet – jeg haaber paa Kunsten. Siger jeg ikke hver Dag til mig selv: Men din næste Bog – den skal faa alle Fortrin – i den skal du bekæmpe dine Feil – og saa bliver den "saadan".

Nu skriver jeg fort for at leve. Det er rart at lade sig oversætte paa tysk. Kan du tænke dig smaat Terrakotta Nips – dets eneste Fortrin er dets Chic[2] – lavet om i Træ... det bliver til Nøddeknækkere, du. Men de Folk er ikke en Gang saa godt vant. Jeg vil blive meget moderne her. Hvis jeg kunde finde en god Oversætter, vilde jeg blive Dagens Helt – men desværre – nu vil der gaa nogle Maaneder, indtil jeg selv lærer saa meget, at jeg tør tage Haand i Hanke med Gengivelsen.

Jeg vil tænke paa Fremtiden og mest paa, naar du kommer at besøge[G] mig. Nu, naar jeg flytter, og du kan bo hjemme hos mig, bliver det ikke dyrt. Og jeg skal være dobbelt flittig for at lægge saa meget hen, at jeg en glad Dag kan sige: Saa kom nu. Og saa skal vi sammen sé denne store By, som jeg til daglig ikke sér det mindste af men sidder bare her og skriver og læser og skriver.

Ja – jeg er saa flittig og kender kun Folk i Forretninger. Ellers slet ingen. Ved du, hvem der kom ind ad Døren før? Neiglick[3]. Han skulde feire Julen her med nogle Finner. Ellers har jeg ingen Bekendte set uden Marx[4] og Robert[5]. Marx gav mig Julies[6] Breve. Det er nu hans Visitkort. Ja – Menneskene rekommanderer sig paa forskellig Vis.

Jeres berømte Pakke, min egen Don, er ikke kommen endnu. Men hvad den end indeholder, takker jeg dig. Vred bliver jeg saa vist ikke. Og gerne vilde jeg tage mod dit Tilbud, kære Peter – hvis det ikke var saa: at dette foreløbige vel er den daglige Elendighed – men det maa være: Elendigheden i Pelts. Ellers vilde det hele jo tage den dobbelte Tid. Naar de ikke troede, at jeg havde alt det, som følger med et Navn og en Position. Men Tak endda. Just de smaa Ting kniber det ofte mest for i en saadan Tilværelse. Med det uhyre Arbeide, jeg nu præsterer, maa jeg imidlertid ikke kunne forblive i Forlegenhed, naar jeg bare var ude af denne Hule.

Jeg vilde have skrevet til Hvalpen[7] – men er saa træt. Ogsaa iaften for dum. Dig gør Dumhederne ingen Skade, hans unge Hjerne forvirrer de et kort Moment.

Det glæder mig at vide, at du naar du kommer hjem iaften – maaske noget sént – kommer hjem i min gamle Leilighed[8]. Tænk dig, jeg synes Julemorgen er det deiligste, jeg véd. Saadan at vaagne og sé paa alle de dumme Ting, man har faaet, og som man dog er glad ved, og saa vide, at nu har man Fred idag. Hva' er det ikke rart?

Og nu vil du være derhjemme, og det vil være mig næsten, som om du[H] fortalte mig det altsammen om Direktørens Juletræ og det hele. Saa tydelig sér jeg dig derhjemme imorgen tidlig. Imorgen Middag spiser du vel hos Edvard[9], med din tilkommende Kone[10]. Man skal altid dele sig fornuftigt – det er hele Hemmeligheden.

Nu lev vel – kære Peter – jeg har været længe om dette Brev, fordi jeg har tænkt, mens jeg skrev, paa saa mange Ting.

Hvor er vi ad Aare? Hvad er skét? Og er vi atter skilt og hver for sig? Jeg beder til, at jeg i det mindste som iaar maa kunne være ene. Fremmede irriterer mine stakkels Nerver.

Iøvrigt er jeg syg og har Læge. Jeg sover saa godt som aldrig og spiser intet. Besvimelsernes Sødme kender jeg rigeligt – men det er, fordi jeg arbeider lidt meget.

Hils Fru Ottesen[11]. Selv vær mest hilset.

Herman.

A. ved] tilsyneladende skrevet: Ved. B. hvorvidt] Blækklat i og ved ordets sidste fire bogstaver. C. med] rettet fra: mig. D. i ubevidst Følelse af Svaghed?] rettet fra: mon af ubevidst Svaghed?. E. mindre af dig, er mindre central.] Eftersætningen efter "Mennesker," er tilføjet. F. Ting] afsluttende anførselstegn mangler efter ordet. G. besøge] rettet fra: forsøge. H. du] måske rettet til: det.