[1886. 21. oktober. ] Torsdag. Prag


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Prag. Torsdag.

Kære Peter.

Her en helt lille Artikel. Men, kæreste Ven. skal saadan noget have Spor af Nytte, kan det ikke vente en Uge. Enten strax eller slet ikke. Ti Begivenhederne er for hurtige. Skriv mig, om I vil have disse Artikler eller ei. Men trykkes hastigt maa de.

Henrivende er Esmanns "I Stiftelsen"[1]. Det vil sige Datteren og den storartede Gamle. Megen Sans for Scenens Komik viser Chokoladescenen – noget paa Livets Bekostning. Den Gamle er saa fuldkommen, at denne ene Tegning stiller Esmann blandt vor Literaturs største Kunstnere. Det vil nu være hans Opgave at vise sit Talents Omfang og Styrke ved at vise os sine levende, men stillesiddende Skikkelser i Konflikters Bevægelse. Han bør ikke frygte. Talentet har en utrolig Bæreevne – som Fordringer til det og de store Opgaver bestandig styrker.

"Pebersvendene"[2] er mig en fadere Mad. Doktoren er fin som et aandfuldt malt Portræt – men den hele Historie virker som en Sjat Vand slaaet i Ansigtet. Tak ham for Bøgerne – jeg skriver selv en af Dagene.

Vil du gøre mig en stor Tjeneste: naar nu min Bog[3] udkommer, da oppe paa Kontoret, naar du gennemsér Bladene at klippe ud hver Kritik og slaa en Konvolut om – strax, at du ikke glemmer det.

Og alle. Det er for mig nu, hvor jeg for saa længe, og maaske for altid bliver borte fra den Jord, hvorom jeg skriver, nødvendigt, at jeg hører hvert Ord om mit Arbeide. Tag intet Hensyn til, om jeg rakkes ned. Man lærer kun ved at sé Sandheden i Øinene, selvom den er ublidt sagt. Og mest nu, hvor "Bernhard Hoff"[4] er under Arbeide. Vil du ikke læse Korrektur? Da kan du ogsaa rette Smaating.

Din Herman.