HERMAN BANGS BREVE TIL PETER NANSEN OG TIL BETTY NANSEN

En introduktion

af Gert Posselt

Kun tre mennesker har Herman Bang i voksen alder delt bolig med: den tyske skuespiller Max Eisfeld (i Wien og Prag, 1886-87 – måske den eneste erotisk-lykkelige periode i hans liv), storesøsteren, enkefru Nini Holst (i København, 1900-1907) og Peter Nansen (i København, 1883-84). Det siger lidt om karakteren af det venskab, som gennem godt 30 år – og kortere eller længere perioder af uoverensstemmelser – forbandt Bang og den fire år yngre Nansen.

I løbet af de første to årtier af 1900-tallet blev Betty Nansen (1873-1943) en af dansk teaters helt store og legendariske kvindeskikkelser, og takket være hendes eget teater på Frederiksberg Allé er hendes navn endnu i dag ikke helt glemt. Som 23-årig giftede Betty Müller sig med den 35-årige fraskilte journalist og forfatter Peter Nansen (1861-1918), som netop i 1896 var nytiltrådt leder af forlaget Gyldendals litterære redaktion; året efter blev de forældre til datteren Esther. De var begge meget kendte skikkelser i inderkredsen af Københavns kunstnerisk-kreative miljø. Ægteskabet holdt ikke helt til Herman Bangs tidlige død; efter flere års krise flyttede hun fra Peter Nansen i 1910 – og definitivt i foråret 1911.

Herman Bang – forfatteren, journalisten, sceneinstruktøren, oplæseren – var en meget nær ven af dem begge. I en årrække havde disse tre mennesker markant betydning for hinandens liv. Travle, foretagsomme og ambitiøse var de alle tre, men næppe i højere grad end mange andre af deres venner, kolleger og omgangskreds i Københavns kulturelle cirkler mellem 1880'erne og Første Verdenskrig. Nogle navne huskes et århundrede senere, de fleste er glemt for længst.

For eftertiden er det Herman Bang, der forblev den berømte af de tre, først og fremmest som forfatter til novellerne ”Ved Vejen” og ”Irene Holm” og romanerne Stuk, Tine, Ludvigsbakke og Sommerglæder. Hans impressionistiske stil, ”hvor intet fortælles, men alt vises” i et næsten filmisk sprog, sikrer ham en særplads blandt dansk litteraturs naturalistiske prosaforfattere, af hvilke J.P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan og Gustav Wied endnu læses, også uden for fagkredse.

Bemærkelsesværdigt nok har Herman Bangs hovedværker gennem hele 1900-tallet haft et publikum, der var stort nok til, at de har kunnet genudgives løbende og således hele tiden været til at købe i nye udgaver. Sidst i 1900-tallet er hans virksomhed som sceneinstruktør af flere teaterhistorikere blevet sat i ny belysning, og den første omfattende karakteristik af hans flittige journalistiske virke er fra 2003. I moderne europæisk kønsforskning indtager personen Herman Bang en prominent plads i tidsalderen som en homoseksuel med fuld offentlig eksponering, der uden at italesætte sin seksualitet i direkte form (hvad der ville have været en kriminel handling) på original vis profilerede og perspektiverede normer, livsformer og konventioner. Bangs eneste eksplicitte (og upersonlige) tekst om homoseksualitet dikterede han på tysk i Berlin 1909; ti år efter hans død blev det lille essay offentliggjort med titlen Gedanken zum Sexualitätsproblem, Bonn 1922.

Men Peter Nansen, – hvem var han egentlig?

Peter Nansen

For den læsende og kulturelt aktive del af borgerskabet var Peter Nansen omkring år 1900 lige så kendt en skikkelse som de andre nævnte. Han var som allerede antydet journalist, forfatter og dramatiker og følte sig naturligt hjemme i den kreds af unge oppositionelle, der i 1880'erne udgjorde den intellektuelle kim til Det Radikale Venstre, der som politisk parti først blev stiftet i 1905. Blandt nationalt og konservativt sindede medborgere vakte Nansen forargelse og moralsk anstød på linje med tidens andre radikalt orienterede meningsdannere. Anseelse nød han derimod hos meningsfæller i kredsen omkring Viggo Hørup, brødrene Georg og Edvard Brandes, alle 15-20 år ældre end ham selv, den jævnaldrende Henrik Cavling og Ove Rode, der var nogle år yngre end Nansen. I disse rammer ydede han som journalist ved det nygrundlagte københavnske dagblad Politiken godt 11 års årvågen og velskrivende indsats fra oktober 1884 til udgangen af 1895.

Derefter sad han i 20 år på den indflydelsesrige post som litterær chef for forlaget Gyldendal, hvor en overvejende del af samtidens toneangivende og kunstnerisk tungtvejende danske og norske forfattere udkom. Fra 1903 havde han plads i forlagets direktion, men gennem årene voksede misforholdet til Gyldendals chef og ejer Jacob Hegel og til sønnen Frederik Hegel, der i 1912 blev medlem af forlagets direktion. Tiltagende helbredsproblemer fik Nansen til at øge sit forbrug af morfin og andre stærke stimulanser, og i 1916 forlod han forlaget som en bitter mand.

Tidsalder og samfundsliv

Peter Nansens farfar var samfundsmæssigt en velintegreret jøde (Nathanson), der lod sine børn døbe til den kristne tro, – ja, en søn blev ovenikøbet teolog og sognepræst. Socialt set var Peter Nansen og Herman Bang hinandens ligemænd. Begge var præstesønner, opvokset i købstadsmiljøet, Bang i Horsens, Nansen i Aalborg. Som unge voksne mænd med mod på livet slog de hurtigt rod i København, der i årene omkring 1880 var en by med befolkningsmæssigt vokseværk, heftig byggeaktivitet på Østerbro, Nørrebro, Vesterbro, Christianshavn og de forreste dele af Amager, dvs. hele vejen rundt om den gamle bykerne. Mange nye brancher og erhverv skød op. I byerne fik elektricitet og telefoni gradvis udbredelse og skabte dynamik og nye muligheder. Udsyn mod Europa fik på få år helt nye dimensioner – finansielt, mode- og stilmæssigt og åndeligt. Impulser fra Frankrig og fra kejserriget Tyskland – det på godt og ondt store, uomgængelige naboland – vandt indpas i bredere og gradvist mere veluddannede kredse af byernes borgerskab og embedsmandsklasse.

I de øvre og mellemste lag af den klassedelte befolkning var mentalitet og bevidsthed i lynfart under forandring.

Krigsnederlaget i 1864 satte sig dybe spor i kollektivpsyken og den nationale selvopfattelse. Idérigdom og øget virketrang på land og i by blev økonomisk set en nødvendig forudsætning for småstaten Danmarks overlevelse og viste sig vel efterhånden som en brugbar vej til en livsduelig dansk selvbevidsthed. Tabet af Sønderjylland, dvs. hele landsdelen Slesvig – fra Kolding og Kongeåen i nord til Ejderen og Rendsborg i syd – med befolkning og produktionsapparat (ja, statsretligt helt til Altona i Hamburgs nordvestlige udkant, dvs. landsdelen Holsten, der i lighed med Slesvig siden middelalderen havde været hertugdømme under den danske konge) var et traume lige indtil fastlæggelsen i 1920 af den nuværende dansk-tyske landegrænse: den nordlige del af Slesvig (mellem Kongeåen og Flensborg Fjord) blev efter afstemninger i landsdelen atter dansk. I dansk tradition har denne begivenhed fået navnet Genforeningen i 1920.

Men ikke nok med tabet af hele dette landområdes befolkning. I årtierne mellem ca. 1870 og 1914 fandt en betydelig dansk udvandring sted, primært til Nordamerika. København kunne ikke opfylde alle unge provins- og landboers drømme om en foretagsom og lukrativ fremtid.

Og dog fik hovedstaden formet sit moderne storbypræg i disse år. Mentalt set distancerede den sig i løbet af Herman Bangs levetid fra det øvrige Danmark, og for mange mennesker i Norge og Sverige vandt storbyen København sig en betydningsfuld placering på Europakortet, ja med henblik på 1880-90'erne kan man ligefrem kalde den Skandinaviens kulturelle hovedstad. Bjørnstjerne Bjørnsons og Henrik Ibsens nye og debatskabende skuespil blev i disse årtier førsteopført på Det Kongelige Teater i København. August Strindberg boede i Danmark 1887-89, og den norske komponist Johan Svendsen bosatte sig permanent. Fra 1870'erne til et stykke ind i 1900-tallet udkom en række toneangivende norske forfatteres nye bøger i originaludgave hos de store forlag i København; norsk skriftsprog lå meget tæt på dansk, og bøgerne behøvede ingen oversættelse. Foruden Bjørnson og Ibsen gjaldt det blandt andre Alexander Kielland, Jonas Lie, Gunnar Heiberg, Knut Hamsun samt Amalie Skram, der var dansk gift og bosat.

En sådan up-coming europæisk metropol tiltrak og formede datidens danske ungdomsgeneration, og Bang og Nansen fremstod i nogle år i 1880'ernes første halvdel som inkarnationer af byens hektiske og selvbevidste tidsånd. Det satte sig spor ikke mindst i datidens righoldige litteratur af tegnede morskabs- og satireblade, der som et yndet massemedie var skabt af og for borgerskabet. Her var de to i en periode oplagte skydeskiver, aparte i påklædning, adfærd og udtryksform som de var.

Peter Nansens universitetsstudier i statsvidenskab blev lige så hurtigt lagt på hylden, som Bang nogle år tidligere havde opgivet jurastudiet, og Nansen lærte journalistfaget ad praktisk vej, learning by doing, først en kort tid ved Berlingske Tidende, fra 1883 ved Nationaltidende (med daglig morgen- og aftenudgave), som Bang havde været fast knyttet til siden 1879, og fra oktober 1884 ved det nyoprettede radikale dagblad Politiken, hvor han forblev i 11 år. Sammen med de ældre foregangsmænd Edvard Brandes og Viggo Hørup var Peter Nansen med til at forme indhold og stil i dette ”organ for den højeste oplysning”1, som yndede at spidde og forarge borgerskabets kulturelle, moralske, kirkelige og kunstneriske vaner og livssyn, og som var i uforsonlig opposition til den siddende Højre-regering under Estrup.

Politiske tilstande

J.B.S. Estrup var konseilspræsident (statsminister) uafbrudt fra 1875 til 1894. Højre havde flertal i Landstinget, mens bondepartiet Venstre udgjorde Folketingets flertal, som den siddende regering altså havde imod sig. Fra 1877 – og hvert eneste år mellem 1885 og 1894 – formåede han at regere landet ved hjælp af provisorier (midlertidige finanslove), vedtaget i Landstinget; denne politiske praksis havde støtte hos kongen og de velhavende samfundsklasser, men var i klar strid med parlamentarismens principper.

Som et politisk modtræk nægtede Venstre i 1885 at give sin støtte til statens store igangværende udgifter til den gigantiske udbygning af Københavns sø- og landbefæstning (som værn imod Tyskland, der efter almindelig opfattelse udgjorde en latent militær trussel mod det allianceløse Danmark), og dette år bød på særlig dramatiske begivenheder, hvoraf højdepunkterne var arrestation af Venstres leder Chresten Berg, på trods af hans immunitet som rigsdagsmedlem, og et mislykket skudattentat mod Estrup på åben gade i København.

Dagbladet Politiken var blevet grundlagt som talerør for den radikale fløj af partiet Venstre2, et intellektuelt og selvbevidst miljø med udtalt skepsis over for kristendom og kirke, konge og fædreland, som Nansen befandt sig naturligt i, men som Bang havde flere forbehold overfor, ikke mindst angående Danmarks sikkerhedspolitik og forsvarsvilje. Disse kredse i hovedstaden, der i egen optik var bannerførere for det moderne, udgjorde et relativt lille miljø, der rettelig bør stilles i forhold til det langt mægtigere bondeparti Venstre, som det i politisk henseende udsprang af. Venstre havde i 1800-tallets anden halvdel knyttet stærke ideologiske bånd til grundtvigianismen og højskolebevægelsen, som for store dele af det danske samfund (særlig udenfor København) udgjorde den åndelige overbygning til væksten i landbrug og erhvervsliv.

Det danske samfunds modsætningsfyldte moderniseringsproces foregik i disse årtier hverken under enige eller entydige paroler.

Mange elementer adskilte de radikale intellektuelle fra venstrebønderne, men regeringspartiet Højre var den fælles modstander. Højre bevarede regeringsmagten helt frem til 1901, da Danmarks første Venstreregering blev dannet. Denne skelsættende politiske begivenhed, parlamentarismens reelle sejr, betegnes ofte som Systemskiftet i 1901.

Peter Nansen i 1880-90'erne

Nansens første bog udkom i 1883, novellesamlingen Unge Mennesker, efterfulgt året efter af det korte skuespil i en akt Kammerater og siden af tilsvarende mindre arbejder, iblandet diverse lette og farceagtige teaterstykker. I 1892 kom brevromanen Fra Rusaaret og 1893-95 de tre kærlighedsromaner Julies Dagbog, Maria og Guds Fred, hvormed han slog sit navn fast som en af tidens toneangivende forfattere.

Nansens noveller og romaner kredser om modsætningsforhold og opgør: mellem traditionsbundne forventninger hos fadergenerationen og trangen til frihed hos de unge sønner, mellem kvinde og mand i forhold til gældende samfundsnormer både før og efter et ægteskabs indgåelse og mellem unge mænd og deres egne følelser, hvor håbløshed og lidenskabsløshed ofte tangeres, men uden at kynismen får lov at stå som facit. Motto for den ”vovede” lille roman Maria lyder: ”Gennem de Mange til Én”! Hans bøger fik ry af at være kontroversielle i forhold til borgerlig livsførelse og dennes respektable facade; de fik et stort publikum i middelklasse og borgerskab, og mange læsere var forargede over romanernes kønsmoral, som var friere end den, flertallet selv kunne praktisere. Af samme grund har de pirret nysgerrighed og debat. I det tyske sprogområde vandt hans bøger et endnu større publikum og kom i årene op til Første Verdenskrig i flere udgaver. Sit skønlitterære forfatterskab indstillede han, da han i 1896 blev Gyldendals litterære chef, og genoptog det først i sine sidste leveår 1915-18, men da i et væsentligt mere livspessimistisk toneleje.

Nansens tyveårige indsats i Gyldendals ledelse er legendarisk i dansk forlagshistorie. Dette eftermæle beror på en blanding af hans egen ledelsesstil og arbejdskapacitet, hans sikre kvalitetssans parret med handelsmæssig tæft, tidsalderens markedskonjunkturer og flere heldigt gennemførte opkøb og fusioner. Han har en stor del af æren for forlagets afgørende ekspansion og rettidige tilpasning til et nyt århundredes markedskonkurrence.

Helt fra 1883, da de en tid delte lejlighed i Nørregade 45 i København og ifølge brevenes vidnesbyrd blev du's, bestod et særlig fortroligt forhold mellem Herman Bang og Peter Nansen. Af gemyt og arbejdsvaner var de meget forskellige: Bang hektisk arbejdsom, uafladelig vekslende mellem skønlitteratur, dramatik og journalistikken, som sikrede ham indtægt, Nansen væsentlig mere indolent udadtil, men i perioder intenst koncentreret om sin litterære skriveproces. Heller ikke i seksuel henseende havde de fælles præferencer. Den gensidige sympati hvilede blandt andet på overensstemmelse i livsholdning og humor og i synet på kunst og samfund. Journalistikkens krav og rytme passede dem begge godt, og begge arbejdede altid med yderste sproglige og faktuelle omhu. Efter den korte tid, de var sammen på Nationaltidende, skiftede den 23-årige Nansen som nævnt til den nye avis Politiken, hvis jævnlige over- og undertoner af sarkasme og nationalskepsis ikke vandt sympati hos Bang, – desto mindre da han følte personlig kølighed fra flere i bladets ledelse, navnlig fra Edvard Brandes, der som teaterkritiker givetvis har følt sit faglige territorium truet af Bangs pen, og som i alle årene forblev fremmed over for Bangs gemyt, skrivestil og åndsform. Bang leverede artikler og reportager til Politiken frem til 1890, men forholdet blev aldrig hjerteligt fra nogen af parterne.

Ikke mindst i 1885-87, da Bang var borte fra København og stod midt i sit afgørende kunstneriske gennembrud som prosaist, var Peter Nansen en betroet og fortrolig ven i forhold til forlæggere og kreditorer i København. Efter en langvarig Skandinaviensturné var Bang rejst til Berlin, hvorfra han 40 dage senere blev udvist, fordi han i en artikel i en norsk avis havde omtalt Tysklands kejser i vendinger, som de tyske myndigheder anså for majestætsfornærmelse. Også fra Sachsen blev han udvist, og herefter boede han i halvandet år i Wien og i Prag.

Hér blev blandt andet novellen ”Ved Vejen” skrevet, under udlandsopholdet udkom samlingen Stille Eksistenser i København, og da Bang vendte hjem fra Bøhmen, var romanen Stuk så godt som færdigskrevet. Nansen havde giftet sig med skuespillerinden Louise Brock, som Bang kendte lidt til fra Casinos scene og kulisser og øjensynlig værdsatte. Ægteskabet holdt ikke; af brevene fra ca. 1890 fremgår, at hun var flyttet fra ham, og at hun et par gange søgte Bangs hjælp. De mange bevarede breve fra Bang til Peter Nansen fra 1884-87 er en hovedkilde til Bangs færden og aktivitet i hans ”vandreår”, hvor han øjensynlig førte få danske korrespondancer; den fortrolige tone lader sig kun sammenligne med hans samtidige breve til skolekammeraten Julius Schiøtt. Efter Bangs død blev 71 af hans brevtekster fra tidsrummet 1883-87 trykt i bogen Herman Bangs Vandreaar fortalt i Breve til Peter Nansen, 1918, hvor mange af dem er blevet forkortet og en række personnavne udeladt. Disse 71 breve indgår alle i den foreliggende udgave, men naturligvis med originalbrevenes fulde ordlyd.

Lillebroderen Immanuel Nansen

Mange af Bangs breve til Peter Nansen, i særdeleshed fra udlandsopholdet 1885-87, slutter med en hilsen til ”Hvalpen”, dvs. Peter Nansens seks år yngre bror, Immanuel Nansen (1867-1934). Efter sin studentereksamen fra Herlufsholm i 1884 var han flyttet til København, hvor han i den første tid boede sammen med sin storebror i Nørregade, derefter sammen med sin lidt ældre ungdomsven, skuespilleren Otto Larssen, på Amalievej, Frederiksberg. Bang har tydeligvis holdt af det unge menneske, der i disse år læste jura på Københavns Universitet. Som cand.jur. fik han i 1891 ansættelse ved De Danske Statsbaner, og i 1892 giftede han sig. Tre år senere blev han fuldmægtig og avancerede i 1909 videre til kontorchef og i 1927 til chef for DSB's regnskabs- og tarifafdeling. Ved sin pensionering i 1933 var han chef for personale- og regnskabsafdelingen. – Kun ét brev fra Herman Bang til Immanuel Nansen er i nutiden lokaliseret (brevet 18850220), men gennem årene har Bang utvivlsomt skrevet flere til ham, som enten er gået tabt eller i dag befinder sig ukendte steder.

Bang og Nansen ca. 1890 til 1912

I tiden 1889-91 opholdt Bang sig i lange perioder i Norge, hvor han i 1890 forsøgte at begå selvmord, men blev reddet af lægehjælp før de opiumskapsler, han havde indtaget, nåede deres fulde virkning (se brevet 18900500). I Norge indtraf også den krise i venskabet mellem Bang og Peter Nansen, som det er vanskeligst at finde en psykologisk plausibel forklaring på. I de sidste uger af 1891 havde Bang ene mand etableret en litterær varieté i Kristiania (Oslo), hvor han søgte at forene oplæsning, musiknumre og tribunekunst. Peter Nansen og forfatterkollegaen Gustav Esmann latterliggjorde dette arbejde i avisartikler og saboterede premieren i januar 1892 ved deres højrøstede tilstedeværelse. Selv kaldte de dette illoyale bagholdsangreb på en fælles ven for ”Grine-Felttoget”3. – Da Bang i maj 1892 forlod Norge, tog han ophold i Jylland omtrent året ud, og en del af tiden turnerede han i jyske byer som oplæser.

Et mord i Pilestræde i København 6. januar 1893 gav anledning til en hurtigt eskaleret pressehetz imod homoseksuelle, en atmosfære der bekom Bang ilde. Over hals og hoved forlod han efter få dage København og rejste øjensynlig til Hamburg, tog så retur til Korsør og via København og Sverige til Kristiansand i Norge. Kilderne er tavse om hans nøjagtige færden i et par uger, men 18. februar 1893 ankom han til Paris, hvor han boede frem til august 1894. I denne periode instruerede han et antal europæisk bemærkelsesværdige opsætninger af samtidig skandinavisk dramatik af Ibsen, Bjørnson og Strindberg ved et af byens avantgardeteatre. Kun et par måneder var han derefter atter i Danmark, før han fra oktober 1894 opholdt sig et helt år i Norge.

De bevarede breve afslører ingen kontakt mellem Bang og Nansen fra ”Grine-Felttoget” i 1891 til midt i 1890'erne, da brevene igen flyder af Bangs pen, tilsyneladende uden nogen mislyd eller reminiscenser af mislyd. Nansen var da forlovet med den 12 år yngre skuespillerinde Betty Müller, som teatermennesket Bang naturligvis også var en nær bekendt af såvel som af hendes skuespillerforældre. De giftede sig i 1896, samme år som Nansen endegyldigt forlod journalistikken og blev litterær leder af Gyldendal. Som Bangs breve til hende viser, forblev han og Betty på det formelle plan De's hele livet, mens de psykologisk stod hinanden meget nær.

Fra 1902 udkom Bangs nye bøger hos Gyldendal, samtidig med at nye udgaver af hans foregående bøger ifølge gældende kontrakt stadig blev udgivet af Det Schubotheske Forlag, som i 1909 blev opkøbt af Gyldendal. Bang modtog en fast månedlig ydelse fra Gyldendal, og fra 1902 drejer mange af hans breve til Nansen sig om pengeforhold, ikke mindst om forskudsudbetaling af næste måneds – undertiden de næste måneders – gage. Disse breves vidnesbyrd lader os ikke i tvivl om Nansens trofaste loyalitet og hjælpsomhed gennem alle disse år, hvor han adskillige gange må være blevet sat på en hård prøve. Igen og igen giver Bang udtryk for stor taknemmelighed over Nansens trofasthed, blandet med sin sorg over, at vennen for hans skyld jævnligt risikerede ubehageligheder internt i Gyldendal. I de to år 1907-09, da Bang boede i Berlin, aflagde både Peter og Betty Nansen besøg dér, men hver for sig.

Ved Bangs uventede død sidst i januar 1912, fjernt fra Danmark, var det Peter Nansen, der i samarbejde med dansk diplomati i USA arrangerede kistens hjemtransport og sammen med Bangs søster Nini Holst planlagde en stilfærdig højtidelighed i Jesuskirken i Valby og efterfølgende begravelse på Vestre Kirkegård. En langtrukken arvesag endte med, at Gyldendal ejede rettighederne til hans skønlitterære værkers udgivelse og – typisk for Bang – to ukendte frisørbrødre hovedparten af de indtægter, ophavsretten kastede af sig. Det sidste viste sig at være en gyldig testamentarisk bestemmelse af Bang helt fra 1870'ernes slutning, da brødrene var børn!

Betty Nansen

Som 20-årig fik Betty Müller sin debut på Casino og havde straks fået roller i en række stykker, men en begyndende tuberkulose og et langvarigt rekreationsophold på Korsika holdt hende derpå borte fra scenen i halvandet år. Først i 1895 var hun tilbage på Casino, men skiftede året efter – nu med navnet Betty Nansen – til Det Kongelige Teater. Da hun i 1899 blev ansat ved Dagmarteatret, udfoldede hun de næste tre år sit talent i et rigt varieret repertoire, der talte titelrollerne i Dumas' Kameliadamen og i Bjørnsons Paul Lange og Tora Parsberg.

I marts 1903 sprang den sensationelle nyhed, at hun fra september samme år blev Jens Dorph-Petersens meddirektør for Folketeatret – Danmarks første kvindelige teaterdirektør – og nu selv kunne vælge sine roller på scenen, heriblandt Klara Sang i Bjørnsons Over ævne og titelrollen i Amalie Skrams Agnete. Direktørtiden sluttede i 1905, og Betty Nansen længtes ud under en friere og rigere himmel end den københavnske.

August-december 1905 fulgtes hun på turné med Albert Ranfts teater i Stockholm til Helsingfors, Bergen og Kristiania, i 1906-07 gæstespillede hun på Folketeatret og drog igen med svenskerne på en nordisk turné, der denne gang bragte hende helt til Sankt Petersborg, og her spillede hun blandt andet titelrollen i Hjalmar Söderbergs Gertrud. Fra 1907 var hun tilbage på Det Kongelige Teater i tre sæsoner, netop den tid da ægteskabet med Peter Nansen for alvor gik i stykker. Hun var langvarigt syg og indlagt på klinik i både 1906 og 1909. På egne sjælelige erfaringer skrev hun sammen med den professionelle forfatter Karin Michaëlis sin eneste roman, Kvindehjærter, der i 1910 udkom uden forfatternavn hos Gyldendal og solgte så stort, at den måtte genoptrykkes i adskillige oplag det samme år. Et særligt raffinement ved bogens forfatterkonstellation ligger i den kendsgerning – som datidens publikum ikke kunne vide – , at Karin Michaëlis i flere år havde været dødeligt forelsket i Peter Nansen.

I efteråret 1910 rejste Betty Nansen med et andet svensk teaterselskab (ledet af Einar Fröberg) i halvanden måned rundt og spillede i 42 svenske byer. I sommeren 1911 var hun på gæstespil i Stockholm og Bergen, formentlig afsluttet med et rekreationsophold på Dalarö i den stockholmske skærgård (se brevet 19110814). Ved Bangs sidste udrejse af Danmark i efteråret 1911 var hun i gang med et flerårigt gæstespil på Dagmarteatret. Rastløs uro af både ydre og indre art prægede hendes liv og karriere i disse år. Efter Bangs død kastede hun sig ud i tidens nye, teatertruende medie filmen og medvirkede i først ni film hos Nordisk Film 1913-14, så – under Første Verdenskrig – i 1915-16 hos Fox Film Corporation i USA. Fra 1917 begyndte hendes verden så småt at samle sig påny, da hun rejste hjem, købte et teater midt på Frederiksberg Allé og med Sarah Bernhardt-agtig selvsikkerhed omdøbte det til Betty Nansen Teatret. Bortset fra en pause midt i 1920'erne drev hun det med et idérigt repertoire, både klassisk og modigt nyt, helt til sin død i 1943.

Brevvekslingerne

For os i nutiden har Herman Bangs mange breve både til Peter og til Betty Nansen form af enetale. Det må beklages, at den dialog, som en mangeårig brevveksling mellem to mennesker udgør, i disse tilfælde er grundigt fraværende, som den er. Ordlyden af 18 af Peter Nansens breve til Bang er tilfældigt blevet bevaret, – de er alle med i denne udgave, – men ingen som helst af Betty Nansens breve til Bang er tilsyneladende nået frem til nutiden. ”Jeg har straks brændt Deres Brev”, skriver han i flere af sine svarbreve til hende. Måske har han følt, at deres korrespondance glimtvis stak dybere ned i nogle intime lag i sindet, end så mange andre brevvekslinger, han førte med nære venner, og at det ikke vedkom fremmede øjne.

Generelt var Herman Bang elendig til at gemme modtagen post, men det er mit indtryk, at han var skødesløs, mere end han var bevidst tilintetgørende. Det vides (fem tilfælde i NKS 4685), at Christian Houmark i sin egenskab af sekretær for Bang har haft mulighed for – utilsigtet eller med hensigt – at tilegne sig breve fra Peter Nansen til Bang. Det kan nemt tænkes, at dagligt indløbende post efter læsning og besvarelse har ligget og mere eller mindre flydt rundt i Bangs bolig, samtidig med at han løbende har smidt dele af den ud eller brændt dem. Hypotetisk kan det ligeledes tænkes, at Bang har udvist særlig omhu for visse pennevenners breve, herunder Betty Nansens, og brændt dem straks efter læsning og besvarelse. Man skal tænke på, hvor praktisk nemt det var for datidens beboere af byernes etageejendomme at brænde papirer: det var blot at gå hen til stuens kakkelovn, åbne spjældet og kaste papirerne ind i ilden.

Tonen i Bangs breve til Betty Nansen er anderledes end i hans breve til den nære ven Peter Nansen. Der er tale om en anden form for indforståethed. Tit er der indslag af sladdervornhed og rygtesmederi, som minder om tonen i mange af hans breve til vennen Fritz Boesen (se bogen Breve til Fritz fra 1951). Måske i et forsøg på ”interessant” vis at tilnærme sig en intim fortrolighed med modtageren? I nogle af brevene til Betty Nansen kammer det over i obskønitet og sjofelt sprog, som han hver gang tager sig i, da han er klar over, at den stil frastøder Betty Nansen. Her må vi tro, at stilen ligger tæt på deres mundtlige samtaleform, når Bang var i det lune.

Betty Nansens holdning til Herman Bang

Som ældre tog Betty Nansen sig aldrig tid til at få nedskrevet sine erindringer, bortset fra et par korte tekster om sin barndom. Det er derfor kun glimt, vi har bevaret af hendes opfattelse af mennesket Herman Bang. At deres venskab ikke sjældent har slået gnister, kan anes flere steder. I et af sine breve til Peter Nansen (19011110) refererer Bang et selvbevidst brevudbrud fra hende: ”at hun ikke vilde være nogen Perle paa min Berømmelses Snor”.

Af de mange breve, som Betty Nansen gennem en snes år skrev til sin mand, findes i dag flere hundrede på Det Kongelige Bibliotek (NKS 4882, 4to). De er næsten alle skrevet i Herman Bangs levetid, og de handler om alt muligt andet end ham – den fælles, nære, beundrede og indimellem grænseløst besværlige ven. Og dog gemmer der sig spredte glimt af deres indbyrdes relationer. En systematisk læsning af disse breve vil nok lønne sig engang i fremtiden, – hér skal blot gives et par løse eksempler, der giver os en fornemmelse af, hvad Betty Nansen på de givne tidspunkter har følt og tænkt:

I sommeren 1905 tilbragte Betty Nansen en tid på Marienlyst Badehotel, samtidig med at Bang var på sit sommerophold dér. I et brev derfra, dateret ”Torsdag Aften” [8. juni 1905], skriver hun til Peter Nansen: ”[...] Da Bang idag kom hjem fra Byen sagde han: ”Kære Barn, jeg vil betro Dem noget. De vil maaske lé, men kun til at begynde med. Jeg vil forandre Livsstilling. [...] Jeg vil imorgen gaa til Finansminister Lassen og tilbyde mig som Gesandt i Kristiania. Denne Post er saa vanskelig, at jeg maa gøre det, selvom det er et Offer, jeg bringer. Hvad siger De?” Ja, sagde jeg, ja – bøh – saa kom jeg ikke længer. Det var mig for overvældende. Og saa endelig fortsatte jeg med det værste jeg kunde, men det plumpede ud af mig: ”Skal man ikke have en Examen – statsvidenskabelig – for at kunne gaa ind i Diplomatiet? Jeg ved Fr. Hegel læser til den.” ”Jo, Hr. Fr. Hegel maa sikkert være cand.polit. men med Herman Bang er det dog vel en anden Sag. Hvis man her i Danmark, i Forstaaelse af Situationens Alvor, vil gaa samme Vej som Norge i Valget af sine betroede Mænd – Slg. Ibsen og Nansen – da er et saadant Spørgsmaal udelukket. Og jeg har jo altid haft Lyst til diplomatisk Virksomhed.” – Dette sagde han, i fuldt Alvor, og tænk jeg syntes det var saa sørgeligt, at jeg end ikke havde Lyst til at lé. Men sige noget, kunde jeg ikke. Ikke et Muk. Det kørte hele Tiden i min Hjerne: Hvad vilde Peter have sagt? Han havde klaret det, men hvordan? [...]”

En uges tid senere forlod hun Marienlyst og rejste på sommerophold i Skagen. For Bang fulgte da en kort periode, hvor han slog sig på flasken, hvad han pr. brev beskæmmet fortæller både hende og Peter Nansen (i brevene 19050623 og 19050629). Midtvejs i et brev til sin mand, dateret Skagen 1. juli 1905, indfletter hun følgende linjer: ”[...] A propos Fruentimmer! Jeg har ganske rigtigt modtaget et sindssygt Brev fra Bang. Han antydede, at det var min Bortrejse, der havde fremkaldt hans Anfald. Jeg mener, det er Omgangen med Po-posen [Fritz Boesen] og [Harald] Witzansky. Han har rodet sig ind i noget Skidt af en eller anden Art og saa har han taget sig en høj Snaps af Angst for Følgerne. For os andre og ham selv hedder det ”Drikkesyge”. Vaas! Men det lyder interessant. For Resten er det vel Løgn. Og selv om det er sandt, tager han såmænd ingen Skade af at være snydedrukken nogle Dage. Ja, jeg er raa siger Du. Men jeg tror ikke paa Bangs Hysteri. – [...]”

I juni 1907 opholdt Betty Nansen sig som Johan Knudsens gæst på den lille herregård Bangsbo, samtidig med at Bang i nogle dage boede i det nærliggende Frederikshavn. Det var kort tid efter, at et ægteskabeligt jalousidrama med dødelig udgang havde fundet sted mellem to skuespillere på det hotel i Aalborg, hvor Bang tilfældigt havde været til stede (se note til brevet 19070607). I et brev, dateret ”Bangsbo, Mandag 17/6 07”, skriver Betty Nansen hjem til Peter Nansen i København:

”[...] Bang var her til Middag igaar. Fra 7-9 fyldte han mig med ”Gerda og Frits” [den sårede skuespillerinde Gerda Krum-Nathansen og teaterdirektør Fritz Petersen] saa jeg var aldeles blød tilsidst. ”Der er hun, der er hun” skreg Frits, da de bar hende ud fra Operationstuen. ”Jeg ønsker, at Hr. Bang taler med Fru Krum, sagde Overlægen.”

”For Fremtidens Skyld, for Deres Børns Skyld anraaber jeg Dem om at komme strax” telegraferede Herman til Dame Petersen [Johanne Fritz-Petersen]. Og hun kom. ”Ulastelig, i et pragtfuldt Toilet, gris perle med et graat Slør, der udslettede hendes Ansigtstræk. Ta' Dem sammen Fru Petersen sa' jeg og tog hende af al Magt i Armen. Og mellem to ligegyldige Sætninger hviskede hun med en Stemme jeg aldrig glemmer – Synes De, det er let.”

Saaledes fortsatte vi længe. Og jeg sad og tænkte paa, hvor godt det er, at den kære Herman kommer bort [han flyttede i juli 1907 til Berlin], thi han er bleven for meget gammel Kælling. [...]”

Og i et brev tre dage senere, ligeledes fra Bangsbo, skriver hun: ”[...] Bang det Skind har faaet Besøg af [Fritz] Boesen, hvem [justitsminister P.A.] Alberti har nægtet Bevilling. Herman har som Følge deraf været ”syg” i to Dage. Det er dog Synd, om han nu igen skal flaas af den rædsomme Knægt. [...]”

Som slutning på et brev med den trykte afsenderadresse ”Nørrevold 48” og datoen ”Mandag 20. April [1908]”, da Bang boede i Berlin, skriver Betty Nansen til sin mand: ”[...] Himmel! Bangs Fødselsdag. Det var da godt mit skæve Øje faldt paa Kalenderen. Jeg fik Hjærtebanken af Rædsel over, det var for sent. Nu skal jeg telegrafere. Mange Hilsner. Din B.”

Brevenes senere historie: Herman Bang til Peter Nansen

Til Peter Nansen findes i dag bevaret 516 brevtekster fra Herman Bang i form af breve, postkort, telegrammer mv.

De er skrevet i venskabets fulde tidsrum fra 1880 til Bangs død i 1912; i antal fordeler de sig stort set ligeligt på hver side af året 1897. Naturligt nok er størsteparten skrevet på Bangs rejser, oplæsningsturneer og langvarige udlandsophold, men en del er skrevet i København. Årene 1884-87 er talstærkt repræsenteret med godt 150 breve; som tidligere omtalt blev 71 af disse i mere eller mindre forkortet form offentliggjort i 1918 i bogen Herman Bangs Vandreaar fortalt i Breve til Peter Nansen, som bibliotekar Lauritz Nielsen udgav nogle måneder efter Nansens død.

Antallet af bevarede breve fra de umiddelbart efterfølgende år er langt sparsommere, præget af breve fra Bangs langvarige ophold i Norge 1889-90. Fra 1891 kendes kun fem-seks breve – og mellem begyndelsen af november 1891 og slutningen af året 1894 som nævnt ikke ét eneste.

Derefter følger beskedne antal fra de efterfølgende år, påfaldende få fra 1898 og 1899 og kun ét, der med sikkerhed er fra år 1900. Også 1901 er tyndt bevaret, bortset fra en række dikterede breve sendt fra Bangs sygeseng i Aalborg i oktober-november. Derimod er 1902-03-04-05-06 fyldige år, præget af Bangs løbende manuskriptleverancer, meldinger og økonomiske anmodninger til forlagsdirektør Nansen. Tilsvarende fyldighed præger Bangs Berlinerophold 1907-08-09.

Peter Nansens arkiv af modtagne breve gennem fire årtier fra et utal af mennesker i ind- og udland er i dag blandt de mest omfangsrige af sin art i Det Kongelige Bibliotek (NKS 4043, 4to). Det fylder 67 kapsler, der tilsammen optager 6,5 meters hyldeplads. Hele arkivet købte biblioteket i finansåret 1920/21 af datteren Esther Nansen (1897-1972), og Lauritz Nielsen, der få år tidligere selv havde ordnet arkivet i Peter Nansens bolig på hans private bestilling, fortalte nogle træk af indholdet i kronikken ”Peter Nansens Brevsamling” i Politiken, 6. januar 1921. Samlingen var utilgængelig i 50 år fra erhvervelsen. I sin store Peter Nansen-biografi Lykkens kælebarn, s. 756-58 og s. 804, oplyser Karin Bang flere interessante enkeltheder i forbindelse med denne virkeligt enestående brevskat, og adskillige forskere har i 1900-tallet draget nytte af konkrete dele heraf. Publicering i større omfang har imidlertid ikke fundet sted før denne udgave, der rummer samtlige de ca. 470 breve fra Herman Bang, som opbevares i NKS 4043, 4to.

I årene fra og med 1896 har der i praksis været en gråzone, hvor personlige breve til Peter Nansen samtidig har omhandlet forlagsanliggender. I mange tilfælde beror det på tilfældigheder, hvor sådanne breve i samtiden er blevet anbragt af Nansen selv: hjemme i hans private brevarkiv eller i Gyldendals arkiv. Sidstnævnte sted (i dag beroende på Det Kongelige Bibliotek: Gyldendals arkiv) befinder sig 43 breve fra Herman Bang til Peter Nansen, som alle er breve, rettet personligt til ham, ikke til forlaget. De indgår ligeledes i denne udgave. Derimod er der set bort fra en række meget korte breve, hvori Bang udelukkende anmoder om at få tilsendt en eller flere bestemte bøger fra forlaget. Sådanne rekvisitioner har Bang nogle gange stilet til Nansen, andre gange blot til forlaget.

Brevenes senere historie: Herman Bang til Betty Nansen

Herman Bangs 106 breve til Betty Nansen har en helt anden overleveringshistorie end Bangs breve til Peter Nansen.

Tre måneder efter hendes død i 1943 blev hendes efterladte bogsamling solgt på offentlig auktion. Den har formodentlig rummet en række dedikationseksemplarer til hende fra Bang. Efter samtidige avisomtaler at dømme omfattede salget også nogle få manuskripter, ”en Teaterkronik af Bang i Manuskript” nævnes i Politikens referat (18. juni 1943), men ingen breve fra Herman Bang ses omtalt i forbindelse med auktionen. Datteren Esther, fra 1927 gift med grosserer Jørgen Bagge og i mange år bosat i udlandet, var formodentlig tvangsarving, men havde da i mere end 20 år været uden forbindelse med sin mor. Ifølge Kela Kvam (s. 170-173) havde mor og datter i 1921 brudt fuldstændigt og livsvarigt med hinanden. Eksekutorer i boet var overretssagfører Knud Anker-Jensen og Betty Nansens fraskilte ægtemand nr. 2, skuespilleren Henrik Bentzon. Efter hans død i 1971 indgik hans egne papirer som testamentarisk gave til Det Kongelige Bibliotek.

Næsten hele den meget store bestand af breve til Betty Nansen, hendes egne scrapbøger mv., som i dag udgør i alt 48 kapsler i Det Kongelige Bibliotek (Tilg. 565; en summarisk oversigt findes hos Kvam, s. 282), købte biblioteket imidlertid i flere portioner i oktober 1973 af to privatpersoner, som ved – efter alt at dømme – de rene tilfældigheder var kommet i besiddelse af dette omfattende arkivalske materiale efter en af Danmarks store scenekunstnere i 1900-tallet.

Også de allerede omtalte, tilsammen over 700 breve fra Betty Nansen til Peter Nansen (NKS 4882, 4to) købte Det Kongelige Bibliotek af samme kilde og på samme tidspunkt. Dette forhold skal sandsynligvis forklares ved, at hun – efter skilsmissen eller senest efter Peter Nansens død i 1918 – har modtaget alle sine egne breve retur, en adfærd og praksis der var almindelig udbredt i borgerlige kredse langt ind i 1900-tallet.

Størst opsigt vakte fremkomsten af Bangs sidste, lange brev til Betty Nansen (19120106), skrevet ombord på atlanterhavsdamperen i januar 1912 og afsendt fra New York. Efter dette brevs indlemmelse i Det Kongelige Bibliotek, tog den ene af sælgerne initiativ til, at denne store brevtekst i 1974 blev udgivet som en lille bog med titlen Min egen Ven. Herman Bangs sidste brev til Betty Nansen og med en efterskrift af balletkritikeren Svend Kragh-Jacobsen. Sælgeren skrev selv et forord, hvori han kort beretter om sit fund af dette brev, som blandt andre gamle papirer og breve havde ligget i en papkasse, der dagen før Sankt Hansaften i 1973 var blevet anbragt ud for en ”Antikhandel” som del af et Sankt Hans-bål. Privatmanden, der fra sin bil på vej til Stevns fik øje på kassen, standsede og tog den med sig, og hjemme gennemgik han de fugtige og tilsyneladende værdiløse gamle papirer. ”Det sidste brev – det allersidste brev – var mørt som vådt trækpapir og lå klistret fast til bunden af kassen. […] Det var brevet fra Herman Bang.”

Det er den samme privatmand, Per Busck-Nielsen, som senere på sommeren kontaktede Det Kongelige Bibliotek. I oktober 1973 solgte han dette brev til biblioteket, som i de umiddelbart følgende uger købte hovedparten af Betty Nansens omfattende brevarkiv, scrapbøger m.v. af ham. Samtidig formidlede han, at den omtalte opkøber eller ”antikhandler” nær Vallø på Stevns solgte supplerende materiale, der var i hans eje, til Det Kongelige Bibliotek i form af flere end 1500 breve fra fremtrædende personer til Betty Nansen samt 76 breve til hende fra Herman Bang.

Det er næppe for meget sagt, at denne formidling bar et vist kaotisk præg. Så vidt vides foreligger der ingen oplysning om den eller de personer, som antikhandleren har købt hele den store samling af. Ligeledes intet om, hvor længe samlingen havde været i hans varetægt, eller hvor meget eller hvor lidt deraf han allerede havde solgt til anden side.

At dette materiale dukkede op netop i 1973 åbner for et par mulige veje, som Betty Nansens efterladte papirer kan have fulgt. Måske blev de i 1943 arvet af hendes forhenværende mand Henrik Bentzon og er efter hans død i 1971 endt hos opkøberen på Stevns. Eller måske kom de i datteren Esther Bagges eje og er efter hendes død i 1972 blevet erhvervet af opkøberen. Eller måske blev de arvet af frøken Elsa Meistrup, der i en årrække havde været sekretær for Betty Nansen og hendes teater. Det må forblive gisninger. Der er øjensynlig intet spor at gå efter.

På denne baggrund må det anses for særdeles usikkert, om brevsamlingen er blevet overleveret i komplet stand. Enkeltdele kan være solgt eller foræret bort. Usikkerheden gælder såvel årtierne efter Betty Nansens død i 1943 som det tidsrum af ukendt varighed, da alle brevene med mere var i antikhandlerens eje. Et konkret eksempel er postkortet 19070925. Et andet indicium er de 19 breve til Betty Nansen (ingen heraf var fra Herman Bang), som i 1962 blev sat til salg af et københavnsk antikvariat (omtalt i Politiken, 2.9.1962).

Sammenfattende må det skønnes meget sandsynligt, at Herman Bang gennem årene har skrevet langt flere breve til Betty Nansen end de 106, som i dag befinder sig på Det Kongelige Bibliotek, og som udgør denne udgaves bestand. Enkelte uregistrerede Bangbreve til Betty Nansen kan derfor i fremtiden tænkes at dukke op af spredte private gemmer.

Med en enkeltstående forløber fra 1894 rækker disse 106 breve i tid fra 1896 til 1912, men med en meget ujævn fordeling. Mellem 1896 og 1903 kan kun tre breve tidsfæstes. Året 1905 topper med 27 breve (som næsten alle er forsynet med fuld datering, enten af Bang selv eller via bevaret og læseligt poststempel), mens 21 breve mv. kan placeres i 1906. Berlinerårene 1907-08-09 er repræsenteret af hhv. 17, fem og tre breve.

Sat i en plausibel kronologisk rækkefølge udgør disse sammenlagt flere end 600 breve et kulturhistorisk, til dels et kunstnerisk belysende og frem for alt et menneskeligt vidnesbyrd.

Som læsere føres vi tilbage i en tidsalder, hvor det danske samfunds middelklasse og opefter endnu blev opdraget i at have et rutineret håndelag for at udtrykke sig gennem brevskrivning. De to hovedpersoner, Herman Bang og Peter Nansen, var professionelle ordmennesker – Betty Nansen ligeledes på sin vis, men uden at vi i eftertiden kender nogen af hendes skrevne ord til Herman Bang.

Alle større samlinger af breve fra én person er principielt velegnede til at fastlægge en kronologisk dokumentation for den skrivendes dagligdag og færden. Det gælder også for Herman Bang. Han førte aldrig dagbog, og hvis eftertiden skal prøve på at etablere et mere systematisk overblik over hans hektiske og alsidige virksomhed gennem mere end tre årtier, er hans breve et særdeles vigtigt kildemateriale.

Brevene til hver af ægtefællerne Nansen er en del heraf.

  1. ”Politikens Opgave er: at være Organet for den højeste Oplysning i det danske Folk”, som der står i avisens subskriptionsindbydelse, udsendt kort inden det første nummer udkom 1. oktober 1884.

  2. Denne modpol til den moderate fløj af partiet kaldte sig ved skiftende navne gennem 1880-90'erne: det europæiske Venstre, det rene Venstre og Venstrereformpartiet.

  3. Harry Jacobsen: Den miskendte Herman Bang, s. 74-84; Sten Rasmussens efterskrift til Ti Aar, DSL 2013, s. 224 f.