Om Herman Bangs brevvaner

Brevpapir, foldet én gang til fire sider og beskrevet på den smalle led, havde Bang en fast vane at beskrive på side 1 og 3, hvorefter han har drejet arket 90 grader og fortsat sin brevtekst på den brede led af side 2 (øverste linje skrev han inderst mod falsen) og eventuelt videre på samme led af side 4.

Gennemgående anvendte Bang brevpapir af god kvalitet, efter ca. 1900 ofte håndgjort bøttepapir med varierende vandmærker. I perioder har han benyttet brevpapir med sit eget fortrykte monogram eller navn, men når beholdningen slap op, har han formodentlig ikke haft råd til at opretholde denne eksklusive vane. Flere breve er skrevet på visitkort med hans trykte navn, ligeledes af forskelligt udseende gennem årene.

Brevdateringer

Et gennemgående problem ved arbejdet med Herman Bangs mange breve er hans brevdateringer, der ofte er så spinkle, at de indskrænker sig til ugedagens navn eller slet ingenting. Dette var gængs praksis for ham i størstedelen af årene, afbrudt af kortere eller længere perioder, hvor han i overvejende grad daterede sine breve med både dato og årstal. Eftersom den oprindelige kuvert med poststempler kun i de færreste tilfælde er bevaret, udgør dette et generelt problem for eftertiden. Dette problem stod allerede Peter Nansen overfor, da han efter Bangs død forberedte sin udgave af brevudvalget Herman Bangs Vandreaar, 1918. Det samme gjaldt de to udgivere af Breve til Fritz, 1951 (s. 6) samt naturligvis hver enkelt forsker, i det omfang vedkommende har gjort brug af Bangs breve som kildemateriale. Den hidtil eneste Bangforsker, der har forsøgt at forholde sig generelt reflekterende til dette vilkår, er Torbjörn Nilsson i Impressionisten Herman Bang, 1965 (s. 289-291: ”Bangs odaterade brev”).

Håndskrift

Herman Bangs håndskrift er et kapitel for sig selv. Den er normalt letlæselig, og bogstaverne er skrevet med rutinemæssig omhu, men midt i 1890'erne ændrede den i markant grad udseende. Dog kan der findes mange eksempler, især i årene forud herfor, på at skriftens størrelse og stil veksler indtil flere gange i det samme brev. Bangs skriftstørrelse er i det hele taget meget fleksibel. Adskillige af hans bevarede trykmanuskripter er skrevet med en håndskrift på størrelse med flueben, hvad der må have været til besvær for bog- og avistrykkeriernes sættere. – Helt overordnet er det ud fra skriftbilledet muligt at afgøre, om et brev fra Bang er skrevet før eller efter ca. 1895, og det tydeligste bogstav at holde øje med er det store H. Det ændrede markant udseende midt i 1890'erne, og efter min erfaring vekslede han ikke sidenhen mellem sit gamle H og det nye.

Stavepraksis

Et par særegenheder i Bangs stavepraksis gør sig gældende frem til 1880'ernes midte.

Det vil af udgaven ses, at Bang i 1886-87 synes at have opgivet sin hidtidige praksis med at stave en række ord med -i (høi, deilig, Øie, Arbeide, Leilighed mv.) og i stedet har moderniseret i'erne til j'er.

En anden af Bangs vaner frem til midten af 1880'erne var at skrive ö for ø. Her skelner udgaven ikke og gengiver altid det danske bogstav som ø. Begrundelsen herfor er, at ö'er i Bangs manuskripter altid blev sat som ø'er i samtidige bogtryk. I udgaven er Bangs gengivelse af svenske og tyske ord naturligvis ikke omfattet af denne normalisering.

Ved enkelte ord med konsonantfordoblingen mm eller nn havde Bang i nogle få år midt i 1880'erne for vane at udelade det ene bogstav. Således stavede han ”Numer” for Nummer. Ortografihistorisk har en sådan praksis dybe rødder; helt ind i 1900-tallet kan den træffes, dog ofte med en vandret streg – en såkaldt nasalstreg – over den enlige konsonant til angivelse af forkortelsen, som var uden betydning for ordets udtale.

I sin samtid var Bang heller ikke alene om at stave ord som ”sist” og ”at stanse” uden d.

Udgiveren af brevsamlingen Herman Bangs Vandreaar (1918), underbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek Lauritz Nielsen, ensrettede i en række tilfælde Bangs ikke altid konsekvente staveform. Ord som ”straks” eller ”Eksempel” kan hos Bang nogle gange være stavet ”strax” og ”Exempel”. Vandreaar anvender konsekvent -x i disse ord, ligesom Bangs ”ti” og ”Teater” i bogen fra 1918 altid gengives som ”thi” og ”Theater”. En del af Bangs accenter, fx i verbet at sé, er udeladt i Vandreaar.

I sine breve gør Bang, særlig efter ca. 1900, hyppigt brug af prikker i teksten, enten … tre, …. fire eller ….. fem i antal. I udgaven gengives de som sådan. Det er imidlertid udgiverens indtryk, at de mange steder godt kan opfattes som markører af linjeskift. Et stykke brevpapir har sine fysiske grænser, og pladsen i et brev – der skal frankeres efter vægt – har ikke tilladt Bang at praktisere linjeskift så ofte som han (måske) gerne ville.