1873, 4. juni [onsdag]. Sorø


Fra Herman Bang til Julius Schiøtt

Sorø den 4 Juni 1873.

Kjæreste Ven!

Tusind Tak for dine venlige, Elskværdighed aandende Linier, som vise, at der dog er en[A] amicus sociusque[1] blandt Kammeraterne i Horsens, der efter din Beskrivelse i Sandhed maa være skikket til at forbandes med de Ord: o tempora, o mores![2] Er Axel gaaet saaledes op i sin egen uhyre Storhed, at han har glemt, hvad han skylder sine Venner, da maa jeg sige, at han har svigtet sig selv, thi den sviger sig selv, som sviger sine Venner. Hvorledes gaar det Lehbeck, har han fuldstændig givet sig hen til la chaise[3], saa at han glemmer alt andet, eller er han den sædvanlige, godmodige Galning som altid? Vor Examen begynder her den 16 og 17 Juni (skrift:) Jeg er meget bange for ikke at faa det latterlige Minimum af 15 P:[4]; men Math:[5] er ogsaa drøj ‒ gid det dog maa gaa til Øllet![6] hvad skal jeg ellers gjøre? Bed for mig til alle Helgene, om jeg maa faa to tg'er i Math: Jeg har smaa Fordringer ‒ men endnu ringere Kundskaber i det Fag. I Latin havde jeg forrige Maaned følgende Karakterer: mundtl: 16 ug'er skriftl: 7 ug'er og ikke andet, men Latin er ogsaa min Stolthed.

Du er naturligvis en[B] lysende Stjerne, kjæreste Ven, som lyser for dem alle i den kjære, kjære, gamle Skole, men at derimod Fibiger[7] er noget Lys som Rector, det kan jeg ikke forstaa, men derfor kan han jo godt være det, underlig er han da idetmindste. Du véd vel, at Fader er syg[8], men nu meget bedre. Ak kjære Ven! det er vort Livs mørke Punct, det er vor Smerte, at det er saaledes. Om en tre Ugers Tid rejser han til et Bad[9] og bliver en Maaned ‒ det har været tunge, tunge Tider.... paa min Fødselsdag[10] brød det ud, saa heftig som aldrig før ‒ tro mig, at se sin Fader afsindig er smerteligt uendelig smerteligt! Lev nu vel!

Venlige Hilsener fra William[11]!

Hils hvert et Sted, hver en Person, der bryder sig om en Hilsen fra

Din tro Ven

Herman.

A. en] Ordet er tilføjet på linjen. B. en] Ordet er rettet fra: et.