[1881, uvis dato; eller måske i sidste kvartal af 1880?]. København


Fra Herman Bang til Paul (Poul) Langhoff

Kære Langhoff!

Bliv ikke altfor forfærdet over dette Brev, selve dets Tilsynekomst maa overbevise Dem om min Fortvivlelse, men martret til Døde, pint af Angst véd jeg intet andet end Dem at vende mig til. Jeg har desværre i denne Ulykkernes Tid taget saameget op hos Deres Fætter[1], at jeg nu, hvor min Eksistens staar paa Spil, ikke kan gaa til ham. Og til andre kan jeg ikke gaa, fordi jeg til ingen kan sige, hvortil disse Penge skal bruges. Gode Gud, jeg troede, det var forbi, og saa fordres endnu disse 400 Kroner og strax. Jeg har haft fem Dage ‒ som pidsket af Erinyerne[2] har jeg jaget fra Aagerkarl til Aagerkarl ‒ intet Resultat ‒ og det efter saa mange Anstrængelser, saa mange Sorger! Kunde jeg saa blot sige, hvad det er![A]

Der er dog saameget, der endnu gærer i min Hjerne og saa sandt jeg lever ‒ det skal alt blive Deres, hvis nu dette forfærdelige kan blive dækket og glemt. Uden det jeg er forbi!

Men altsaa rolig: jeg har endnu 2½ Dag ‒ De har dette imorgen tidlig ‒ skaf de 400 Kroner, men tal til ingen derom og efterforsk intet. Jeg er pint til Døden. De maa, de skal skaffes, skaf dem foreløbig i Aarhus og send dem strax med Telegram De maa kunne det ‒ svar mig strax med Pengetelegram naar De har skaffet dem ‒ det er et Livs Lykke som staar paa Spil ‒ og saa vist jeg skal gengælde det.

Jeg kan ikke skrive mere, men jeg er ikke syg, jeg er kun et Menneske, som staar foran en Afgrund, og som maa reddes. De er selv ung, naar man er ung, tror man og bringer man Ofre. Gør det. Gør det.

Deres

Herman Bang

Ny Toldbodgade 35. K

Strax ‒ strax!

A. Kunde jeg saa blot sige, hvad det er!] Sætningen er indføjet af Bang i linjens slutning og fortsat i mellemrummet til næste linje i brevet.