[1881, 16. Juli, lørdag]. [Bad Schandau, Sachsen: Villa Quisisana]


Fra Herman Bang til Christian Ferslew

Kære Hr. Ferslev!

De havde Ret: Schandau er noget af en Drøm. Om Dagen skinnende Solskin over den glidende Flod, Flimmer og Glands over spillende Vand, blaalig Dunkelhed over Høiderne. Og saa om Natten. Time efter Time sidder jeg her paa min Altan og stirrer paa Floden som en dunkel Slange mellem mørke Sider ‒ jeg kalder det selv at sætte min Melankoli i Drivhus. Stilheden, Flodens evige Hvidsken, Vindpustene i Naaletræerne paa Høiden ‒ alt gemmer det Hemmeligheder, alt hvidsker det hemmelige Længsler, om Sorger, om Dagen, som svandt. Oftest er det Morgen, naar jeg ruller[A] Persiennerne op og gaar i Seng. De vil vistnok sige, at det er usundt, og at det ikke er derfor De har sendt mig afsted ‒ kæreste Hr. Ferslev ‒ hver maa blive rask paa sin Maade, og Skønheden her har kun vakt hos mig et brændende Begær efter blot én Gang at kunne skrive om lidt af Herligheden, Verden eier. Digterne, tror jeg, gjøre Tjeneste som Briller: mange Folk ere svagsynede, og de maa have Brillerne paa for at blive opmærksomme paa noget af det skønne.

Bierrings[1] Brev fortæller mig idag ganske kort, at alle ere bedøvede over Topsøes Død, som jeg ikke anede, og som jeg intet havde hørt om. Jeg kan ikke sige Dem[2], hvor forbauset jeg blev, jeg vilde ikke tro mine Øine, da jeg læste og læste om igjen. Ingen dansk Forfatter har haft saa megen Indflydelse paa mig, ingen har i meget staaet mig saa nær. Hvor mærkeligt, at vi den siste Dag vi saaes, skulde tale saa venligt sammen, at han med saa megen Følelse skulde ønske mig en lykkelig Reise! Der bliver en tom Plads, hvor han ikke mere er tilstede. Et stort, men altfor lidet hengivende Talent er med ham tabt for os.

For Dem, Hr. Ferslev, er nu Øieblikket kommet til at udrette store Ting. Jeg véd jo her ikke, hvem der skal være »Dagbladets« Leder, men en Topsøe erstattes ikke. Var jeg blot hos Dem ‒ eller kunde De blot være her i en Time, vi forstaar saa godt hinanden. De maa nu bemægtige Dem en politisk »Opfattelse« i Bladets Ledelse, en større Selvstændighed, en bevidst Følelse af, at nu De og Deres ikke blot besidder Udbredelsen men ogsaa Indflydelsen. Tiden bør nu være kommet, hvor ogsaa vi dødsdømmer Ministre men en »politisk Stilling« er dertil nødvendig, en hensynsløsere Kraft paa enkelte Punkter.

Men ‒ meget af dette ligger udenfor mit Felt. Andet forstaar jeg bedre, og det er dette: Hvem der end bliver Leder af »Dagbladet«, vil altid nogle af Bladets Medarbeidere, enten af Misundelse eller af forskellig Overbevisning blive uenig med den nye Ledelse ‒ disse maa De erhverve. Jeg mener da Medarbeidere som Matzen[3], Goos[4] o:s:v: som skrev en Gang imellem, men som var »Dagbladet«. Var jeg blot hjemme, at jeg kunde tale med Dem.

Dernæst bør »Nationaltidende« saa tidt, saa ofte, saa veltalende som muligt dvæle[B] ved det uerstattelige Tab, vi alle have lidt. Intet er klogere. Ikke sandt?

I.P. Jakobsen[5] og Alexander Kjelland[6] haaber jeg at kunne erhverve for Nationaltidende, med Jakobsen har jeg allerede indledet Underhandlinger. Men for at vi ogsaa der med ét kan slaa os fuldt op, maa Føljetonen som i tyske og franske Blade have sin egen Underredaktør som drager Omsorg for alt, hvad der kommer: baade æstetisk og videnskabeligt. I denne Føljeton skulde saa ogsaa den udførlige Kritik. Tro mig, De vilde vinde derved.

Jeg har overtænkt dette meget nøie ‒ De ved om Literaturtidenden har vi ofte talt, og Organisation og Navne skal jeg bringe Dem, naar jeg kommer hjem. Er De endnu i København og endnu ikke reist ‒ hvorfor da ikke strax lægge Veien over Deres deilige Schandau? Det er saa svært for mig at tale og ordne en Smule, det er saa let for Dem, en enkelt Idé kunde jeg maaske være med til at give, og nu skal »Slaget« leveres.

I alt har De haft Ret, kære Hr. Ferslev, kun ikke i, at her er billigt, her er blevet meget dyrt. Jeg skrev til Hr. Bierring og bad ham sende mig foruden de 200 ‒ siste Halvdel ‒ 100 Kroner som Forskud den femtende, men da jeg jo altid faar min Gage forud ‒ den første August for August ‒ svarede han, at jeg maatte henvende mig direkte til [...][C] hvis det var »nødvendigt«. Om det var nødvendigt ‒ store Himmel. De maa ikke blive vred, men jeg maa blive her fjorten Dage endnu, nu først kan jeg skrive, have det deiligt, arbeide, sende gode Ting hjem. Dette Forskud paa 100 Kroner skulde jeg jo dog have den første August som Gage foruden 50 Kroner. Desuden skriver jeg idag en Artikel om »Topsøe«[7] som maa i strax, naar den kommer ‒ den giver mig vel en 40 Kroner. Ialt 200. Lad mig faa dem ‒ ialfald.

Men alt dette hjælper dog ikke ‒ thi saa har jeg jo intet til den første. At tilstaa mig endnu 200 Kroner ligesom de 400 ‒ véd jeg ikke om gaar an. Men kan jeg haabe det?

Under alle Omstændigheder, kære Hr Ferslev, bliv ikke fortørnet[D] fordi jeg beder saa aabent, og giv ialfald Hr. Bierring Lov til strax at sende mig Forskuddet paa de 100 Kroner ‒ hvis det er Formen. Uden det kan jeg ikke blive her længer og maa strax tage hjem.

Bliv[E] nu ikke vred, men vær saa elskværdig, kære Hr. Ferslev[F] , strax at svare, thi jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal tage Pengene fra til at blive længere paa dette Sted. Kan jeg faa 200 lagt til Reiselaanet, saa jeg ialt havde 600 Kroner ligesom ifjor ‒ vilde jeg, som sagt, være vild af Glæde.

Men til det vigtigste: altsaa Øiet henvendt paa »de Misfornøiede« ved Dagbladet, tænk paa Redaktionen af Føljetonen, der kan danne Bro til at forsone alle og forbered en »Literaturtidende«. Vi maa kunne udrette noget tilsammen.

Vær ikke vred over den maaske altfor uærbødige Tone i dette Brev, men jeg har Hovedet saa fuldt af Topsøe og »Nationaltidendes« Fremtid. Men alt, hvad jeg herom har skrevet, maa blive mellem mig, Dem og Deres Frue[8], som vist giver mig Ret. Angaaende Pengene, da beder jeg altsaa om, hvis jeg ikke kan opnaa et Tilskud i Laanet, da at modtage de 100 Kroner i Forskud, men Guderne vide, hvordan de skal række. Svar mig imidlertid strax enten direkte med et Par Ord eller gjennem Hr. B.[9]

Mange Hilsener fra

Dr[G] Herman Bang.

A. ruller] Ordets første bogstav er rettet, vistnok fra: t. B. dvæle] Ordet ser ud som om det er stavet med et stort D, måske som følge af en rettelse, som Bang har foretaget. C. [...]] Ordet er ulæseligt i min kopi .... D. bliv ikke fortørnet] Ordene er tilføjet over linjen. E. Bliv] Ordet kan ikke læses i min kopi ....... F. Ferslev] Navnets sidste led er ulæseligt. G. Dr] Bang har utvivlsomt ment: Deres.