[1881, cirka 1. november, tirsdag]. [København]


Fra Herman Bang til Christian Ferslew

Kære Hr. Ferslev!

De maa ikke blive vred, hverken De eller Deres Frue over dette Brev, som skrives, fordi jeg, som ellers har saa mange Ord, naar det gælder raader saa faa, og fordi jeg maa være fuldt oprigtig imod Dem. De og Deres er det eneste, bogstavelig, jeg synes, at jeg har tilbage, og hvis De blev vred og forlod mig, vilde jeg have altfor lidt tilbage. De spurgte mig igaar, om jeg ikke gjorde altfor meget for disse Mennesker,jeg her bor hos; maaske ‒ især, naar jeg endnu ikke har Ret til at gøre det, fordi det egenlig slet ikke er mig selv. Men De ved heller ikke den sande Grund dertil. Det er af Egoisme, jeg handler. De to smaa Børn faar Brødet, og mit Liv er saa tomt. Det ene Menneske ved altid saa lidt om det andet, og det maa saa være. Men det siste Aar har været det rigeste i mit Liv: Nu er det, som der kom Blikstille efter Stormene, men selv Havblikket kan fylde os med Bitterhed. Mit Haab er det kun, at alt, hvad jeg har oplevet, en Dag maa være blevet til alvorlig og sand Kunst. Saa har alle disse Aars Lidelser ikke været spildte, og min Ensomhed nu er kun en Samlen Kræfter.

Grunden til at jeg taug med noget igaar, var Deres Ytring om, det ikke var for meget, hvad her blev gjort. Thi jeg følte, at De havde Ret til at spørge. Kun vil jeg sige, at nu glider alt i Tarvelighed og Ro. Jeg sagde igaar, jeg vilde vente med alt, til jeg blev myndig, og da De spurgte, om intet var slemt, svarede jeg, det kunde vente. Men der er et, som ikke kan vente. Da jeg kom hjem i Sommer[1], havde jeg ingen Leilighed og maatte tage ind paa Hotel, hvor jeg boede, indtil jeg kom her. Jeg var syg og laa de fleste Dage i Sengen. Jeg maatte tage bort fra Hotellet med Bøn om at betale siden, da jeg ingen Penge havde. Jeg har ikke kunnet betale siden, og jeg kan ikke vedblive at skylde Pengene, da Fordringen er givet en Prokurator. Med Omkostninger og alt er det 100 Kr. som jeg havde bedt min Svoger[2] om, men Manden har dem ikke. Hvis De vil til at det andet ogsaa lægge dette ‒ da skal jeg bringe Dem Prokuratorens Kvittering imorgen. Og en Ting endnu. Min Skrædder skal vente til Foraaret, men jeg har ikke andet Tøi end det, jeg gaar og staar i. Naar jeg har været ude, har jeg laant en Jakke af Martinus[3], og det kan ikke blive ved. Jeg skulde saa gjerne have noget rigtig tykt Tøi og gjøre Gæld for det hos en fremmed Skrædder vil jeg ikke. Derfor maa jeg købe det og under 80 Kroner faar jeg ikke noget. Nu har jeg sagt Dem hele Sandheden. Nu maa De ikke blive vred og love mig, at alt dette tilhøre Dem og Deres Hustru og mig. Dem og Deres stoler jeg saa meget paa. De tænker vel, at jeg slet ikke er videre end altid, men det er ikke sandt, jeg er saa vidt, at jeg ved, hvad det vil sige at handle hæderligt, og jeg er begyndt derpaa. Det har kostet nok. Vil De ikke blive vred over, at jeg ikke sagde dette igaar, og vil De endnu hjælpe mig med disse Penge, da udsæt ikke at svare, men send mig et Brev endnu idag ‒ saa skal jeg imorgen bringe Kvitteringen. Men selv om intet Svar kommer, vil jeg dog tro, at De har tilgivet mig ‒ og saa maa De love mig ei at tale mere herom. Tusind Tak for alt. Tilgiv Skriften ‒ men jeg er saa nervøs idag, at min Haand ryster. Kommer intet Brev med Pengene ‒ da ved jeg Svaret men haaber ialfald at De bærer over med

Deres

H.B.