[1884, 16. juni] Mandag. Ramlösa


Fra Herman Bang til Edvard Brandes

Ramlösa[1] Mandag.

Kære Dr. Brandes.

Undskyld, at jeg i al den Tid kun gennem dette eneste Telegram[2] underrettede Dem, om al min Reises og Deres Stykkes Skæbner. Men mit Hoved var for tungt og mit Hjerte for fuldt til, at jeg kunde skrive sammenhængende, og jeg foretrak derfor helt at tie.

Det hele var en désastre[3] ‒ hidført tilsist mer af de Medvirkendes Opgiven alt end af Nødvendighed. De siste 8 Dage gik med at tillyse Forestillinger, som man atter aflyste af Mangel paa Forudtegning i Byer, hvor alt Billetsalg altid sker ved Indgangen. Men efter mit Nederlag besluttede jeg mig til helt at lade de andre raade ‒ og det gik som det gik: betydeligt Underskud for alle, fuldstændig Fiasco for mig. Mine Skuespillere skaanede mig end ikke for den skrækkelige Aflysning i Helsingør.

Deres Stykke skal ikke dø med dette. Den Dag, da jeg har erhvervet Autoritet over Publikum ‒ maa der gaa 5 og 10 Aar ‒ skal Conrad Reesen[4] være den første Rolle, jeg spiller.

Min Beslutning, som en Seir maaske havde kølnet, har mit Nederlag slaaet fast: jeg forlader Journalistiken og foreløbig Literaturen for at blive Skuespiller. Jeg ved, at Kampen bliver forfærdelig ‒ men jeg vil det. Det er min Natur imod at lide Nederlag uden at genoprette dem[A] .

Jeg har lagt Mærke til, at i Livet det samme evindelig gentager sig ‒ med forskelligt Resultat. Min Turné af iaar skal en Dag [ordet er vanskeligt at læse ...][B] en anden og lykkeligere.

Foreløbig bliver jeg her. Jeg maa arbeide meget for at stoppe Munden paa mine brølende Kreditorer. Desuden skal jeg foruden alt dette navnløse literære Arbeide, som naturligvis betales slet, lave en Masse Ting. Jeg har idag engageret Fægtelærer i Helsingborg. Gymnastik vil tage mig tre Timer daglig. Men det gælder jo om at udrense min ydre Personlighed for siden at kunne give sig helt hen uden Frygt for at falde ud i det latterlige.

Ved De, at jeg har befundet mig i en Vildfarelse? Thi Forfatter og Skuespiller har egenlig væsenlig forskellige Ting at skulle mindes. Forfatteren undersøger Sindsbevægelsens indre Sammenhæng, Skuespilleren skal fæstne dens Udtryk. Hvad jeg for Fremtiden maa huske, er, hvilke Bevægelser jeg gjorde da og da, hvordan jeg saa ud ‒ forstaar De, at der er en Forskel?

Jeg kan fortælle Dem noget ret morsomt. Jeg læste Deres Artikler om Svenskerne[5] med stor Glæde men helt anderledes end ellers. Ellers pleier jeg at læse og sé, det og det havde du ikke lagt Mærke til, det og det er undsluppet ham ‒ som Kritiker. Nu læste jeg simpelt hen for at lære at spille Komedie. I det hele henfører jeg alt til dette nu.

Heldigvis har jeg uendelig meget at bestille. Ellers vilde jeg maaske være endnu mere trist end jeg til Tider er. »Nationaltidende« forlader jeg med Maanedens Udgang[6].

Her er aldeles ingen Mennesker, hvad meget glæder mig. For dem, som har Tid til at elske, hade og have Venner, kan Mennesker jo være rare. For den, som bare vil naa et Maal, er det bare Genstande, man gaar forbi eller henover. Og Øieblikket er endnu ikke kommet, hvor jeg kan begynde at marschere.

Venlig Hilsen.

H. de B.

A. dem] Læsning af ordet er lidt usikker .... B. [ordet er vanskeligt at læse ...]] .