1885. 30. november, [mandag]. [København]


Fra Herman Bang til Julius Schiøtt

30.11.85.

En hjertelig Lykønskning, min gamle Ven. Saa har du altsaa en Søn[1], et lille rødligt Væsen, som nu skriger i sin Vugge, nogle Skrig, du finder melodiske ‒ og som en Gang skal blive stor.

Det slog mig saa meget ‒ da jeg fik dit Brev: hvor besynderligt de glider, disse Menneskeaar. Hvor kort er det dog ikke siden, at vi altid kaldte os selv og blev kaldt ‒ og af gammmel[A] Vane[B] kalder og kaldes endnu ‒ for »Fremtidens Soldater« og alt dette andet med Fremtiden og inden vi ved det, min Ven, er vi Nutiden, som skal forberede de andres, vore Børns Fremtid.

Hils din Hustru[2] saa meget

fra din gamle

Skolekammerat

Herman B.

A. gammmel] Skrivefejl, som Bang ikke har rettet. B. Vane] Ordet er tilføjet over linjen.