1886. 6. februar [lørdag]. [Meiningen]


Fra Herman Bang til Julius Schiøtt

Meiningen. 6.2.86.

Kære Julius.

Tak for dit Brev, som jeg allerede vilde have besvaret strax igaar ‒ om ikke hin Hamburger Korrespondance havde sat mig i et Oprør, som endnu intet af alt, hvad man har skrevet om og mod mig. Rimeligvis har du læst Pamfleten i »Politiken«. At en Landsmand overhovedet kan nedlade sig til at skrive sligt ‒ er mig ubegribeligt. Naar man tænker sig, hvilket Hav af Gemenhed ‒ og hvor værgeløs jeg er her i et fremmed Land.

‒ To Dage før, jeg fik dit Brev, havde jeg, mærkeligt Træf, just sendt Galschiøtt et større Manuskript, en virkelig lykket Novelle[1], helt original. Den lille Skitse, som aabner Bernhard Hoffs Serie i Schorers Blad ‒ jeg maa her skrive pseudonymt foreløbig ‒ har allerede Vilhelm Møller.

Sig Galschiøtt Tak for den venlige Tanke. Jeg haaber nu, han tager »Enkens Søn«.

Jeg beder dig, kære Ven, gaa op og tale med Ottesen. Manden vil indrykke i de skandinaviske Blade et Avertissement, som fuldstændiggør min Ruin. Han er den mest haardhjertede Sten paa Jorden ‒ men den Smule Position, jeg endnu har tilbage, vil han vel ikke ruinere for sine lumpne 200 Kroners Skyld.

Hvad jeg har lidt og lider ‒ enfin, mon ami ‒ det er jo min Lod her i Livet ‒ at lide, maaske for at min Medlidenhed med, min Forstaaelse af de andres Lidelse altid maa blive dybere.

Skade kun, at de mange Sjufte som denne Hr B i »Nachrichten« (Boldt er Flabens Navn) ‒ tillige stopper mig til Halsen med en dump, ubændig Foragt.

Hils din Kone saa mange Gange

fra din gamle

Herman.

Send mig de fire Numre, hvor »min Kammerat« stod, at jeg kan korrigere og ændre noget for Bogen. Ogsaa »Enkens Søn« skal i Bogen.