[1886, 1. marts] Mandag. Wien


Fra Herman Bang til Emil Jonas

Mandag.

Kære Kammeraraad.

Jeg var igaar, da jeg afsendte »det« Brev til Levysohns Avis ‒ saa medtaget, at jeg ei kunde skrive i Sammenhæng. Nu harjeg sovet og er bedre.

Tak, min kære, gode Kammerraad, for al Deres Uro, alle Deres Forsøg, for alle Deres Breve. Det er stor Synd, at De har skullet gaa alt dette igennem for min Skyld. Vi, som er unge, maa kæmpe ‒ de ældre, som allerede har baaret en lang Arbeidsdags Anstrængelser, de bør skaanes.

Brevet om »Keiseren« vil være noget for Levysohn at bide i.

Indlagt det ønskede Brev[1] om Honoraret.

Skriver idag Artiklen til Billederne.

Situationen er nu pekuniært denne: Her er betalt. Idag tager jeg Bolig og flytter saasnart jeg kan. Adressér[A] indtil videre: Hotel Hammerand. Karl[2] reiser uopholdelig, naar jeg er installeret.

Dernæst er med »Politiken« og med min Forlægger[3] mit Honorar fast maanedlig ordnet.

En Betale-Djævel fløi igaar i et Par svenske Blade, saa de sendte mig mit Honorar.

Jeg vil fast have fra Norden 350 Kroner månedlig[4] ‒ hvilket er meget lidt i Wien. Men det er fast, og kan jeg med denne Sum dog altid være saaledes værnet, at jeg kan vente roligere paa mine øvrige, usikkert faldende Indtægter.

Jeg forstod ikke Ret, hvorledes Brevet fra Dem, at Schorer vilde udbetale for det antagne, og siden Telegrammet ‒ at han ikke vilde udbetale ‒ kunde forliges. Men jeg kender Schorer fra München. Tro ham aldrig over et Halmstraa. Han »benytter« kun ‒ og den ene mod den anden.

Hvordan det nu er: »Berlineren« og »Badene« er altsaa antaget. »Hendes Høihed« faar De snarest. Jeg har lovet Schorer den, og jeg vil holde mit Løfte. Da kan min Fjerdedel for »Høiheden« slaaes sammen med de fyrretyve Mark og sendes mig den første April. Det maa »man« vel kunne indrømme mig: at min Fjerdedel udbetales mig hver Maaned efter Hirsch' og Deres forenede Overslag.

»Elna« har sin Skæbne: selv mine arge Fjender i Norden beundrer denne Novelle. Og her refuseres den!

Skulde jeg ikke forsøge at give den til Franzos? Manuskriptet skal ikke blive borte. Ogsaa her i Wien ønsker jeg, at De sender mig tre, fire Erklæringer, hvori jeg overgiver Dem udelukkende Ret til at hæve Honoraret. end mig nogle Stykker at udfylde og da at returnere til Dem.

Jeg haaber, at IV er paa idag, saa[B] at »Keiseren« ogsaa gaar ind denne Maaned.

Jeg har foruden det nødvendige til Bolig og Karl[5] endnu til denne Maaned ‒ og saa en lille Spareskilling. Man lider ikke to Gange dette.

Tror Hirsch, man sidder i København og skriver »Berlineren«? Han er fiffig.

Hils Deres Kone.

Deres Ven

H. de B.

A. Adressér] Ordet er tilføjet over de overstregede ord: Det er. B. saa] Ordet er rettet fra: at.