[1886. 7. marts], Søndag. Wien


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Wien. Hotel Hammerand VIIIes Bezirk.

Søndag.

Min kære Peter.

Intet ligner min Overraskelse ved at modtage indlagte Brev[1]. Som i Telegram dig sagt, telegraferede jeg Nei.

Jeg vil først sige dig mine Grunde hertil – til et Nei, som er uden Mulighed for at omstemmes til et Ja: Jeg finder din Beslutning beklagelig. Jeg véd jo ikke, om du har noget eller bedre, men jeg finder det i hvert Fald uheldigt at forlade et Blad, til hvilket en stor Sukces var knyttet for dig og dit Navn. Maaske finder jeg ogsaa ganske privat, at du burde have skrevet til mig, kære Peter, for en Ugestid siden, før du foretog dette Skridt, jeg vilde da have været en Smule roligere for dig og dit. Altsaa din Beslutning synes mig "hasarderet", men intet vil bevæge mig til at gaa ind der[A] , hvor du gaar ud. Der maa vel have været Grunde, hvorfor Brandes gik, og du følger ham. Hvad der knytter mig til "Politiken", var dig, naar du ikke er der mere, kunde jeg ikke tænke mig dagligt Arbeide med Folk, som ellers staar mig fjernt.

Dette, hvad denne Sag betræffer. Tilgiv, at selv i dette Øieblik mine Affærer maa plage dig. Men jeg telegraferede Hørup dette: "Nein – leider(!). Von hier aus jede Mitarbeiterschaft[2]". Dette var nødvendigt. Ti i en fremmed Stad, helt uden Existensmidler maa jeg desværre holde paa "Politiken" for at faa disse 300 Kroner, uden hvilke jeg gaar tilbunds. Saasnart min Gæld er betalt, og det ordnes ei med dig, gaar jeg.

Skriv mig nu til, kære Peter, at jeg dog kan vide, hvordan alt gaar. Var jeg dog hos dig.

Herman.