[1886, 7. marts] [søndag]. Wien


Fra Herman Bang til Emil Jonas

Hotel Hammerand VIII Bezirk. Wien. Søndag.

Det er[A] bedst, kære Kammerraad, at jeg tager mig Tiden til at skrive Dem allerede idag. Igaar var jeg for træt, derfor fik De kun et Par Ord.

Altsaa idag om Sagerne:

En Sammensværgelse er i Gang hjemme. Min Læge[1] staar i Spidsen. Man bringer mig to Tilbud.

Det ene fra »Dagsavisen«. 5000 Kroner udbetalt strax og 6000 Kroner, garanteret for 5 Aar. Jeg bunden tre Aar fra første April at regne.

Det andet fra »Politiken«: meget smigrende c: 5000 Kr. aarlig for meget lidt Arbeide.

Mine Venner vil, af Hensyn til mit Helbred, at jeg skal modtage et af disse Tilbud og vende hjem.

Dr:[2] skriver: Saasnart De har bestemt Dem ‒ sendes Penge. Ingen før.

Altsaa en Udhungring.

Mine skandinaviske Korrespondencer betaler sig saa usikkert ‒ som De véd. Naar jeg en Gang er død, vil man afgøre Tingen med mine Arvinger.

Jeg vil imidlertid ikke hjem. Forlader jeg nu Tyskland, groer jeg fast hjemme ‒ og jeg faar aldrig tysk Navn og tysk Virksomhed.

Men hvorlænge kan mit Helbred udholde denne Usikkerhed?

Der maa en Afgørelse. De er klog og diplomatisk. Gør Schorer bekendt med hele Sagen. Forestil ham, at hvis jeg nu gaar, er jeg tabt for ham.

Jeg skal gøre alt Arbeide ‒ navnlig ogsaa skrive til Illustrationer ‒ og jeg skal binde mig til ham. Men da maa han ogsaa bekvemme sig til trods mit Forskud, som maa langsomt afbetales, at give osDem og mig, Dem ogsaa ‒ et maanedligt Fixum. Minimum 300 Mark (at dele mellem os); hvad der mere maatte tilkomme mig i hver Maaned er Afdrag.

Kan det ordnes saaledes? Da har jeg dog idetmindste noget fast? De ogsaa.

Og i modsat Fald maa jeg skrive Dag og Nat og De, min gode Kammerraad, maa for vore forskellige Mærker finde nye Afsætningskilder ‒ det er De Mand for. Bernhard Hoff kan vel komme ind i »Salonen« o:s:v: Naar De blot siger mig Genren for hvert Blad.

Gør Schorer opmærksom paa, at jeg ikke har skrevet i »Fels und Meer«.

Tilgiv mig, kære Kammerraad, at jeg altid plager Dem ‒ men Tingen er nu paa det »spændende« Punkt. Hjemme giver man saamæn ikke Køb.

Deres Ven

H. de B.

Paa det af Gesandten udfærdigede Pas staar Herman de Bang ‒ saa det er bedst er skrive det.

A. er] Ordet er tilføjet over linjen.