[1886. 22. juni], Tirsdag Aften. [Wien]


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Tirsdag Aften.

Kære Don.

Det har gjort mig mer end ondt at læse om den græsselige Malheur[1], som har truffet Frøken Broch[2]. Og just nu – nu, hvor Livet var kommet i Gang for hende, hvor der var Grøde i Tingene, og hvor hun kunde sé hen ad en lys Vei med glad Liv i socialt "Velvære". Vil du hilse hende saa mange Gange. Deltagende Ord er saa lidt, naar man lider – men det ialfald kan du trygt sige hende, at dine Venner er ogsaa mine; og inderligt ønsker jeg, at det alt maa lykkeligst overvindes, og hun vende tilbage til fuldt Liv og fuld Virksomhed.

Og du, kære Peter, maa nu igen sidde ved Sygeseng ligesom ifjor. Men du passer dertil. Stille at sidde der og nu og da kun sige et Par Ord med din bløde Stemme. Om det er muligt – vil du blive elsket endnu høiere.

– Rimeligvis vil de to Smaa-Artikler (som om dette Emne er de siste) træffe dig og Bladet i Reaktion mod dette "Bayreri"[3].

De er imidlertid gode for Eders Standpunkt, og "Lyse Øieblikke"[4]bør tages; man maa ikke ophøre med at fremhæve disse Geménheder – og den siste Gemenhed er endnu den største: En Idiot med – "lyse Øieblikke". Tryk dem Dag efter hinanden og "Lyse Øieblikke" først. Skildringen af "KongOtto[5]" har jeg lavet selv efter forskellige Kilder.

Hils Hvalpen[6].

Din Herman.