[1886, 7. august] Lørdag. Prag


Fra Herman Bang til Emil Jonas

Prag. Balbingasse 192. (Weinberge

Lørdag.

Kære Kammerraad.

Tak for Deres Brev. Det blev idag læst af ‒ Politikommissæren. Sagen bliver mer og mer utrolig. Igaar modtog jeg og Hr. Eisfeld[1], en ung Skuespiller ved Landesteater, som jeg kender fra Meiningen ‒ her boer vi sammen for Selskabs og Billigheds Skyld, fremmede som vi begge er. Vi fik altsaa begge til iformiddag eine »Vorladung«[2]. Jeg Kl. 9, Hr. E. Kl. 10. Vi gik derhen sammen. Jeg blev saa bogstavelig taget i Forhør. En Politirapport blev optaget, hvori jeg maatte gøre Rede for alle mine Forbindelser ‒ henviste bl.a: til Dem som min tyske Oversætter og eneste Forretningsfører ‒; min danske Forlæggers[3] Adresse; hvoraf jeg levede; naar jeg i Maaneden modtog mine Penge; hvormeget jeg tjente; hvorhen jeg i Pressen skrev; hvad Hr. Eisfeld tog sig til o:s:v: Endelig angaaende min Udvisning fra Berlin. Jeg sagde alt ‒ som det var. Ti her er jo intet at skjule. Selv mit privateste Liv udspurgte man om. Og alt blev ført til Rapport! Saa blev jeg sat tildørs, og Hr. Eisfeld kom ind. Samme Historie. Han blev udspurgt som jeg: hvorfor jeg vilde være i Prag, og hvorfor vi boede i samme Hus (man tror, at han er min Hjælper i Socialistagitationen). Naturligvis svarede han, som jeg: jeg var her for at skrive og vente, til jeg kunde vende tilbage til Berlin, at vi levede i samme Leilighed, fordi vi var fremmede begge to og gode Venner. Fremdeles blev han udspurgt om alt muligt: sine Forældre o:s:v:

Endelig efter 1½ Times Forhør blev vi bortsendt. Jeg spurgte meget energisk, hvadder forelaa, som berettigede til disse Forhør. Dertil kunde man intet svare. Eller vilde ikke.

Vi gik med den Besked: at vi kun havde at melde os, hvis vi skiftede Bopæl.

En Time efter kommer der »Vorladung« til vor »Hausmeister«[4]. Manden gaar hen og ogsaa han ‒ som pudser vore Støvler o:s:v: ‒ bliver udspurgt. Han erklærer, at han aldrig har kendt roligere og mer stille levende Herrer. Man sagde da, at det var godt. Man havde imidlertid fra Wien faaet det »Auftrag die zwei Herren zu beobachten«. »Die zwei« vil sige mig. Og da »der Hausmeister« havde afgivet sine Erklæringer, ‒ ‒ blev vi endelig indført i Bøgerne, og det blev ham sagt, at han nu kun havde at anmelde, naar vi skiftede Bolig.

Jeg beder Dem nu, kære Kammerraad, sige mig, om man er nødsaget til at lade sig sligt gefalle[5], og om jeg ikke kan fordre at faa at vide, hvad man vil med mig.

Man skulde ikke tro, vi levede i et civiliseret Aarhundrede. Skrevet eller gjort har jeg intet.

Deres

Herman B.

Anbefalinger ‒ 30! Har slet ingen Penge og hvordan kan man skrive i denne Ophidselse.