[1886. 10. august, tirsdag] . Prag


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Prag.

Kære Peter.

Jeg overgiver denne Artikel[1] til din specielle Godhed. Tryk den strax. Jeg har ikke søgt denne Leilighed til at vise mit "Sindelag"; Lykken har bragt den i dette Aktstykke, som har vakt min høieste Beundring. Det er endnu muligt at være "Hersker" – naar man blot er – Menneske. Franz Josef[2] er maaske middelmaadig begavet, men han er et meget, meget betydeligt Menneske. Den danske Gesandt[3] sagde til mig: Det er en Ynk at sé denne ene pligttro, honnette og arbeidsomme Mand kæmpe Dag for Dag med dette Lands Slendrian.

Du skrev mig en Gang:"Det er nødigt at holde sammen. Saa kan vi jo ved Siden af drive vor Politik paa egen Haand.["]

Dette Brev er "min Politik". Jeg vil bede dig optage det strax, selvom jeg ikke troede, at det for en Gangs Skyld ogsaa var Eders "Politik", hvad jeg her har skrevet. – – Med Grev Knuth har jeg ført en Brevveksling. Han er en fortræffelig Mand og har faaet lidt Klarhed over Sagen. Man tager mig for en Socialist, fordi "hin" Artikel har staaet i "die Freiheit"[4] i Oversættelse. Man holder mig nu i[A] Opsigt. Men jeg kan ikke forlade Østrig paa den Maade; man vil Gud straffe mig – hjemme tro, at jeg var blevet en Forbryder.

Optag nu denne Artikel; og – kære – send mig samme Dag, men selv, at det sker, to Exemplarer.

Jeg har endnu ikke, tror jeg, takket dig for dit Brev, som glædede mig saa meget. Jeg haaber inderligt, at Frøken B.[5] maa slippe ganske karsk fra det. Forholdet til R.[6] kan jeg ikke forstaa. For mig staar det saaledes, at et Ægteskab var det eneste. Og véd du hvorfor? Fordi saa en Skilsmisse var lettere. Langt lettere hugges et helt Forhold over end end[B] et halvt og forviklet brydes. Maaske er det kun en Dumhed, jeg siger – som sagt – jeg kender jo saa lidt til Sagen.

Ved at læse "Politiken" faar jeg det Indtryk, at I mægter at fantasere Mængden som Brahma[7] Inderne. De fanatiske Abonnenter kaster sig fri villig for Dampsporvognen for at skaffe Jer Seiren.

Jeg sender imorgen "Burg II"[8]. Det har varet – nu er den halvskrevet.

Hils Frøken Brock, Hvalpen[9] og No. 4[10]. Jeg skriver imorgen.

Din

Herman.

A. i] Bogstavet er rettet fra: o. B. end end] Skrivefejl, som ikke er rettet af Bang.