[1886. 26. september], Søndag. Prag


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Prag. Søndag

Kære Peter.

Uendelig glædede mig dit Brev. Jeg havde ventet det saa angst, og nu, hvor det kom, var jeg nær ved at vande en Høne.

Naturligvis er denne Huus[1] en gruelig "tynd" Herre. Men, I Guder, jeg har interesseret mig saa lidt for den Sjæl. Naar han tager Forlovelsen "tragisk" – eller jeg – da er det vel, fordi i hans Replikker der noget af min Anger og gamle Lidelse ligger. At hun siger "Stakkels Huus – hvad De har lidt" – – tror jeg, er rigtigt: hun, den "elskende Kvinde" siger sligt. Hun føler det naturligvis med ægte Ulogik kun[A] som en Lidelse for ham, den Genstand. Jeg er ganske enig med dig i, at han er Skam nok kommet over det.

Du véd, at jeg egenlig ikke bilder mig saa meget ind af min Humor. Jeg véd jo aldrig, hvad der er morsomt og hvad ikke. At det ofte synes Farce for Jer andre, undrer mig ikke, mig er det altid Farce. Men for saadanne rent ydre Ting som altfor mange Gentagelser skal jeg sé at vogte mig. – Ja – Stilen, min kære! Der har vi Skandalen. Jeg lærer saagu aldrig at skrive. Jeg skriver jo endnu i Forskriftbog som de otte Aars Unger. "Impressionistisk" er netop Ordet. Jeg anstrænger mig vildt for at faa Indtrykket, hvert enkelt Indtryk klart og nøie og karakterfuldt og saa tænker jeg aldrig paa Helheden – og Stilen springer i tusind Stumper og er saa usammenhængende og saa haard som en Stenbro. Græsseligt at tænke sig.

Panoramabillederne behøver ikke at synes dig skønne og yndige. Hun finder dem yndige. Og min Bemærkning, "at de ikke var daarlige" er simpelthen idiotisk. Fire Mennesker[2] har nu læst "Ved Veien". En saadan Enighed hos fire saa forskellige Individer er sjælden. Vilhelm Møller skrev paa et Brevkort det samme som du: Stilen – abrupt; Humor lidt for farcemæssig paa sine Steder; Elskeren en dvask og utydelig Herre.

Sum: mit bedste Arbeide.

Kun i et er I mærkeligt uenige. Han skriver: "allerbedst er Agnes Linde. Der har De fat i levende Liv".

Andreas Schou[3] sendte mig et Lykønskningsbrev – hvad den Mand ei pleier: Han turde vel ogsaa privat takke mig for en Bog, som havde gjort ham saamegen Glæde. Stilen for abrupt. Venter Sukces. Schiøtt[4] gaar naturligvis høit. Han taler om Steder, som ikke kan tænkes bedre – aa, du, man kan tænkesig[B] sine Ting uendeligt bedre – og finder Lighed med "Et Menneskeliv"[5] . Sum: mit bedste Arbeide.

Store Gud, og hvilke græsselige Feil har det ikke. Kommer nogensinde den Tid, hvor man skriver et virkeligt Værk – et Værk for Literaturen. Hvortil lever jeg ellers? Naa – "Ved Veien" er et Fremskridt. Men Maalet – det er saa temmelig paa Afstand.

Dit øvrige Brev har jeg brændt strax. Det er grueligt med Fru D.[6] Hvordan er hun da egenlig, Stakkel. At hun kom til dig i sin Nød – er mig et psykologisk Problem. Din Karakter gør det "honneur" – men at hun kunde faa det sagt. Den arme. Han[7] er da en gedigen Slyngel – at være saa uforsigtig. Denne gamle "Don Johan" har nu boret Børn ind i Verden i en Menneskealder. Det maa være derfor, han er saa uimodstaaelig. Hver Dame, der sér ham, ligesom føler ham strax indenfor sine Underper-Om"Forladelser"[8]. Det er jo meget naturligt og kan have sin brutale Charme. Men at en saadan gammel Tekniker endnu gør Ulykker og sætter Børn i Verden – det er utilgiveligt. Den arme Laura. Og hvor er hun? Skriv mig, naar du hører noget. – Jeg sendte iaftes to Artikler. Glemte Overskrift over den ene: "Burg IV. Charlotte Wolter"[9]. Jeg sendte saa en lille "Bismarcker"[10], da jeg havde læst dit Brev. Han er mit Speciale. Ja – jeg skriver jo gerne om "Politik" – men jeg synes altid, det er for dumt hvad jeg laver. Ligesom naar jeg er humoristisk. Men Bismarck forstaar jeg og følger nøie. Naar "Bernhard Hoff"[11] er udkommen og læst, vil jeg ogsaa skrive en lang og meget afgørende Artikel-Række: Danmark – Tyskland. Ind i tysk Toldforbund – Post o:s:v: er den eneste Redning. Haarde Tider kommer. Kun Tyskland vil redde sig stort og rigt ud af Aarhundredet. Os vil man tage med paa Grund af den geografiske Fordel for Tyskland. Selv om vi maatte give Kontingent til Hæren – maa denne Tilslutning være alle Patrioters Tanke. Og skulde jeg end vække en Storm imod mig, vil jeg sige det og sige det høit.

Hils Hvalpen[12], Frøken Brock[13] og Husnumret [14].

Hvor er Blad[15]? "Et Besøg"[16] er nu refuseret af tre Teatre. Nu gaar det til Augsburg . Det er et Land – hvad Kunst betræffer. Ustyrligt.

Din Herman.

A. kun] Ordet er rettet fra: som e[n]. B. sig] Ordet er tilføjet over linjen.