1886, 16. november [tirsdag]. Prag


Fra Herman Bang til Edvard Brandes

Prag 16.11.86.

Kære Dr. Brandes.

Jeg takker Dem for Kritiken af min Bog[1] ‒ takker Dem saameget mer, som den satte mig i saa stor Bevægelse, at jeg den dag erobrede to relative Sætninger for min Roman[2]. Det er en frygtelig Stil. Men begravet mindst syv Timer daglig foran mit Skrivebord i min Roman ‒ om Aftenen skriver jeg derpaa Artikler; jeg ser ingen her og kender ingen ‒ kæmper jeg fortvivlet mod den Eiendommelighed i mit Syn, i mit Øie ligefrem, som skaber disse Tinsoldatsgeledder af Ord. Jeg kan ikke sé den mig omgivende Verden i opbyggede Perioder. Jeg ser det enkelt ‒ og Helheden bliver derfor kinesisk.

Naa ‒ disse Udviklinger vilde sikkert unødigt kede Dem. Kun to Bemærkninger: Jeg vilde desværre ikke have staaet mig ved at udgive »Ved Veien« alene. For saa havde jeg faaet akkurat det halve for min Bog!!!! Og II: ikke jeg, men Prinsesse Maria Carolina finder, at denne Sjæl af en Skuespiller har store Fødder[3]. Jeg har saavist intet at gøre paa den Tribune. En græsselig Historie, den »Høihed« og i Virkeligheden en god Plan og saa det Resultat!

Endnu en Gang Tak for Kritiken.

Jakobsens Breve[4] har glædet mig meget og beredt mig en hel Dag af Nydelse. Hans Bog[5] derimod ‒ ja, jeg er meget, meget for dum til at forstaa saa storartede og ‒ dunkle Ting. Mig er hvert andet Digt bogstavelig hebraisk.

Deres forbundne

H. de B.