[1886, 17. november] Onsdag. Prag


Fra Herman Bang til Edvard Brandes

Prag. Onsdag.

Kære Dr. Brandes.

Det var om et Ord i Deres Kritik af min Bog[1], jeg gerne vilde spørge Dem. De tør ikke finde dette underligt, da jeg energisk maa sé at lære, hvor det er muligt. Og de fleste, der skriver om mig ialfald, kan jeg intet lære af. Man lærer jo ikke saameget af at høre (af Hr. Jæger[2]) at man er en Mellemting af Dilling og John Poulsen[3].... Men det var dét Ord. De skriver om min Skildring af Død, Ulykke o:s:v: og siger saa omtrent (Avisen har jeg ikke): Maaden hvorpaa Rædslen og Forstenelsen afmales, er nu nok noget søgt.. og s:v:

Nu er det dels saa, at man jo altid bruger om mig Ordet søgt, og at min Kamp imod dette »søgte« er saa hidsig, at den har ført mig til min nuværende »Geled-Stil«; dels er Tingen den, at min nye Roman jo handler om »Sammenstyrtning og Ruin«, og derfor vilde det være mig vigtigt at vide, om der ved dét, som synes Dem søgt, kunde være noget, jeg maaske kunde ændre.

Om De en Gang har Tiden, vilde De maaske svare med et Par Ord paa mit ganske vist svært »svævende« Spørgsmaal.

Deres hengivne

Herman Bang.

Atter har J.P's Breve[4] glædet mig meget. Hvor uforglemmelig en Bog vilde ikke »N.L.«[5] være blevet, om den var skrevet som disse Breve ‒ saa simpelt, mener jeg, med Ord, vi alle kan forstaa. For saa mange af hans Bøgers »fine« Ord forstaar vi (ↄ: jeg og andre »Husfolk«) ikke.. »Rosmersholm«[6] havde De rost altfor meget ‒ tror jeg.

Der er vidunderlige Ting ‒ men ogsaa vidunderlige Taager: I sine siste Bøger er »Jehova«[7] atter »i Skyerne paa Bjerget«. Men ‒ maaske er det min Fatteevne, som, bestandig mer nøgtern, ikke naar op til Symboler. Jeg faar altid Lyst til at kradse dem af som Kalk af Vægge.

H. de B.