[1886, 19. november] Fredag . Prag


Fra Herman Bang til Niels Neergaard

Prag. Fredag.

Kære Neergaard.

Tak for Deres Brev. Gid det var kommet noget før. Saa havde jeg vidst, at den Del af min Maanedsindtægt maatte erstattes af andet.

Tak fremdeles for Deres gode Tilbud om Omarbeide. For at kunne omarbeide maatte jeg imidlertid først og fremst have ‒ mit Arbeide. Jeg har nemlig kun dette ene Manuskript, som De har, kære N., og som De ‒ saare fiffigt! ‒ ikke har sendt mig tilbage.

Naar De nu strax sender mig dette værdifulde Forsøg paa at skabe Stuckenberg[1] Udødeligheden ‒ vil jeg læse det og ‒ sandsynligvis sende det til Göteborg[2]. Ti De siger nok: udvid Betragtningen, tag flere og mere med! Men hvad og hvem? og hvorhen udvide?

Det hele er jo ikke om »Digteren« »V. Stb.« men et Apropos til ham. Og jeg ved ikke ret, hvordan han skulde forsvinde ud af »Betragtningerne«. Men ‒ send mig nu Manuskriptet, og jeg skal læse det, og kan det ændres paa det væsenlige, skal De faa det igen.

Jeg modstaar ikke Lysten til at sende Dem indlagte ‒ et lille Bevis paa, hvorledes en »Meningsfælle«[3] finder det passende at behandle Forfatteren af »Slægterne« ‒ »Fædra« ‒ »Vidunderbarnet« ‒ »Ved Vejen«[4] og »nogle« Kritiker. Det er rørende at være saa »elsket«.

Send mig saa allenfals Manuskriptet ‒ hvis De da ikke skulde finde Raad for ved nogle mindre Ændringer at lægge Artiklen til rette.

Quant à moi ‒ je resterai sans rancune le vôtre[5].

Deres

Herman B.

Bladet er »Kristiania Dagblad«. Hvorlænge vil det forblive muligt saaledes at behandle mig en canaille?[6]