[1886. 23. november], Tirsdag. Prag


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Prag. Tirsdag.

Tak for dit Brev, kære Peter, det glædede mig saa meget midt under alt. Din "Farce-Digter"- Virksomhed[1] kan jeg levende forestille mig. Jeg tror selv, at det i den Branche mest kommer an paa "det første Skridt" – som maa være det ene, glade Spring ud i "le ridicule"[2]. Kunde jeg blot skrive Farcer. Jeg er ret plaget af Sorg for Udkommet. Som du begriber, gaar "Bernhard Hoff"[3] saa saare langsomt – og det er jo dog min Hovedindtægt. Til idag, den 23, er min hele Maanedsindtægt 91 Gylden, og Gylden gælder som Kroner. Det er jo ikke saa meget, og du kan tro, jeg har lært at "slaa mægtigt af". De fleste Dage gaar jeg slet ikke ud, ellers kun i en Kafé. Enfin – c'est la vie, ca[4].

Var det ikke muligt, at jeg nu i denne Tid kunde anmelde et Par Bøger i "Politiken" af dem, ingen bryder sig om. For mig var det altid et Gode, og det med Afsending er ikke saa omstændeligt som du maaske tror. Naar du blot tog dem med hjem, sendte Ottesen[5] dem sikkert under et Korsbaand samme Dag. Saadan de tredie Rangs Bøger. Eller de svenske.

Ja – havde jeg blot en Oversættelse, men Forlæggerne er for forsigtige i disse Tider.

Schou[6] sender mig 35 Kroner for hvert færdigt Ark. Men du kan nok forstaa, at jeg jo egenlig endnu er træt af "Ved Veien", og de første Ark af en stor Roman er jo svært skrevet.

Ja – de er det.

Hvorfor raader Edv: Brandes[7] ikke Andersen[8] til at spille Freytag[9]s "Journalister"? Jeg tror dog helt sikkert, det vilde blive en Sukces. Stykket har Gehalt, vilde more og kunde spilles (paa hans Manér) af Hr. Wulff[10].

Tænk saa paa det med Bøgerne.....

Jeg synes, min egen, kære Peter, at du skulde gifte dig. Det kommer jo ikke mig ved, og der var maaske ogsaa mange, der vilde finde det dumt. Men jeg synes, at det klare og aabne Forhold altid stiller os bedst i Livet. Tilgiv, at jeg falder saadan med Døren ind i dit Hus. Men du véd, at jeg mener det vel – og du kan jo lade som om du slet ikke har læst denne høist mærkelige Efterskrift. Helst kunde da din Frue[11] gaa til Folketeatret, mente jeg. Men jeg kender jo nu saa lidt til alle Forhold.

Hils hvem der bryder sig om en Hilsen. Slynglerne paa Amalievej[12] skal du ikke hilse. De besvarer ikke mine Breve. Og Digteren Esmann[13] ikke heller.

Din

Herman.