[1886. 7. december. ] Tirsdag. Prag


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Prag. Tirsdag.

Kære Peter.

Hermed en Artikel[1], som maa optages strax. Som jeg fordrer optaget strax. Jeg véd vel, at I, som er saa "skeptiske" vil finde et eller andet "stærkt" Ord – men jeg kan sige Jer, jeg, som lever i Europa, at det nu ikke gælder en Grundlov, som jeg finder miserabel, Frihed for et Folk, som endnu ikke var modnet til Frihed – hvis et Folk nogensinde bliver modnet dertil – men det gælder hver Time Livet for dette Folk. Jeg – du maa tro det i dette Øjeblik – er maaske bedre og dybere underrettet end det synes. Jeg véd maaske mere. Jeg beder nu ikke mere. Jeg maa i denne Vinter før de frygteligste Afgørelser, Europa endnu har sét, staa i saadan Forbindelse med et dansk Blad, at jeg kan gøre min Pligt mod det Land, hvis Sprog jeg skriver, hvis Liv jeg har levet, og hvor min Slægt kan regnes op i Hundredaarene. Tre Dage har jeg været om denne lille Artikel. Der er intet overspændt deri – saalidt som i dette Brev.

Men du maa vise det til Hørup[2] og sige ham, at jeg i alle Fald maa være saa forbunden med Redaktionen, at der hver Dag sendes mig et Exemplar af Avisen under Korsbaand. Jeg opfatter ikke Øjeblikket saaledes, at det gælder om "en Skriven løs[A] ". Gud give, at I vidste, foran hvilke Tider vi staar. Himlen give, at det, som truer, endnu var til at hindre. Vi har misbrugt de store Ord saaledes, at vi nu ingen har, og at maaske endog dette Brev blot vil faa dig og de andre til at smile.

Den, Guden vil fordærve, slaar han med Vantro.

Altsaa, kære Peter: et helt alvorligt Brev fra dig, om I sér Tingene som jeg. Om jeg – som noget ogsaa for Bladet vigtigt – hver Dag faar Bladet sendt.

Hvis vi er uenige om Stillingen, da kan jeg jo for at afbetale min Gæld skrive om nogle Mord; men Medarbejder er jeg ikke. Og Jer give de gode Magter, at I saá én Gang ud over Valby Bakke[3] – Tiderne, hvori I er sat, og Pligterne, som de skænker Jer.

Din

Herman.

A. løs] Ordet er rettet fra (eller måske til): Løs.