1886, 14. december [tirsdag]. Prag


Fra Herman Bang til Julius Schiøtt

Prag. 14.12.86.

Min kære Ven.

Saa er det altsaa først imorgen, dit Nyaar begynder[1] ‒ mine Tanker og Ønsker skal være hos Jer ‒ og paa dit Aars første Dag vil du faa dette Nyaarsdigt[2]. Ja ‒ et Digt! Det første Digt, siden jeg blev rigtig voksen. Et Digt, sprunget ud af min store tunge Angst for det Aar, som kommer. Sæt det i din »Stjerne«. Et Nyaarsdigt af mig ‒ det er, ved Gud, noget nyt. Og det er vist ikke galt??

Min Ven ‒ hvor Tankerne mødes! Jeg havde allerede ladet komme ‒ for med den skrevne Ansøgning, som jeg vilde bede Schou indbringe, at berede Jer en Overraskelse ‒ det stemplede Papir til Ancker[3]. Jeg vil skrive Ansøgningen Juledag. Men om at faa Legatet ‒ jeg, aa Herre Jemini!

Din Plan at faa mig løs fra »Politiken« er mit hedeste Ønske. Du véd, hvor lidt jeg elsker det Blad. Ikke at skrive om Politik ‒ er saa rigtigt. Men, min Ven, vi lever i en Tid, hvor hver har Pligter. Fordærvets Dag kan være for nær til at man tør tie, kan tie, naar man elsker den Sæd og Skik, de Minder, det dyre Sprog, som rummes i det Ord Danmark.

Men, desværre, at man vil søge at berede mig endnu større Lidelser end hidtil, dét ansér jeg for sikkert. Man sendte mig »Avisen« idag, og Hr. Boldt rører sig igen. Er han ligesaa heldig denne Gang som i Meiningen, turde jeg komme til at fejre Nyaar i Danmark.

Samtidig modtog jeg »Berlingskes« Kritik af »Ved Vejen«[4]. Et utroligt Aktstykke. Naa ‒ Himlen tilgive de Folk, de véd saa vist ikke, hvad de gør[5].

Vil du, kære Jules, om det muligt er, sende mig det lille Honorar for dette Nyaarsdigt ‒ ↄ: din Expedition ‒; det vil jo dog i Regnskabet gaa paa dette Aar. Og ‒ om ikke »Julemærkerne« slaar fejl, maa jeg vist være forberedt paa at tage min Vadsæk i Haanden. Jeg, som prædiker Freden! Og da, i den yderste Time at telegrafere og allarmere ‒ er saa græsseligt. Og hver lille »Bæk« hjælper jo. »De Glemte II« faar du senest afsendt herfra Fredag. Planen dertil er net.

Og nu ‒ endnu en Gang: Tak for alt i det gamle Aar. Lykke i det ny. Prøvelsers tunge Haand løsner saa meget ‒ man vilde vel slet ikke kunne bære dette Liv, om der ikke var noget, der bandt fastere.

Hils dine! Hvor du vil være forbauset over Digtet.

Din Herman.

Og dette sørgeligste i Efterskrift: Indlagte Brev. Fortiden døer aldrig, og jeg véd ikke, om den kan sones. Gør mig den Tjeneste at sige eller lade sige ‒ helst det første, saa har vi Ro en Tid ‒ at A:[6]i næste Aar skal faa 500 Kroner. Det maa vi afsé. Men at han saa maa lade mig i Ro.

Han tør ikke, saa vist som dog det eneste sande Haab til Fremtiden beror paa Fru Ferslew, hvis jeg da nogensinde skal komme hjem ‒ han tør ikke gaa til Ferslews. Men opsæt ikke. Sig ham ogsaa (Ord er ikke skrevet) det, jeg her skriver til dig.

Herman.