1886. 27. december [mandag]. Prag


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Prag. 3 Juledag 86.

Kære, gode Don.

Tak for dit Brev, som ikke gjorde mig glad. Hvor jeg, hvis jeg havde Penge, snart vilde staa for dig og saadan rigtig, paa min uforskammede Manér, trænge mig ind paa dig og maaske "hjælpe" dig – "det lidt", som den ene kan hjælpe den anden. At du ikke kan skrive Breve – dét forstaar jeg saa godt.

Der er nu paa Afstand, nu, hvor jeg véd slet ingen Ting og bare saa nænsomt tør gætte, kun ét, jeg vilde raade dig. Du skriver om dine Noveller. Nu gætter jeg af mit Kendskab til dig og til den hele Produktionsmaade i vor Generation, at du skriver om det ganske nære. Hvad man altid gør med Fare, og hvad du – endnu stedt midt i Oplevelsen – kun kan med stor Risiko. Kunstnerisk Risiko og Fare for aldrig at blive færdig: ti hver Dag bringer sit nye Stof og sit nye Lys for det Skéte.

Men gaa tilbage, min egen Don: søg et fjernt Stof. Himlen kender den besynderlige kunstneriske Proces. Men nu som i "Ved Vejen". Er den ikke lykket, fordi den er øst af det direkteste Liv men af Livet paa den Afstand, at der i vor Erindring af ti Ansigter ligesom vokser sammen ét? Saaledes naar vi Gyldigheden i Billedet paa samme Tid som Roen. Og et saadant Arbejde, kære Peter, til hvilket du i Begyndelsen maatte tvinge dig, dét vilde saa lidt efter lidt tage dig fangen og blive din hjælpende Ven – der førte dig fra det nære hjem til Aalborg eller Næstved. Ogsaa dér var Mennesker, som i sin Tid syntes dig værdt at skrive om. Og naar du da fra det Arbejde, vender tilbage til – "Byen", hvem véd da, om ikke Tiden og relativ Fjernhed langsomt har ført dig op paa en Høj, hvor du kan oversé alt dét, som nu forvirrer dig?

Dét er mit Raad. Men vel véd jeg, at det er saa let at give Raad.

Tak for den dejlige "Genstand" – den passer kun lidet rigtignok til mit Liv nu. Men andre Dage kunde jo komme. Juleaften her vil jeg ikke søge at beskrive dig; da alt udeblev, var der nemlig ingen Jul. Og det tog saa stærkt paa mig, at jeg fik Krampe og tilbragte to Dage i Sengen under evindelige lange Opkastninger. Men alt det er for uinteressant.

Du skriver noget om, at jeg aldrig giver Svar paa Tiltale. Gode Gud – du spørger mig jo aldrig om noget, og jeg véd Himlen straffe mig, heller ikke, hvad du skulde spørge om. Om Vejret og om min Mave. Denne frygtelige Mave, som melder sig med Kolik, og hver Morgen er der for at fortælle mig om de nære, de forfærdelige Tredive.

Lev nu vel, kære Peter! Et lyst Nytaar for dig – et Nytaar, som fører fremad, selv om det skér gennem Kamp. Den Smerte, der tilføjes os, er ikke Livets tungeste Byrde; tungere lægger sig en Dag paa vore Skuldre den Smerte, vi har tilføjet de[A] andre – –

Adieu, min Ven. Og tænk i det nye Aar en Gang imellem paa én af de Timer, da vi, sammen, følte os nær hinanden i den stille Sympati, som ikke er Livets lykkeligste Baand, men det varigste – desværre.

Din

Herman

Kunde nu i de mange "Festdage" ikke "Wolter"[1] flyve paa?

A. de] Ordet er indføjet mellem de to ord: "tilføjet" og "andre".