1887, 24. januar [mandag]. Prag


Fra Herman Bang til Edvard Brandes

Prag. 24.1.87.

Kære Dr. Brandes.

Hjertelig Tak for Deres Brev. Ja ‒ naar »Fædrelandet kalder«, er vi magtesløse. Og maaske er det, som De mener, i Aftagende. Valg-Travlheden[1] er vel desuden hartad saa god som en Rejse.

Midt under al den Politik, vilde jeg strax meddele Dem, at den store Agent Bloch[2] i Berlin nu ‒ efter »Gengangere«[3] ‒ interesserer sig stærkt for »Et Besøg«[4] og haaber at faa det frem som Forsøg paa et »første Teater«. Jeg tror, at det er Mandens Alvor; han indsér, at Momentet var der nu, hvor hele Berlin brænder for Ibsen[5] og alt, hvad ellers fælt og umoralsk er. »Gengangere« er nærved at kunne tage det op med selve Parlamentsvalgene. Og om nu »Et Besøg« fulgte efter! Ikke ‒ det var dog rart for os danske? Det er jo det eneste Stykke, vi ejer, der kan tage noget af Kampen op med Norge. (Naa ‒ iøvrigt, det var paa Tiden, om vi hos os hørte lidt op med at være levende Reklame for Folk, der behandler os med »dédain«[6]: saa højt som en Jæger[7] naar vi dog ogsaa.)

Men ‒ det var »Et Besøg«. Kunde man ikke tage et af Benzons[8] nye Stykker eller »Kammerater«[9] eller »I Stiftelsen«[10] til »pièce de rideau«? Hvilket vilde De mene? saa man fik en hel dansk Forestilling ud af det, som vi kunde have Ære af.

Ak ja ‒ nu skulde Deres Broder[11] rejse gennem Tyskland og holde Forelæsninger. Nu var det Tid.

Jeg, Sjæl, skriver nu paa en Artikel om »Et Besøg«[12] til et Berlinerblad.

God Lykke paa Langeland. Mellem os sagt var Optrykket af hin gamle Bahnson-Tale[13]meget vovet. Det gik med fede Typer gennem alle Blade.

Deres hengivne

Herman Bang.