[1887, 23. februar] Onsdag. Prag


Fra Herman Bang til Julius Schiøtt

Prag. Onsdag.

Min kære Ven.

Jeg har tænkt, at et Brev i Ro, efter at den første Ophidselse har sat sig og Kapitel I var afsendt, ikke vilde skade. Først vil jeg kun i Anledning af »Kinesere«[1] sige, at jeg den Gang skrev det par exemple, og at den Artikel, som føljetonmæssig holdt i Mandags stod i »Politiken« allerede da var afsendt ‒ dig vilde slig Behandling af Spørgsmaalet ikke baade. Men vil du populært videnskabeligt tage »Kineserfaren«, skal jeg sende dig en udmærket Brochure om Spørgsmaalet. ‒

Intet kan skaffe mig bort fra den Anskuelse, at jeg ikke kan og vil taale en Censur og Stilretten i stort Maal. Mit Arbejde er mit eneste Eje. Retten til selv at bestemme derover er min nødvendigste Ret. Uden den vilde jeg opgive Haabet om Fremtiden, om en Gang at sejre ‒ det eneste, hvorpaa jeg nu lever. Altsaa kan jeg ikke gaa ind paa Schous Fordring om »Ret til Ændringer«. Og jeg maa bestemt holde paa, at enten maa Schou tage min Bog (de naf mig skrevne Roman, gennemlæst og slebet af dig ‒ og ham, som »Ved Vejen«) eller han maa opgive Forlaget af denne Bog »Stuk«. En Afskrivning bag hans Ryg behager mig ikke. Dels vilde Situationens evige Usikkerhed hæmme mit Arbejde; dels vilde det »skæve« i noget, der skete bag Mandens Ryg, være mig saare ubehageligt. Jeg ønsker kun ét: at leve paa en rén Fod med Verden; arbejde mine ti Timer om Dagen og derfor tjene mine 200 Gylden om Maaneden ‒ stille, i Fred, uden Svindel til nogen Side.... Og dette med Afskriften synes mig ikke at være ganske ret.

Ren Vin iskænket af Schou og strax. For det første af Hensyn til min Sundhed. Jeg kan ikke mere leve i den Uvished, som har betegnet disse tre frygtelige Maaneder. Om du blot to Minutter saá mig, vilde du vide det. Uvisheden lægger mig plat i Jorden. og hvor unødvendig er den? Og hvor kvælende for mit Arbejde.

For det andet maa en Bestemmelse ‒ og en fast, en for dette Arbejde uomstædelig Bestmlse[2] ‒ træffes strax af Hensyn til Pengene. Jeg kan leve for lidt; jeg kan indskrænke mig endnu yderligere. Men Pinagtigheden maa ophøre. Jeg gør Schou ansvarlig for hver Dag, han tøver, ‒ og om han kendte Omfanget af sit Ansvar, vilde han ikke tøve mange Dage ‒ ; jeg maa en Gang igen komme ind i den Bane, jeg beder om: at jeg afleverer og faar betalt. Men saa fast, saa regelmæssigt som jeg afleverer, maa der ogsaa betales. Schou har sagt, han kan kun lidt om Ugen. Nuvel ‒ lad ham give lidt. Men lad ham saa give det sikkert. At jeg ikke skal vente, at jeg ikke skal plages. Manuskript afsendt Lørdag ‒ den beskedneste Sum afsendt Mandag. Men endelig Fasthed ‒ men endelig en Bestemmelse.

Og formener du det klogest at »skære af« med Schou ‒ da hos den nye Mand dette som Betingelse. Schou har sagt, jeg kan kun sende 25 Mark(!) om Ugen. Men i Februar har han sendt mig 34 fl!! Og vidste jeg saa, naar der sendtes og hvor meget ‒ ‒ men jeg véd aldrig noget.

Du vil sige, min Ven: men Bladene: Ja i Februar alle Blade givet mig knap 50 fl.....

Som det nu er, kan en Afgørelse ikke opsættes. Efter de siste Maaneder ‒ fra Nov:, tænk ogsaa, hvilke Maaneder: »Stuk« ‒ Julen ‒ Sygdommen ‒ og nu paany »Stuk« ‒ er jeg knækket. Om Schou tøver, om der ikke strax efter dette Brev kan træffes en Afgørelse og sendes mig den lille, men faste Sum for mit Arbejde ‒ da er der for at holde mig over en ny Sygdom (ti jeg er moralsk for sønderslaaet) kun ét Middel: du maa gaa direkte til Fru Ferslew. Du maa sige hende, at du gør det, fordi du véd, at jeg ansér hende for min eneste Tilflugt. Derfor har du vovet det ‒ uden mit Vidende. Sig hende, at du kender disse Maaneders Historie; fortæl hende denne Historie; sig hende, at jeg har arbejdet; at du véd, hvorledes; at nu drejer det sig om Retten til selv at forme Kontrakten men Uenighed om denne enkelte Bog fører til, at den udgives hos en anden.

Schou maa derfor lade sig nøje med en Udbetaling som den ovenfor beskrevne. Jeg vender jo tilbage til ham. Jeg maatte for hvert Ark ‒ af de første ti ‒ have[A] 30 Kroner pr: leveret Ark; siden 40 pr: leveret Ark. Det hele Honorar kunde du og Langhoff afgøre efter Oplagets Størrelse......

Jeg vil kun sige ét endnu: at jeg i denne Maaned er bragt til det yderste. Min Indtægt i det hele er ikke 90 Gylden (fra Schou 34 fl). Jeg maa derfor for at kunne arbejde ‒ have sendt 100 Kroner af Schubothe. Det vilde være til Schou 200 og til mig 100 strax; efter de ti Ark var mig udbetalt (mig + Sch:) 200 + 100 + 300 (30 pr: Ark) = 600 + nye 200 til Schou = 800 ↄ: det hele Honorar (à 80 pr. Ark). De senere Ark vilde saa stille sig hastigt gunstigere...... Tro mig, jeg er ikke mer nogen Ødeland. Men dette gaar ikke. Leve maa jeg.

Og endnu ét: jeg er et sygt Menneske. Jeg taaler Skuffelser, Slag, Arbeide ‒ men jeg taaler ikke det daglige Tryk over mit Arbejde, og jeg taaler ikke Uvishedens Pinsel. Afgørelsen maa træffes nu. At tage Afskrift bag Schous Ryg er utilstedeligt. Han er en honnet Mand, og vi maa opføre os honnet. Det leverede Manskpt:[3] vil han sikkert udlevere. I alle Fald: ti ikke, men skriv strax. Og er det dig muligt, da lad enten Schou eller Langhoff uopholdeligt sende ialfald saa meget, at jeg har noget at spise.

Herman.

At jeg ikke svælger i evigt »Forskudsskrigeri«. At jeg overhovedet er blevet et roligt og ikke Vrøvlegørende Eksemplar. At 200 Kroner strax maa udbetales Schou ‒ 200, naar jeg har leveret 10 Ark og 200, naar jeg har leveret de 20. Under 30 Ark bliver ikke Bogen, heller ikke over. Hvad Schou angaar, da er Kontrakten atter bindende for min næste Bog (efter »Stuk«). Saaledes lyder Kontrakt.[B] Jeg løser ikke.

A. have] Ordet er tilføjet over linjen.