[1887. 19. marts], Lørdag. Prag


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Prag. Lørdag.

Kære Peter.

Du maa da tro, jeg er det største Asen under Solen. Som lader dig ligge af Lungebetændelse og ikke rører mig. Men først igaaraftes fik jeg det at vide i et Brev fra Immanuel[1]. Fru Ottesen[2] havde skrevet, du laa af Forkølelse.

Jeg beder dig dog for Guds Skyld – skøndt Hvalpen skriver, det er bedre – lade mig vide den rette Sammenhæng. Meget faa Ting, det maa du da vide, foruroliger mig saa meget, som alt ulykkeligt, der tilstøder dig ......

Naa, Immanuel skrev, at det værste nu var ovre. Men en stor, stor Forsigtighed, bedste Don, fordrer din Rekonvalescents. Pas nu paa dig selv, hører du. Gud véd, hvor du ligger. De skriver "Hospitalet", men det er vel Garnisonshospitalet, hvor ogsaa Otto[3] laa ifjor. Det er nu naturligvis en usund Rede, hvor al mulig og umulig Smitte sidder i Væggene.

Hvad skal jeg ellers skrive dig? Desværre – der er saa vist intet glædeligt. Schou[4] tabte Taalmodigheden med min Bog[5], da en vis Frøken "Paula"[6] stak sin Næse indenfor Døren. Og den gik saa til Paul[7], der er meget opbygget og skrev, at det alt leverede – IV Kapitler af X! – stod fuldt ved Siden af "Vejen"[A] "Ved Vejen".

Ja – min Ven – det vilde blive en "stor" Bog, denne, om ikke min Hjerne var meget syg. Min Indbildningskraft, som i Bogen fejrer virkelige Triumfer. lader mig i Livet lide svært. Et evigt Forfølgelsesvanvid betager mig mer og mer. Og netop nu – hvor mit Talent kunde staa i sit fuldeste – og et meget rigt – Blomster, hæmmer det mig, truer mig og indjager mig Angst for Fremtiden.

Der er i "Stuk" henrivende Ting. Men om det vil lykkes mig endnu tre hele Maaneder at tøjle min Hjerne til dette Arbejde – det er et stort, stort Spørgsmaal. Sandsynligt er, at jeg til første Oktober vender hjem for at forsøge, om et Ophold hjemme – nogle Maaneder – skulde virke mildnende paa de syge Forestillinger. Men herom saavel som om den hele Sygdom ikke et Ord til nogen. Jeg bader, spadserer og søger at sove. Ti jeg vilde give mit Liv for at sé denne Bog lykket.

Naa – det er saamæn ogsaa muntre Ting at underholde en Rekonvalescent med. Ja – om jeg kom hjem til Oktober, da naaede jeg vel just til en "sær" Festlighed og skulde have en Vise – "i Stilhed" at afsynge – med? Gud give, min egen Ven, at nu dette Brev maa træffe dig bedre, og naar du er blevet ganske rask, saa skriver du mig et Par Ord – ikke?

Hils Frøken B.[8] fra

Din Herman

A. "Vejen"] Ordet er overstreget.