[1887. 24. marts], Torsdag Aften. Prag


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Prag. Torsdag Aften.

Min kære Don.

Saalænge siden jeg skrev. Grunden er egenlig saa simpel: der er intet, slet ikke det aller bitterste at skrive om. Mit Liv er min Bog[1]. Med høj Pande de Par Dage, hvor jeg er i fuld Besiddelse af mit Talent; trist, pint, forfulgt af allehaande nervøse Anfald og Angster de Dage, hvor mit Hoved tvinger mig til delvis Uvirksomhed. Et Par Timer om Dagen kan jeg dog sædvanlig sætte mig i den Tilstand, som er nødvendig for at og gengive de Scener, i hvilke min Bog afspilles. En Scenerække er Bogen. Hvad det koster for en Magt over det indre Syn saaledes at lade en hundrede Mennesker leve foran Læsernes Øjne – naa, derom har ingen noget Begreb. Min Træthed er bagefter en Afmagtstilstand lig, og jeg tilbringer undertiden hele Timer i et Stumpsind[2], som er ulideligt.

Hvorledes Bogen bliver, kan jeg jo alligevel ikke sige. Min Skyhed for "store Ord" og min Angst for at "blotte mig" vil skade Helhedsindtrykket af et Værk, som burde besidde nogen Pathos (i god Forstand) – men i Enkelthederne vilde det være dumt, om jeg nægtede, at jeg som Interiør-Maler (og det er jo en Række Interiørs, det Hele) ikke staar tilbage for nogen. Der er i disse Skildringer henrivende Ting ...... Men, men, men – det "store Drag", det, som til syvende og sist løfter En op blandt de Udvalgte, det griber jeg dog næppe. Er det, fordi min Hjerne er for træt, mit Legeme for svagt; fordi jeg maa skrive for hurtigt, eller fordi jeg er blevet sky ved Kritik og Modgang; eller – fordi "den Udvalgte" har Geni og jeg kun et til det yderste anspændt men ogsaa med hundrede Fejl behængt Talent? ... Ja, du – det er vel det siste.

Men ikkedesto mindre vil forhaabentlig i vor Literatur "Stuk" afgive et Bevis for "et ikke ringe Fremskridt hos den saa flittige Forfatter".

Og du? Hvor lever Peter Sygepasser og hvordan? Pér Anden[3] er død, og de andre offentlige "P.N."'er synes jeg ogsaa er forsvundet. Maa du rede saa mange Senge, at du slet ikke kan være Journalist? Eller "hur"? Højt forfærdede mig jo "Kærlighed"[4]s Skæbne. I Fryd over, at der er "skænket vor Literatur" et nyt "Besøg" – det var Es' Anmeldelse [5], jeg havde læst – skrev jeg til Edvard[6] en Lykønskning, og modtog Dagen efter (med Fru Ottesens[7] venlige Haand) – Avisen med dens Citat-Række[8]. Jeg var forbløffet som – efter Valgene[9]. Tænder I slige Glædesblus hver Fastelavn, saa skal Eders Autoritet nok drysse af "Tønden". Men hvordan var Stykket? Og hvor stak Fejlen. Det er sikkert, at Fablen, godt udført, kunde være som det velførte Snit lige i Publikums Kød. Var det derfor, man hylte? Eller var Kniven stump og havde hverken Skaft eller Blad? For der er nok visse Samfundskomedier, som ligner hin berømmelige Kniv.

Ellers er det en net Suppe, I sidder i. Jeg aabner snart ikke "Politiken" uden med Angst i Bukserne, for at jeg skal opdage, at jeg selv har stjaalet af en Kasse eller skrevet et Par af Næstens Navne efter. Og dét, uagtet jeg virkelig gør Fremskridt i den saakaldte Hæderlighed ..... Hvad i al Verden er det med Fru Krum[10]? Hvad har Konen gjort, og er det virkelig "Tenoren med den frygtelige Dolk", som har hængt Krum[11]? Slige Spørgsmaal kan jeg jo uden Risiko for Svar roligt gøre mig selv. Men interessere – gør det mig endda, alt det, som jeg spørger om ud i den blaa Luft. For det lugter af København, du. Vilhelm Møller[12] skrev mig idag, naar jeg kom hjem. Naa – Tid vil det tage. Og sandsynligvis skér det aldrig. Men hænge ved Jer derhjemme, og hver Nat saa redeligt slide Jeres Brosten – det vil jeg vel gøre til min Død ..... Maatte den komme snart den "Døden". Verden vil ikke blive en "Fjerlille" fattigere, og jeg vilde være til Ro.

Véd du, at jeg under Pennen haver et filosofisk Digt:

Mægtige Jord – du hellige!

Du det levende Støvs Ophav, Grav – og Herre.

Jord, Guddom, du eneste!

Det er saa dybt, at jeg undertiden ikke selv øjner Bunden. Men det gør ikke noget, da jeg ikke har i Sinde at plage nogen med at læse det. Idéen er stor nok og god nok – saadan et stort Taagebjerg, som Tanken aldrig klavrer op paa – med Evighedens Tanker, ubarmhjertige som de store Gletcheres bidende Is ..... Jeg skal dog ikke (da jeg kender din souveræne Ligegyldighed for "filosopiske"[A] Fantasier) plage dig med mine gigantiske Rimerier, der er graciøse i Rytmerne som dansende Mammutdyr .... Immanuel Hvalp[13] beder jeg dig at hilse. Jeg udfærdigede et Brev til hans "Geburtsdag"[14], som han i ungdommelig Ubehøvlethed har ladet ubesvaret. Medmindre Hr. Hvass[15] skulde være Svaret. Isaafald var Svaret raaere end en hversomhelst Taushed. Hvass[B] kiler rundt med en Baedecker[16] og studerer Samfundstilstandene ved at notere sig Avisernes Navne i de forskellige Byer. Han ligner i ydre "den pantsatte Bondedreng"[17], og noget indre har jeg ikke faaet Øje paa. Han noterede i sin Lommebog de zchekiske Skildter og gjorde mig til Skamme ved at vide, hvad Urtekræmmer hed paa bøhmisk. Han vil vende hjem med en uvurdérlig Skat af de mest forskelligartede Kundskaber.

Om du har en liden Stund en Gang, da lad mig sé din Haandskrift – selv om det er paa et Brevkort. To Gange har jeg bedt om Dramaet "Kærlighed"[18] men har det endnu ikke. Hils Frøken B.[19] og dig selv fra

Din

Herman.

A. "filosopiske"] Ordets indledende f er rettet fra et p; det følgende p er enten en skrivefejl eller en morsomhed. B. Hvass] Tilsyneladende rettet fra: Han.