1887, 19. April [tirsdag]. Prag


Fra Herman Bang til fru Anna Ferslew

Prag. 19.4.87.

Efterat have ført en lang Bataille mod Vind og Strøm, en Bataille, afbrudt baade af Sot og Syge, maa jeg nu skrive[A] dette Brev. Arbejde har jeg søgt overalt ‒ i Almanaker, i Aviser, Oversættelse og Originalt. Og nu er alle mine Bladindtægter maanedlig knap tredive Gylden. Naar jeg er rask, har jeg da for min Roman 25 fl. om Ugen ‒ og var jeg rask, kunde det forslaa. Men Foraaret har slaaet mig til Jorden. De ved, at da mine Nerver »klapper sammen« og altid fordrede Pleje. En Pleje, som jeg ikke kan finde nu naturligvis, og som jeg maa blive foruden. Men skrive løs paa min store Roman[1], som skulde fortsætte »Ved Vejens« Begyndelse ‒ dét kan jeg i min nuværende Tilstand ikke. Den Bog skulde dog sé at blive hvad Falkman[2] kalder »sund«. I fire Uger har jeg intet kunnet skrive ‒ i disse fire Uger har Schou[3] betalt mig de 25 fl. om Ugen, men nu bliver han næppe ved; og til Sverig-Norge har jeg intet kunnet sende, da jeg har været helt kraftløs....

Altsaa ‒ har jeg intet. Og den første Maj er én af de fire strenge Datoer, hvor man her betaler Kvartalshusleje.

Jeg har ingen at bede uden Dem. At jeg har holdt ud, at jeg lever sparsomt, at jeg maaske fortjente ‒ en Gang at naa en lidt ydre-bedre Lod ‒ vilde Schou og Schiøtt[4] kunne sige Dem. De to har alle mine Sager, og de ved ogsaa, at et Skridt som dette falder mig ‒ nu ‒ saa saare tungt.

Men jeg skulde saa gerne en Tid kunne samle lidt Kræfter.

Naar De modtager dette, har det været Nyaar for mig[5]. Jeg bliver saa tredive Aar. Det burde endnu være Aar til at udrette meget, det har ogsaa været Aar til allerede at have »geduldet« en Del. Og om De, kære Fru Ferslew, med dette skønne Mindeskrift om min Ungdom i Hænderne ogsaa naturligvis vil sige: Og dog ‒ det var jo alt hans egen Skyld, saa vil De maaske dog ogsaa sende en venlig Tanke henover disse lange otte Aar.... De véd, at jeg nu har vænnet mig til at sé humoristisk paa det behagelige Liv. Men i dette Øjeblik staar der ingen Humor til min Raadighed: Jeg ser kun hine gyldne Falkmanske Ord: »han forsøgte at forcere sin Vækst opad og det mislykkedes«.... Hvor den Mand skriver vel, og hvor han saa skaansomt i faa Ord kan sige meget.

Om min Eksistens er lidet at sige. Jeg lever i en fuldkommen Ensomhed. Undertiden tror jeg, at min Bog maatte kunne blive meget læseværdig. Og undertiden trætter selv den mig. I »Selskab« har jeg ikke været, siden De var i Wien[6]. Dansk har jeg talt én Gang.

Tilgiv mig, om Tonen i dette Brev er irriterende eller dum eller berører Dem smerteligt. Det er svært at bede om Arbejde, som jeg længe forgæves har gjort ‒ og dette er endnu sværere.

Deres hengivne

Herman Bang.

Weinberge. Jungmannstrasse 403.

Prag.

A. skrive] Ordet er rettet, vistnok fra: søge.