1887, 17. Maj [tirsdag]. Prag


Fra Herman Bang til fru Anna Ferslew

Prag 17.5.87.

Det er jo egenlig, kære Fru Ferslew, saa dumt at skrive dette Brev. Men jeg véd ikke, hvad der er at gøre ‒ og det er idetmindste at tale. Jeg har saa ofte ‒ og dét, midt som vi sad paa »Elmebo«[1] i glad Lag ‒ med Angst tænkt paa, at i dette Hus Aarene opbevarede sine sikre og smertelige Prøvelser: naar den Gamle faldt bort, og de to Sønner saá, at nu var de halvgamle og ene. Men denne Sorg, som nu er kommen over den arme Bierring[2], det er af dem, som ingen maaler, og, kære, som desværre ingen mildner. Her er Smerten saa stor, saa hjælpeløs stor ‒ og kommen saa pludseligt. Med ét eneste Slag har Bierring[3] ikke andet foran sig: end den ensomme Alder. Og en gammel Moder, som han skal begrave.

Der er ingenting, slet ingenting at sé hen til ‒ og det Liv, han til daglig levede i en munter Nydelse, det giver ham intet Rygstød. Det var ham vel aldrig helt værdigt, denne hele Bande af besynderlige Damer. Og nu vil det vistnok synes ham et Fastelavnsspil. Aa ‒ hvor jeg sér ham, naar han lænede sig tilbage i sin Stol og sagde: Ja ‒ Livet er rart!

Og nu: at sidde i det øde Hjem og vente paa, at Moderen faar Fred og saa ‒ være ene. Han passer ikke dertil. Smerten kommer forsilde til ham, og han vil have saa svært ved at forsone sig med den.

Men nu beder jeg, at De, som har Mand og Børn og en Fremtid i dem, hver Dag vil tænke paa én af de smaa Ting, som letter en Sorgfuld Livet. Han har jo nu kun eneste og aleneste sit Arbejde hos Dem.

Sig Hr. Ferslew fra mig, at hans gamle, gamle Ønske om at nævnes Redaktør ‒ jeg véd det ‒ det er ikke dødt. Kunde nu til Efteraaret han og hans gamle Moder ikke opleve det? (At han nævntes Medredaktør?) Det er jo nu alt, hvad han har.

Og De vil ikke vredes over mit Brev ‒ vel? Det er overflødigt, véd jeg godt. Men jeg trængte til at skrive. Og hvilken Trøst skal man give den Arme selv? Lev vel. Med mig gaar det kun mindre godt. Jeg skulde vel egenlig suge frisk Luft, og det gaar ikke. Vil De hilse Hr. Ferslew og om ellers nogen skulde findes, der endnu brød sig om en Hilsen [fra][A] en ene Mandsling i det Fremmede.

Deres taknemlige

Herman Bang.

A. [fra]] Ordet har Bang glemt at skrive.