[1887, 22. maj?] Søndag. Prag


Fra Herman Bang til Julius Schiøtt

Prag Søndag.

Kære, gode Ven.

Tak og atter Tak for al dit Mas og din Møje denne lange Uge. Resultatet kender jeg vel ikke endnu, men jeg er vis paa, du har naaet det bedste, som naaes kunde.

Hermed første Del af IV. Jeg tror, der ved Læsningen af dette vil falde dig noget som en Murstén fra Brystet. Er ikke dette roligt? behersket og viser klart Fortællingens Vej? Skriv mig dette oprigtigt paa et Kort ‒ jeg beder dig.

Ét vil du sé, at Personerne ‒ saa mange de er ‒ holdes strengt i Hjorden, som var jeg en sand Røgterhund. Naturligvis er der Bipersoner som Fru Knudsen med Datter o:s:v: ‒ rén Staffage; men de andre vender i det givne Moment tilbage f:Ex: her Fru Martens. Gamle Adolfs er før kun nævnt[A] ‒ i I og III ‒ men her kommer de nu ganske af sig selv paa Skuepladsen. Sligt som med den franske Kogebog ‒ ‒ viser, hvilken Digter jeg kunde blive (naar jeg havde Opmuntring og lidt Understøttelse).... nu maa vi sé at komme saa vidt som muligt.

Nu følger Belysningsprøven ‒ hvor Fru Adolf og Fru Martens sidder gemt i Logen ‒; derpaa til Slut: Aftenselskab hos Canths efter den første Forestilling.

Gud give, du maatte finde dette net, og at dit Værk, for hvilket du strider saa haardt, maatte lønne dig.

Jeg lægger herind nogle Aforismer for »Illustreret Tidende« og nogle italienske Ordsprog til »Stjernen«. De vilde more dine jævne Læsere.

Og, kære Julius, til din Bryllupsdag min bedste ‒ og takkende ‒ Lykønskning. For Jer to har Ægteskabet været en Udvikling sammen, en Gang fremad ‒ en Lykke, I erhverver.

Ja ‒ maa ogsaa Fremtiden give Jer Glæde i Jer selv, i Børnene ‒ og bevar en Plads for en Sjæl, som vil forblive énsom og aldrig faa andre Børn end sine stakkels Bøger, hvor det er Liv som Eders, der giver Lyset til Mørket og Troen paa Menneskene. Lev vel og hils din Kone og Børnene

fra din Herman.

A. nævnt] Ordet er rettet fra: nævner.