1887, 12. Juli [tirsdag]. Prag


Fra Herman Bang til Paul (Poul) Langhoff

Prag 12.7.87.

Kære Langhoff.

Hjertelig Tak for Deres Brev ‒ som var saameget nødigere, bedste Paul, som jeg befinder mig i en frygtelig Tilstand af Forstemthed. At tale har jeg glemt. En dansk Lyd har jeg ikke hørt et halvt Aar ‒ og mit Arbejde synes mig mest saa ganske ørkesløst. Under de Omstændigheder er den Skildring af Familien Gravesen, som jeg igaar sendte Schiøtt[1] blevet overordenlig »humoristisk«. Jeg tror vel, at dette Interiør er lykkedes mig ‒ jeg har selv lèt meget, mens jeg skrev det. Aa ‒ kære Paul ‒ gennem hvor megen Lidelse, Skuffelser og Ubehag har jeg ikke[A] maattet lære at lé.

Det hele Gravesenske Afsnit vil være af dem, der vil synes Folk saa lette at skrive. Ti, naar man er naaet til den fuldkomne Livagtighed, synes Kunsten jo altid som Fod i Hose. At der hører nogle Dage og Nætter til at hensætte sig saaledes i andres hele Existens ‒ det fatter kun de, som selv har forsøgt det. Ægteparret Petersen (Kaptejnens) har glædet mig uhyre. Han er designeret til at være én af Hovedpersonerne i min næste »store« Bog: Romanen om de politiske Klubber: »Fra 10-12 Dans i Haven«. Apropos: Om ét Aar er min Kontrakt med Schou ude, og jeg fornyer den ikke. Min Plan er efter »Stuk« at skrive en Novelle ‒ en Kærlighedshistorie mellem Herlufs Fader og Degnens Tine, der begynder samme Aften, hvor Fru B. og Herl. rejser; har Kanonaden ved Dybbøl til Akkompagnement, og som viser Demoralisationen, som følger med Nederlaget: Tine giver sig hen til ham i Fortvivlelsen over al Dybbøl-Gruen.

De vil finde denne samme Tanke antydet nu i III. Ja ‒ III! Det Kapitel er egenlig Bogens vigtigste, og jeg tilstaar, jeg gyser derfor. Vi er enige om, at »vor« Bog ingen almindelig »Komposition« har. Men for at bøde herpaa, har den en meget streng Arkitektur. De har sét første Del. I I og II bygges Huset og Bogen. III fører os ind i de[B] Følelses-Ejendommelighederne hos de Agerende ‒ deres Forhold til Kærligheden, hvor de viser sig afmægtige. Saa i IV og V staar Dramaet i Flor: Stukhuset straaler.

Enfin ‒ anden Del er just ligedan inddélt.

I og II viser lidt efter lidt Revnerne i Huset og i det økonomiske[C] Liv, der leves om og i det.

Og III viser os, hvorledes alle disse Menneskers Kærlighedshandler er just som »Stukket« i deres Huse: her er Grunden til det altsammen. Og her gives stille Nøglen.

1) Fru Duncker løber fra Manden med Scheele. Og hele den Canthske Kreds er forbitret, forfærdet: det var ikke Meningen. Dette hos Canths er sletikke Kærlighedsforhold ‒ det er Tomt med Skin af Utilladelighed og Fru Canth siger til Herluf: Man kan vel more sig, lille Herluf, uden »at synde«. Stuk ‒ Stuk ‒ Stuk.

2) Herluf og Frøken Heltz ‒ ‒ »Vi har vel alle«, siger hun og mener dermed, at ogsaa hun har haft Skyld i Forholdets Vaghed, »været Tvivlere om det Hellige« .... Stuk!

3) Erhard og Mathilde. Ja ‒ bedste Paul. Lynet slaar ned i hende, da hun føler sig svanger, og han, ærgerlig og dog ogsaa forventningsfuld, fremfor alt nysgerrig, gaar rundt en Maanedstid, hvor hun er blevet saa »underlig« ‒ og han spørger sig selv, om det skulde være »dét«? Og det er dét. Og hun kommer en Aften i de to Stuer, og han, som er halvflov o:s:v: gør alle de gamle Barnekunster ‒ til hun sér med en pludselig Forfærdelse baade ham ‒ som aldrig var Barn og nu bliver Dreng i sin Kærlighed (ti egenlig elsker han hende virkelig) og sig selv som i Lys af et Lyn...... og løber, løber bort med Barnet, hun bærer under sit Hjerte og som ikke kan have denne Dreng til Fader! Han, Erh. G. som Fader!

Og han forstaar hende ‒ med en Smerte, som æder en Kræft ind i hans hele moralske Liv..... Stuk ‒ Stuk ‒ Stuk.

4) Den unge Adolf kommer fortvivlet hjem fra Hein: Han vil ikke mere prolongere Vekslerne. Og inde i Kontoret falder han sammen og hulker vanvittigt. Frøken Hansen bringer ham et Glas Vand. Hun vil trøste ham ‒ ‒ ‒ og i et pludseligt Fortvivlelsens Begær griber han hende (som han aldrig har saameget som attraaet, og hun »bliver hans« paa den gamle Sofa i Pulterkamret under »Kineseren«. Ikke en Gang Lidenskaben er ægte ‒ kun en Form for Desperationen: Stuk ‒ Stuk ‒ Stuk.

Naa ‒ det lyder nu altsammen doktrinært og uklart. Men naar det leves i lutter Scener for Deres Øjne ‒ vil det, haaber jeg, ligge klart.

Og i IV og V ruller saa Katastrofens Torden nærmere og nærmere ‒ til alt er forbi.

.... Kære Paul, De er en sær Patron. De siger, De kan intet skrive. Sludder. Sin Mening kan man altid skrive. Naar man skriver den rentud. Først naar man vil skjule noget af sin Mening begynder Vanskelighederne.

Torsdag Aften afsendes Slutn: af II.

Lev vel og skriv mig nu jævnligt til ‒ det er den eneste Afveksling i mit Liv at læse et Brev.

Adieu ‒

H de B.

A. jeg ikke] Over ordene har Bang tilføjet et lille »2« og »1«; han må hermed have ønsket en omvendt rækkefølge af disse to ord. B. de] Bang har sat lette overstregninger over dette ord. C. økonomiske] Ordet er tilføjet over linjen.