[1887, 25. juli] Mandag. Prag


Fra Herman Bang til Paul (Poul) Langhoff

Prag Mandag.

Deres Brev, kære Paul, fra Lørdag baade glædede ‒ og forfærdede mig. Det glædede mig (og hvormeget), at De finder, Bogen[1] bliver stadig bedre. Schiøtt[2] skrev mig entusiastisk det samme. Naa ‒ muligvis tager De begge fejl, og det synes Dem kun saa, fordi de givne Menneskers Skæbne naturligt interesserer mer og mér ‒ af[A] den Grund, tænker jeg, at disse givne Mennesker lever.

I alle Fald ‒ er det glædeligt, at vi er saa vidt, at hver Dag bringer os nærmere Maalet. Nu skriver jeg III ‒ »Angsternes Kapitel« ‒ det falder det mig ikke saa svært at skrive. Den Dag, Galehuset lukker sig bag Forfølgelses-Patienten H.B.[3], vil man vide ‒ hvorfor.

Scenerne i Køkkenet er »chic«?

Saa til Forfærdelsen ‒ som Trykkeriet har beredt mig. De skriver, de Herrer Trykkere beregner alt det modtagne (-III) til 16 Ark! Det vilde, oprigtig talt, berøre mig frygteligt. Men de Godtfolk har sikkert forregnet sig og glemt, at alt det senere Manuskript er skrevet smaat og vil tage dobbelt saa stort Rum som det tidligere. Jeg (som altid plejer at vide, hvormeget mit Manskrpt.[4] fylder) antager, at det leverede (til III) fylder tyve Ark.

Naa ‒ derom skal ikke strides. For Bogens Salg var det vel godt, naar den kun blev 25 Ark.....

For de 80 Mark takker jeg. Første Portion af III er ‒ efter indlagte Seddel ‒ afsendt; anden Portion afsendes imorgen og tredje Søndag. Kapitlet skal efter min Mening blive tre Ark (ligesom V; IV er kortere.)

I denne Uge kommer jeg godt ud af det. Men paa Søndag, den første[5], er det Kvartalshusleje-Dag. For at skrabe disse Penge sammen skrev jeg i de første fire Dage af denne Maaned femten Artikler ‒ men indtil nu har det vist sig just saa indbringende som at werfe Makulatur i Papirkurvene. Jeg beder Dem derfor (og hvor nødigt) i denne Uge at afsende Pengene Fredag og at sende hundrede Mark. Kommer jeg da i den første Uge af August ikke saavidt som jeg venter, skal jeg nok hutle mig igennem og leve en Uge uden Ugepenge. Saavidt som jeg venter ‒ vil sige: at blive færdig med IV.

Bliv nu ikke, kære Paul, vred eller utaalmodig, fordi jeg beder Dem[B] om dette og send endelig Pengene afsted Fredag.

Jeg tilstiller stadig Schiøtt Mnskrpt:[6] ‒ da jeg tror, at andet vilde krænke ham en Smule.

Deres Ven

Herman Bang.

A. af] Ordet er rettet fra: ford. B. Dem] Bang har ved en fejl skrevet: dem.