1887, 1. August [mandag]. Prag


Fra Herman Bang til Paul (Poul) Langhoff

Prag. 1.8.87.

Kære Paul.

Først idag kan jeg sende disse Korrekturer. Efter fire Dages Arbejde ‒ der har været nogle af de strengeste og mest oprivende i min ganske Tilværelse.

I det første Øjeblik vil De maaske forfærdes. Men snart vil De indsé:

1) at en Del af Rettelser og Forvirring ikke skyldes mig; f:Ex: Slutningen af I var leveret Schiøtt[1]; Vildfarelsen med det falske III var længst vidtløftigt forklaret o:s:v:

2) at lange Stykker er forblevet ganske urørte f.Ex: Barndommen og IV.

3) at dét, som er rettet, var nødvendigt. Det meste er jo gjort i II paa Redaktionskontoret. Og ‒ oprigtig talt ‒ Scenerne her var saa leddeløse, brede og unødigt slæbende og opholdende ‒ at Ændringer (for hele Bogens Skyld) var uomgængelige.

4 Stykker Manuskript er vedlagt.

Til Side 71: en Stump for at samle Indtrykket.

Til Side 108: En Scene, som længst var sendt Schiøtt, men som fattedes her ‒ jeg véd ej hvorfor eller hvordan.

Til Side 117: α) et Par Replikker for at akcentuere Kærligheds-Opfattelsen; β) en Bemærkning om Fru Gerster

Til Side 119: et Stykke om Fru Gerster.

Det er en Selvfølge, at jeg maa dele nogle af disse Korrekturudgifter. En tredje Korrektur behøver jeg ikke; men jeg vil bede Dem sende mig et Aftryk af 3 Korr: og ikke begynde at trykke dette, før jeg har sendt Dem et: Alt vel. Dette navnlig ‒ paa Grund af Konfusionen med II og III.

Naturligvis har jeg under Korrekturen svævet vildt mellem Frygt og Haab. Ti Timer om Dagen har jeg sidder over dem; og paany søgt at gennemleve Bogen..... Korrekturer, sagde Topsøe[2] en Gang til mig, er det forfærdeligste paa Jorden: i dem læser man alt, hvad man har villet. Hvor han havde Ret.

Og alligevel: der er saa meget Mod i vor Bog, Paul, og dog ogsaa en Del af Evne. Der er ‒ IIs første Halvdel er svagest; dog forhaabenlig nu stivet væsenligt af ‒ Scener fulde af Fantasi, og der er (i III) i enkelte Repliker og i to, tre Bemærkninger sagt sært dybtgaaende Ting om vort Forhold til Elskoven.

Om Bogen vil »tænde«? Om vi vil have det Held, at den slaar ned ‒ berór mest paa den øjeblikkelige Modtagelighed ligeoverfor Stoffet. Stoffet i og for sig er denne Romans Fare eller ‒ afgørende Lykke.

Kære Ven. Hvad Satan gør det at »Nitouche«[3] er en Anakronisme ‒ taget efter borgerlig Tidsregning. Poetisk hører »Nitouche« herind; »Nitouche« var den siste Forestilling ‒ før »Landsoldaten«[4]. Den siste i hint København ‒ »Landsoldaten« hører til den næste Bog om: Dans i Haven.

Og desuden, cher Paul, er Verset af »Nitouche« ikke hensigtsløst valgt:

Aa ‒ jeg ryster, sa'e Benoit.

Aa ‒ din Kryster, sa'e Babette ‒

har en meget klar Betydning paa dette Sted, hvor Herluf og Asta (Kærligheds-Krysterne) er gaaet fra hinanden.

Mais non ‒ mais non ‒ cher monsieur ‒ Mslle Nitouche bliver.

Og jeg Elendige sér saaledes idag den første August, hvor jeg vilde være inde i »fire« ‒ og jeg er endnu ikke ude af »tre«!

Græsseligt.

Tak for Pengene.

Jeg er meget nysgerrig efter at læse V.

Gud befalet ‒ kære Paul. En Dusin-Roman er vor Bog ikke.

Deres

Herman B.