Kære Paul.
Jeg beder for »lille Gud« ‒ men er det meget besynderligt ‒ ‒ ‒ saa
i Guds Navn sæt:
Aa nei ‒ Gud ‒ aa nej, Gud!
og: »sin Gud«.[1]Bang må formodes at svare på et af Langhoffs
rettelsesforslag til manuskriptet. Stedet kan identificeres i slutningen af
Stuk, i den sidste del af kapitel V i romanens anden del. Edvard Sundt
fortæller om den 19-årige soldat ved fronten i 1864 og citerer ham i bogens
trykte version således: »‒ Lille Gud ‒ ‒ nej ‒ ‒ lille Gud; som et Barn
raabte han: Du lille Gud...« og »[...] at se ham ligge dèr uden Sanser, paa
Jorden, som en Orm og raabe paa sine nitten Aar og paa den »lille Gud« ...«
Romaner og noveller, bd. 2, 2008, s. 468.
Herman B.
