1887, 4. December [søndag]. København


Fra Herman Bang til Emil Jonas

København. Studiestræde 4. K.

4.12.87.

Kære Kammerraad.

Saa har De vel ganske glemt mig ‒ og Skylden vil De give mig selv. Men ‒ tro mig ‒ det har maattet tage al min Tid og Kraft igen at komme en Smule ind i Forholdene her og atter faa blot noget at leve af. Nu skal jeg atter sende Dem Manuskripter, kære gamle Raad, og atter lade de to gamle Venner i Friedrichsstrasse høre fra mig.

»Stuk« er blevet meget rost og meget dadlet. Dog har alle (undtagen »Avisen«[1]) behandlet den med Respekt. Tyskere vil ikke have Taalmod til at læse en saa »speciel« Bog om København. Hvordan er det med »Ved Vejen«? Kan vi virkelig ikke faa nogen Forlægger til denne Fortælling, som her af alle Partier kaldes »udmærket«? Det er dog sørgeligt, at De skal have udført saa stort et Arbejde saa ganske forgæves.

Og alle mine andre Ting: »Schnee« ‒ »Petite Mouche« (til »Gesellschaft«); »Nat Batavia« (Schorer); »Norgerejsen« (Vom F: z: M:); »Der alte Studiengenosse« (Bazar) ‒ ‒ alt dette, som dog var antaget, naar kommer det? Og De har jo ovenikøbet oversat saa meget andet.

De skulde, kære Raad, i Tide sørge for at samle nogle Blade, der til Sommer vilde optage en Serie Artikler: »Fra Norden« med Udstillingen[2] som Midtpunkt. Udstillingen synes at skulle blive meget storartet. Samtidig med dette afsender jeg til Dem en Føljeton til Prager »Politik«. Man vil strax trykke den naturligvis.

Hele min Tid gaar hen med Skriveri. Jeg har i disse to Maaneder[3] været to Gange i Teatret ‒ og dét er min Hovedfornøjelse! Stort Skæg har jeg faaet ‒ det vil sige Overskæg. Da der udstilledes et med denne nye Pryd forsynet Portræt i Nygade, var der Opløb af Damer. Gud give, man havde kunnet tage Entré.

Men her florerer kun de gratis Fornøjelser. Tilstandene er ganske græsselige, maa De tro, og jeg ved ikke, hvor det hele skal ende. Ti overfor den truende Misère paa alle Omraader kan alle snakkemen ingen handler.

Hils Deres Kone[4] saa mange Gange. Herfra vil jeg forsøge at blive benaadet. Naar det dog kunde ské.

Lev vel, kære Kammerraad, og skriv en Smule

til Deres Ven

Herman B.