[1889, cirka 2. februar] Lørdag . Nakskov


Fra Herman Bang til Anna Feilberg

Nakskov. Lørdag.

Kære Fru Feilberg.

Skønt jeg er saa forkølet, at jeg knap kan sé og lige er krøben ud af Sengen og lige netop kan sidde oprejst af Mathed ‒ vil jeg dog forsøge at skrive Dem til. Hvad er nu det med Skrams Komedie[1], som atter er taget tilbage efter at alt var i Orden? Skriv mig derom. Fru Skram gør paa mig Indtryk af at være meget syg. Jeg tror, det, der er sygt, er deres Ægteskab, og Stykket nu, som de har arbejdet sammen, det skulde være det ydre Kit, som skulde hele meget, der var ifærd med at gaa itu. Men maaske tager jeg fejl.

Jeg har været syg i otte Dage og fortæres af Uro og Utaalmodighed. Hvoraf skal jeg leve, hvis jeg ikke snart bliver rask? Om Natten vaagner jeg, badet i Sved, fordi jeg sér Værten med sin Regning, jeg ikke kan betale. Og jeg skriver jo nok, men inde i København skal de først have, og ‒ aa, Gud véd, hvordan det skal gaa. Saadan slet intet at have og saa blive syg og ikke kunne tvinge sin Hjerne ‒ det er forfærdeligt, maa De vide.

Det er ellers ikke min Vane at skrive til Folk om mine Sorger. Men jeg véd intet glædeligt. Selv min Bog[2] synes mig slet. Og en Bog er dog for mig saa meget. Jeg er fuld af religiøs Andagt, naar jeg skal skrive. Jeg tænker kun det. Véd og vil kun det. Med den store Dannevirkenat er jeg færdig[3]. Noget er lykkedes mig. Men hvor stor skulde ikke denne Bog være, hvor sand, hvis den skulde være sit Emne værd. Den maa ikke plettes hverken af Patos eller af Deklamation. Helt jævnt, fordi kun det jævne er helt ægte, skulde man fortælle om disse to Skæbner, Krigen knuste i sin vældige Haand.

Aa ‒ Herre Gud ‒ ja, hvis endda ikke Bekymringen for Værten sad ved mit Hovedgærde. Men man bliver ti Gange syg, naar han sidder dér og truer, Dag og Nat..... Jeg lever ellers hélt alene. Jeg ser ingen og taler med ingen. Og de første Dage, da jeg endnu var rask, nød jeg fuldkommen denne store Lykke: Ensomheden, som er bleven mit Livs sidste og vidunderlige Lidenskab. At være helt ene, vil sige at tænke igen; i Tanken at dele Menneskehedens Kummer og Lykke; at elske Fædrelandet med hele sin Sjæl. Kun i Ensomheden er man et virkeligt Menneske. Kun da er man sine Venner i Sandhed nær. Kun da er man god og forstaar at forsage.

Jeg kan ikke skrive mer, kære Fru Fejlberg. Kulden ryster mig, saa jeg maa i Seng. Men skriv mig snart til. Lad mig høre om Dem og Skrams. Min Adresse er kun: Herman Bang. Nakskov. Jeg havde haabet ved Oplæsninger her i Stiftet at tjene det Meste til Brødet, men da jeg slet ingen Lykke gjorde ved min første Oplæsning[4], maa den Chance begraves. Jeg er derfor ret fortvivlet.

Naar imidlertid blot Forkølelsesfebren holdt op. Skal Rist[A] udgive et Tidsskrift?[5] Jeg læste noget derom. Hils Deres Mand[6] saa mange Gange og Børnene. Tak for alt Deres Venskab og al Deres Godhed ‒ jeg gemmer hvert Bevis derpaa i et trofast Sind.

Deres Ven

Herman Bang.

A. Rist] Bang har først skrevet et andet begyndelsesbogstav og rettet til: R.