1889, 6. Februar [onsdag] . [Nakskov]


Fra Herman Bang til Anna Feilberg

6.2.89.

Kære Fru Fejlberg.

Just fordi jeg véd Dem min Ven, skrev jeg jo, som jeg skrev[1]. Og saa skulde jeg blive vred? hvorfor? Jeg trængte til én Gang at tale til et Menneske om Ting, hvorom jeg til daglig tier, og jeg skrev. Og saa skulde jeg blive vred, fordi De svarede?

Ja ‒ hvad Fremtiden skal blive til? Det véd jeg ikke. Jeg vil vel flytte ud paa Landet, leve af lidt og leve énsom. Hvad andet er der at gøre? Og ønsker jeg andet? Da jeg var ganske ung, havde jeg Magt og Indtægter. Nu har andre dem. Det er blevet deres Tur. Og selv om det er haardt, naar man endnu er ung, har Forstand, Øje og Tunge, ikke mere at have noget Sted i den daglige Strid, hvor man kan anvende dem ‒ saa bør man dog ikke klage.

Tro ikke, at jeg ikke ihærdig forsøger. Der ligger nu seks Artikler paa »Politiken« ‒ som aldrig bliver trykte og dog skriver jeg den syvende. Ogsaa til Sverig og Norge skriver jeg ‒ og har ikke sét Penge derfra et halvt Aar.

Mer næste Gang. Mange Hilsener, kære Ven, til Deres Mand[2] og Børn

fra Deres hengivne

Herman B.