[1889. 2. april], Tirsdag. [Nakskov]


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Tirsdag.

Kære Nansen.

Først en Tak for dit Brev, som den begærlige Provinsialist har læst mange Gange. Og saa en Undskyldning til din Kone[1] for den rædselsfulde Petersille-Kost[2], jeg blev nødt til at sende afsted. Jeg havde hos en Maribo-Gartner – her har vi ikke Gartnere – bestilt 12 afskaarne Hyacinter. Sjælen leverede imidlertid Buketten "da han ønskede at vise sin "Kunst"["]. Jeg var overvældet men sendte Dusken af for dog at vise min Maribo -gode-Vilje.

Glad blev jeg àpropos ogsaa igaar, da jeg saá, at min "Kritik" i Maribo-Avis(!) var optagen i "Politiken"[3]. En smuk Retirade[4] for Dramaturgen H.B., den at skrive i Maribo-Tidende. Jeg havde gjort det for at skaffe Staklerne Hus ... Nu løber jeg rént Sur i Jeres Teaterforhold. Hvad vil Konsortiet[5]? Er det ganske paa Enden? Hvem havde villet "købe"? Hvorfor gaar gamle August[6]? For mig er alt dette ligesaamange Gaader. Kun ét staar mig klart, at Otto[7]s "Løbebane" er truet. Hvorhen vil denne Artist nu vende sig? Kan han i Nathalie[8]s Favn – jeg havde nær skrevet, tilgiv mig, Skræv – glemme alt, og kan hun mulig forsørge ham i eventuelt Ægteskab? En anden Skæbne bevæger mig i smertelige Tvivl: Har Julius Lehmann glemt sin "Camilla"[9]? Den gamle Hest har ellers støttet ham troligt i denne Sæson, og nu lader det til, synes jeg, at hun skal skubbes væk. Det vilde, oprigtig talt, gøre mig ondt. Mage til hendes Bagdel findes dog ikke paa dansk Teater.

I var naturligvis henne for at se vort "Aristokrati"[10]. Jeg tænkte paa Jer den Aften. Vore Skillings-Komtesser havde naturligvis for syvende Gang vendt deres Silkekjoler. Jesus Maria – hvor vor Marskandiser-Luksus er latterlig. Og Marer[11], som var i Komitéen. Ja-ja, han havde jo, hører jeg, skrevet Indbydelserne, som gik om. Mellem slanke Komtesser maa han have været lidt for trivelig. Men disse sarte Blomster har maaske guteret ham som et Udtryk for den demokratiske Kraft.

Dit Brev har jeg brændt.

Sig Frøken Haugsted[12] – jeg kan ikke tage til Bornholm før Ugen fra 20-28 Maj. Jeg vil betragte Udflugten som en Rekreation, før jeg tager til Norge, hvor jeg maa være 1 Juni. Saa bliver jeg der til midt i Oktober. Hvis Otto af flere Grunde ikke er den bedste at tage med – til Bornholm – saa kan vel en Gøgler fra Dagmarteatret danse med. Der lukker de sagtens midt i Maj. Jeg er ligeglad, hvem det er ɔ: Korist maa Væsenet ikke være.[13]

Hvis du har Forbindelse med noget Teater, saa anbefal denne Hr. Fjelstrup [14]. Din Kone kender ham, tror jeg. Men han maa[A] have udviklet sig meget. Ti hvor lidt jeg end forstaar mig paa komisk Skuespilkunst, her saá jeg dog strax, at dette var et Talent. Saa intelligent, saa stilfærdigt og saa "virkende". Han vil faa et Navn blandt de bedste. Han fordrer i Gage – – 125 Kr. pr. Maaned! Ulykkeligvis er Sjælen meget afmagret paa Grund af en heftig Forlovelse med Frøken Mathilde Berg[15]. Den Pige ikke just feder paa sine Kærester. To har hun lagt i Graven.

Lev vel, kære Peter. Hils Immanuel[16] meget fra mig. Og bed endnu Gang din Kone undskylde det provinsielle Kunstprodukt.

Din H.B.

Sig din Kone, at gamle Bukse-Møller[17] gjorde mig Visit. Han vilde nærmest meddele mig, at han tænkte paa et[B] Københavner Engagement – "hovedsagelig i det ældre Fag". Manden er nu 63 og bovlam. Han spillede Hertugen af Mantua[18].

Men Rung[19] havde Ret, da han sagde (da Bukserne forlod det kongelige Teater): Nu – Møller – gør De Deres Livs Dumhed ....

De gamle Bukser betragtede tungsindig sine Ligtorne og sagde:

– Ja – det var en Dumhed.

Den blev begaaet for 42 Aar siden!

..... Hertugen af Mantua var iøvrigt[C] i røde Knæbukser med Perlebroderi:

"Jeg har aldrig kunnet spille en Markis i Bomuldsfløjel", sagde Hertugen mig.

Tilgiv de "raa" Ord, som har indsneget sig. Det er – Provinsialismer

A. maa] Det første bogstav er rettet fra: ha (meningen var vel først: har). B. et] Ordet er rettet fra: en. C. iøvrigt] Ordet er tilføjet over linjen.