[1889, 6. april] Lørdag . Nakskov


Fra Herman Bang til Anna Feilberg

Nakskov. Lørdag.

Det er i Virkeligheden, kære Fru Feilberg, den første Dag, hvor jeg har kunnet skrive til Dem. Jeg begyndte forleden Aften derpaa, men jeg var saa syg at jeg maatte give tabt, da jeg havde skrevet ti Linjer. Nu har jeg igaar afsendt Manuskript og aander saa lettere idag.

Men hvad skal jeg skrive?

Min Tilværelse er givet i det ene: jeg skriver Bog[1]. Det vil sige at jeg gennemgaar alle de nervøse Lidelser, som overhovedet findes. Jeg hugger mig frem gennem dette uhyre Stof under usigelig Anspændelse ‒ og om noget deraf lykkes, det tør jeg ikke en Gang sige. Produktion er en Sygdom. Alle disse fremmede Billeder og Forestillinger afsættes kun under en sygelig Proces i vor Hjerne. Og for mig er denne »Sygdom« saa pinlig[2], at det undertiden næsten synes, jeg maatte kunne dø af det, min Hjerne sprænges. Det er, som havde jeg Ild i Ryggen. Da jeg skrev »Ved Vejen«[3] tror jeg, jeg følte mig mindre syg ‒ og maaske bliver det just min eneste sande Bog. Desværre.

‒ Jeg sér, at iaar næsten alle Forfattere har faaet Stats-Penge. Nu ogsaa Pontoppidan og Elmgaard[4]. Ja ‒ jeg kan da ikke søge. Den Regering, som har faaet mig dømt for utugtig Literatur, kan da ikke give mig Understøttelse, og jeg kan heller[A] ikke ansøge den derom. Hvem mon der har faaet det Anckerske Legat?[5] Det var nu tredje Aar, jeg søgte det. Spørg Fru Skram[6], hvem der faaet det. Tænk, at jeg endnu ikke har læst »Fjeldmennesker«[7]. Jeg har nu skrevet til Langhoff[8] om at faa det. Synes De om det? Hvorfor har det ikke staaet nogen Kritik endnu? Gid de maatte faa megen Glæde deraf. Jeg ønsker det saameget for Fru Skrams Skyld ‒ hendes heftige Sind skulde have mild Tid og lun Luft alle Dage. Vi andre er fødte til Modgangen. Jeg er saa vant dertil, at jeg vilde undre mig, om en Dag atter Sol skinnede. Men saa har jeg da ogsaa lært at fordre saare lidt af Verden.

‒ ‒ Hvad der skal ské ud i Fremtiden, er svært at vide og sige. Her bliver jeg, til min Bog er færdig. Saa vil jeg ‒ forhaabenlig midt i Mai ‒ tage fjorten eller otte Dage til Bornholm og læse op[9] og saa rejser jeg til Bergen for at holde Forelæsninger[10]. Maaske kan jeg der tjene ikke saa lidt. Jeg maa leve i det Haab og næsten af det. Ti her er det slemt. Jeg troer ikke, De vil trykke mere af mig i »Politiken«. (Og tænk, saa siger man mig det ikke en Gang; men man kaster stille H.B's Skidt i Kurven!). Fra Norge venter jeg nu i Maaneder forgæves Penge. Jo ‒ det er en net Métier. Paa Onsdag skal jeg betale. Jeg havde haabet imorgen at skulle læse op i Rødby (sic!) ‒ men man bestemte sig om. Der havde jeg tjent de 70 Kroner. Men nu blev det Vind. Naa ‒ tænkelig falder der nogle Pengesække ned fra Himlen lige ned i min Seng de allerførste Dage. Naar de saa bare ikke rammer mig paa Næsen.

Jeg skrev Dem saa gerne noget morsomt til. Men jeg véd intet mellem Himmel og Jord at berette. Nakskov skal atter spille Komedie. Damer og Herrer af Staden har Holberg paa Stabel til Fordél for de Fattige. I Provinsen er intet helligt.

Lev vel, kære Fru Feilberg og hils Doktoren[11] og Børnene og Skram mange Gange

fra Deres Ven

H. B.

A. heller] Det første bogstav har Bang rettet, vistnok fra: d.