[1890. 24. januar], Fredag.


Fra Herman Bang til Peter Nansen

Fredag.

Kære Nansen.

Jeg forsikrer dig, at der er ikke andet Ord for at udtrykke min Fornemmelse, da jeg saá, at jeg havde glemt din Fødselsdag – end Skam. Saadan noget er utilgiveligt, fordi det dog altid fylder En ɔ: den, som glemmes[A] med en vis ubestemt[B] Bitterhed, der ligner Lede ved Liv og Mennesker. Men vær vis paa, at jeg ønsker dig, at du glad og frisk paa alle Aarets Dage maa tømme din "Drikke" af "Grethes" Mundglas[1]. Jeg tænker saa ofte paa Jer – dig og din Kone[2], hvordan I, fine og kønne, nusler om i Jeres fine Stuer.

– Jeg har ligget to Skub, ialt fem Dage. Det er en Forkølelse, som ikke vil forlade Lokalet ɔ: mig. Var jeg rask, vilde det nok gaa med min Bog[3]. Jeg har Feber og kan ikke skrive mer.

Din

Herman Bang

Hils din Kone. Eders Lejlighed[4] er jo hos Esmanns Onkel[5]. Det er et net Hus og tæt ved den fashionable Verden.

A. ɔ: den, som glemmes] Ordene er tilføjet over linjen. B. ubestemt] Ordet er rettet fra: ubevidst.